Kæpheste og møgbøller

13 opskrifter på tørre tæsk   af Haller, Bent  
40 sider. 199 kr. Høst & Søn.
Anmelder: Arguimbau, Damián
Tigermælk   af Riis Ebbesen, Per  
237 sider. 249 kr. Klim
Anmelder: Arguimbau, Damián

Jysk overskud. To nye bøger for børn og unge med en kraftfuld sprogbrug og anderledes indhold.

Per Riis Ebbesens Tigermælk starter kraftfuldt: »Mit navn stod der ikke. Lige meget, hvor vildt jeg ruskede i skabet og hamrede mit knæ ind i muren - det hjalp nul og en papskid.« Det er sådan, vi møder Milo: rasende over ikke at stå på listen over spillerne på fodboldklubbens førstehold. Han er godt 16 år. Så låner han en smadderkasse af en bil (ja, ja, kørekortet mangler, men hvad så?) for at komme væk og måske begå selvmord, men kører senere tilbage til den fest, han smuttede fra. Kris, pigen, Milo er forelsket i, er ved festen oven i købet i gang med at kysse på en af vennerne, så Milo må forsmået, ulykkelig og ikke engang drukken tage hjem til sin mor og papfar i deres diminutive lejlighed.

Per Riis Ebbesens roman er fantastisk velskrevet. Det er nærmest utroligt, hvor rammende han får beskrevet en flok drenge og piger fra en unavngiven jysk landsby i 60erne.

Det er dog primært drengene, der får taletid, da det er drengen Milo, der fortæller hele historien i et frækt, farverigt sprog, der uafladeligt skaber billeder. Milo er ikke søn af en sømand for ingenting. Fodbolden fylder meget hos Milo - og dermed også i bogen. Ikke at det gør noget, selv om man som jeg ikke interesserer sig synderligt for sporten. Fodbolden er for Milo selve livet, og kampene på grønsværen er både en afspejling af de kampe, der foregår udenfor, men også samtidig en oase i et udsigtsløst liv. Fodbolden er vejen til berømmelse og rigdom. Og for drengene også vejen til pigernes skød. Da Milo degraderes til 2. holdet, bedre kendt som øl-holdet, er det derfor ikke kun hans status som fodboldspiller, der rammes, men også hans kammeratskab med de andre på 1. holdet og hans forhold til de piger, der ellers troligt følger 1. holdet på trods af dets gentagne nederlag.

Uden for banen har drengene mestendels piger i hovedet. Pigerne udnytter deres magt grundigt, for drengene er ikke for kvikke. De finder sig i hvad som helst, bare de kan få noget på den dumme, og det ved pigerne.

Alene sproget gør Per Riis Ebbesens roman til en herlig oplevelse. Det er svært at lade være med at grine, selv om det er en frygtelig historie, der udspiller sig. For det går skidt for dem alle, da de bliver større og virkeligheden indhenter dem. Drengene er slet ikke klar til udfordringerne uden for fodboldbanen, og da først pigerne begynder at falde fra, drysser drengenes selvtillid af.

Men op kommer man jo igen, selv af det dybeste hul. I hvert fald som regel, for enkelte dør undervejs eller evner bare ikke at komme op. Per Riis Ebbesen får indfanget alle typerne. Tigermælk er en af årets bedste romaner, med et stort sprogligt overskud og et handlingsmæssigt overblik ud over det sædvanlige.

»En mand, der rider sin kæphest, skal man lade ride i fred,« som der også malende står skrevet et sted i Per Riis Ebbesens bog. Og netop den slags billeder udnytter Bent Haller, der er født i Frederikshavn, i sin bog, 13 opskrifter på tørre tæsk, hvor Haller udnytter forskellige idiomer og gamle udryk til at give 13 sikre opskrifter på, hvordan man som barn kan få tørre tæsk.

Men det er ikke, fordi Haller konsekvent anvender uvante ord i alle tretten opskrifter. 12´eren handler for eksempel om en dreng, der skal efterligne en tryllekunstner, der saver en dame over, men i mangel af bedre bruger han en vens kusine og fars sav. Det går ikke så godt, og så »gælder det ikke om at komme væk, men om at blive borte.«

Inkonsekvensen er lidt irriterende, hvis man forventer en bog, hvis sigte er det sprogligt opdragende og belærende. Ganske vist kan man møde en møgbølle, der sikrer, at der er øretæver i luften, og man kan få at vide, hvad en kindhest og en pukkelrygget familie er, men Hallers bog er først og fremmest netop det, titlen røber: en opskriftsbog til hvordan man bedst sikrer sig øretæver. Opskrifterne vil uden tvivl fornøje små bøller, der fortjener ørefigner, men som ikke får dem, fordi det er blevet forbudt ved lov.

Rasmus Bregnhøis illustrationer er mere afdæmpede end normalt, men de passer godt til Hallers syrede tekst. Jeg synes dog, at hver af de 13 opskrifter alligevel havde fortjent, at Bent Haller havde givet dem mindst et usædvanligt ord med på vejen.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret