Grise, klovne og irriterende piger

Den flyvende gris   af Frello, Stefan  
32 sider. 215 kr. Gyldendal
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Seeberg, Ursula
Iqbal Fraooq og den sorte pjerrot   af Sareen, Manu  
192 sider. 169 kr. Sesam
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Nejstgaard, Lars-Ole
SvareSara   af Wivel, Thomas  
32 sider. 99 kr. Politiken
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Halse, Pia

Tre børnebøger. Frello, Wivel og Sareen leverer klassisk, halvklassisk og indisk Bollywood.

Stefan Frello skriver gode, solide eventyr, der har alle de karakteristika, klassikere er lavet af. I billedbogen Den flyvende gris bliver grisepasseren Joan fra Korsika fanget af en temmelig ond trold. Heldigvis er trolden også særdeles tungnem, og Joan får bundet den en masse historier på ærmet om grise, der kan kravle i træer og om andre, der kan flyve. Den uforfærdede Joan får naturligvis både snøret trolden og tryllet smilet frem hos læseren.

Ursula Seeberg har malet fantastisk levende og udtryksfulde billeder til, med vanlig sans for de stærke mættede farver og i en klassisk stil, der passer perfekt til teksten.

Pia Halse er også glad for stærke farver, selv om der ikke er meget klassisk over selve illustrationerne, der er vilde, barnlige og fulde af følelser. Hun har illustreret en moderne og anderledes version af Spørge Jørgen, som komikeren Thomas Wivel har skrevet. I denne uklassiske udgave har Jørgen skiftet køn og ståsted og hedder nu SvareSara, da hun jo kan svare på alt.

Historien starter sådan her: »Nu skal jeg fortælle jer om SvareSara. SvareSara var en temmelig artig pige, der troede hun vidste alt, og det var hun pavestolt af.« Tidsånden har Thomas Wivel godt fat i, for pointen i SvareSara er jo den, at det er forældrene, der hele tiden spørger, indtil Sara bliver godt sur på dem og nægter at give dem et svar: »Og så stod de der og spurgte næsten som helt fornuftige forældre: Hvorfor må vi ikke spørge mere?«

Forældrene får smæk hos Wivel, og selv SvareSara, der er ved at blive lige så uudholdelig for sine omgivelser, som man kunne frygte, bliver helt fornuftig til sidst. Det er en sjovt tænkt historie, der flittigt leger med sproget, men som også på en god måde får beskrevet noget væsentligt om forholdet mellem børn og voksne.

Manu Sareen er ikke, som Thomas Wivel, stand-up komiker, selv om han sidder i Københavns Borgerrepræsentation for Det Radikale Venstre. Han er af indisk herkomst, og så er det jo oplagt at skrive en komisk historie med indisk gang i den, der foregår i og omkring København.

Iqbal Farooq og den sorte pjerrot er ikke ueffen af en børnebogsdebut at være. Bogen starter med en falden på halen komedie om et juletræ, som den indiske familie skal hente, men efter opvarmningen tager forfatteren mere mærkbart fat i læseren ved at tilbyde et spændende plot om nogle forbrydere, der vil bombe Tivoli for at lave en parkeringsplads i stedet, og han giver os et persongalleri, der matcher den vanvittige plan.

Bogen gør tykt grin med inderne, men journalister er nok dem, der får den hårdeste medfart (reporterne hedder for eksempel Mette Grib og Bjørn Lålife). Der er også andre grupper, der får mærket Sareens spidse pen, om end politiet slipper mere nådigt fra mødet, end man kunne have forventet. Måske lidt plat, men det er friskt, og det er kanonunderholdende, så Manu Sareen skal være mere end velkommen til at skrive endnu en omgang indisk knaldroman i Bollywood stil.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret