Anderledes bøger. Hvorfor nøjes, når man kan faste? Forvrøvlede, uhyggelige og udfordrende bøger for alle aldre.

Edward Gorey (1928-2000) var en særling, der gerne så alle New York City-ballettens forestillinger, typisk iklædt pels og tennissko. Han brød sig ikke synderligt om børn og foretrak at bo sammen med sine mange katte. Hans bøger var makabre og forvrøvlede – og måske derfor meget populære hos børn.

»Hvis man skal udgive nonsens, må man hellere gøre indholdet rædsomt, ellers ville der ikke være en pointe i det.« Gorey mente, at morsom nonsens var kedelig. Man skal ikke forvente, at bogen forklarer, hvad »Den epiplektiske cykel« går ud på, eller hvad vrøvleordet epiplektisk betyder.

Bogen starter således: »Det var dagen efter tirsdag og dagen før onsdag.« Sådan er den hele vejen, indtil alle dør til sidst eller i hvert fald på en måde. Bogen er ikke Goreys bedste, men til gengæld meget karakteristisk for hans surrealistiske, victoriansk inspirerede pennestreg. Forlaget har tidligere udgivet Goreys mest kendte bog, ABC-bogen Gravengrum-ungerne, hvor alle børn dør en grusom død. Den er ikke for svage sjæle, men meget konsekvent.

Ken Denning gør Goreys påstand om, at nonsens ikke kan være morsom, til skamme. Farvel & tak, Balder er den sidste af i alt fire bind om Balder. Denning formår at blande nonsens, morsomheder og poesi – godt bundet sammen af en fabulerende og eminent Lilian Brøgger, der i bogen har fået lov at boltre sig på siderne med store, tykke damer og børn med meget store og mærkelige øjne. Bogtilrettelæggeren Maria Lundén skal have særlig ros for bogens grafiske layout, der fremstår som et lille kunstværk i sig selv.

Historierne spænder fra det forvrøvlede til det romantiske, dog uden helt at slippe galskaben. Det er meget svært ikke at more sig og endnu sværere at sige, om bogen er til børn eller voksne. Det er en skam ikke at læse den op, men epiplektiske børn vil bestemt også læse den selv, for illustrationer og den veloplagte tekst virker dragende og gådefuld, selv om Denning i modsætning til de øvrige omtalte bøger ikke er spor uhyggelig. Der er lidt tryllekunstner over Denning, for han kan fortælle en historie, der bærer en pointe, der helt forsvinder undervejs, for så at dukke op et helt andet sted. Jeg opgiver at genfortælle bogens episodiske og alligevel ikke helt sammenhængende fortællinger, men nøjes med at anbefale den til modige læsere.

Det kræver også hård hud og mod at gå i gang med Dansklærerforeningens serie Billedromaner. Romanerne har oftest et komplekst tekstligt univers, der samtidig indeholder farvemættede og ofte opsigtsvækkende illustrationer. Kendetegnende for romanerne er, at de ganske vist er henvendt til børn, der selv kan læse, men at indholdet ofte kan forstås på flere planer.

Tidligere har Jesper Wung-Sung i serien udgivet en mærkelig eksperimenterende roman, hvor en dreng, der ikke kan stave, fortæller om døden i det vilde vestens fort Alamo. Katrine Marie Guldager og Martin Glaz Serup har overrasket med uhyggelige, markante og betagende historier, der fænger og kræver refleksion. Til rækken har Christina Hesselholdt nu tilføjet romanen Værelse uden nøgle, der ledsages af Mads Thembergs mørke og jordfarvede illustrationer. Den handler om en pige, der en nat på et hotel ved Englands kyst bliver bortført af hotelværten.

Hesselholdts roman er ikke så mystisk som de øvrige i serien. Hos Hesselholdt er der stadig en gennemskuelig logik, der holder romanen sammen, så selv om uhyggen indfinder sig, bliver man ikke overrasket. Den er ikke helt velegnet til epiplektiske børn.

Det er til gengæld Jesper Nicolaj Christiansens Æblet, selv om han egentlig snyder ved at tage Gud til hjælp. Kris bliver af nogle store bøller tvunget til at kravle ind til nonneklosteret for at få fat i et æble. Det næsten syder af bibelske symboler i historien, og det skaber en særlig kontrast, at Peter Snejbjergs illustrationer er som revet ud af et tegneseriehæfte. Æblet forvandler sig nærmest til et våben og en ellers sikkert agtværdig nonne til en rasende hævner. Slangen snor sig på siderne og søger at friste Kris til at tage en bid, og romanens tempofyldte handling giver knapt rum til Kris’ oplevelse af det guddommelige.

Om forfatteren har tænkt alle historiens lag helt igennem er ikke godt at vide, men sikkert er det, at der er masser at grave i for epiplektiske børn.

2008-08-01

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret