Dødsangst. Jostein Gaarder med ny filosofisk ungdomsbog til stærke læsere.

»EN ægte filosof giver aldrig op,« skrev Jostein Gaarder blandt meget andet i Sofies Verden, og Appelsinpigen er på mange måder Gaarders filosofiske credo i ungdomsbogsforklædning. Den handler om den 15-årige Georg, som modtager et brev, som faderen har skrevet til ham før sin død for elleve år siden. Bogen fremstår som et samarbejdsprojekt på tværs af tiden mellem faderen og sønnen, idet den skifter mellem det lange brevs ordlyd og Georgs refleksioner over sit liv og selve brevet.

Det med at flette historier sammen er en metode, som Jostein Gaarder har brugt i mange af sine romaner. Det gjorde han i hovedværket Sofies verden (1991), i den spændende Kabalemysteriet (1990) og i den mindre vellykkede Julemysteriet (1992). De indlagte historier i disse romaner flettede sig til sidst sammen med den rammehistorie, der foregik i vores samtid og fik vante forestillinger til at bryde sammen.

Jostein Gaarder kan også godt lide at stille sig spørgende an over for tilværelsen: I ungdomsbogen I et spejl, en gåde (1993) ved at lade englen Ariel undres over mennesket og i børnebogen Hallo, er her nogen? (1996) ved at lade et væsen fra en anden planet gøre præcis det samme. Det er måske derfor ikke underligt, at Appelsinpigen er en kombination af disse to metoder: på den ene side de to parallelle fortællinger, på den anden spørgsmålet om tilværelsens mening personificeret ved faderens alt for tidlige død.

I brevet til Georg fortæller faderen om sin kærlighed til en mystisk pige med favnen fuld af appelsiner, som han møder i en bus. En kærlighed, der nærmest bliver en besættelse for ham, og som bliver skelsættende for faderen. Han går lange ture i håb om at møde hende og opsøger alle de steder, hvor hun overhovedet kan tænkes at opholde sig. Indimellem lykkes det at møde hende, og møderne med hende er underligt korte og intense, men uden at afsløre hendes identitet. Bogen er på overfladen en kærlighedshistorie, hvor spændingen primært handler om pigens identitet, en identitet, der farves af faderens helt kolossale evne til mytemageri. Og midt i faderens tankespind og kærligheden kredser bogen om det spørgsmål, der har optaget Gaarder siden Sofies verden. Hvad er meningen med livet?

For en ateist som Gaarder er problemet, at der ingen mening gives. Og under denne forudsætning: Kan man da vælge at leve? Eller som Gaarder skriver: »Ville du have valgt at leve et liv på Jorden, hvad enten det blev kort eller langt... Eller ville du have nægtet at lege med i den leg, fordi du ikke kunne acceptere reglerne?« Det er det spørgsmål, som Gaarder forsøger at besvare i bogen.

Med kærligheden og nysgerrigheden som den drivende kraft forsøger Gaarder at svare med et rungende ja til livet, selv om faderen ifølge moderen rent faktisk dør ganske ulykkelig og uden at komme overens med sin skæbne. Her må Georg så svare for faderen - og forlade sig på sin betagelse af naturens skønhed, undren over universets uendelighed og smagen af kærlighedens berusende kraft. Det er formodentlig altid nemmere at svare ja, når man er ung og forelsket.

MEN vi kan lidt ondskabsfuldt citere Gaarder selv fra bogen Hallo, er her nogen: »Selv om et svar kan lyde aldrig så rigtigt, skal man alligevel ikke bukke for det... Den, der bukker, bøjer sig. Du skal aldrig bøje dig for et svar... Et svar er altid et stykke af vejen, som ligger bag dig. Kun spørgsmål peger fremad.« Så ateistens jagt efter meningen med livet vil fortsætte - formodentlig også for Gaarder selv.

Appelsinpigen er på sin vis en smuk roman, fordi den er betagende og stærkt smittende i sin tro på livet. Dens hovedproblem er, at personerne på intet tidspunkt er troværdige. De bliver - ligesom i Sofies Verden - blot en undskyldning for de filosofiske eskapader. Men hvis man er en stærk læser med sin filosofiske nysgerrighed i behold, kan man alligevel ikke lade være med at holde af romanen, primært fordi den udfordrer tankerne og vækker nysgerrigheden fra sin slumren.

2004-03-15

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret