Kunsten at skide en giraf

Morgenthalers Dyrefabler: Hallo! Hvem slukkede lyset?   af Morgenthaler, Anders  
109 sider, 200 kr. Inkl. CD med oplæsning. Carlsen
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Morgenthaler, Anders

Børnebog Endnu en tosset bog fra Morgenthalers hånd. Latrinær og filosofisk på én gang.

Anders Morgenthaler er den ene halvdel af Wulffmorgenthaler, der med deres daglige stribe på bagsiden af 2. sektion i Politiken jævnligt forarger læserne med respektløse, provokerende og ofte særdeles uventede punchlines. Morgenthaler har blandt andet været studievært i DR´s børne-tv-serie KatjaKaj og BenteBent. Det er også blevet til et antal fortællinger for børn, som jeg med sindsro kan fastslå har deres helt egen stil. »Hallo! Hvem slukkede lyset?« er andet bind i Morgenthalers fabler for børn. Det rummer, ligesom de øvrige historier fra hans hånd, overraskende historier, som indimellem har en morale, hvor skør den end måtte virke. Indledningen er en lille perle i sig selv, hvor Morgenthaler forsøger at forklare begrebet »lommefilosofi« for børnene - samt hvorfor voksne er trætte af lommefilosofi. Det lykkes til overflod.

Og så går han ellers over til fortællingen af de fire fabler i bogen: Den første om giraffen Lennart, der ved et uheld sluger en anden girafs hoved, da de begge med lukkede øjne bider efter mad. Da det gør ondt for giraffen at den anden forsøger at trække hovedet ud, beslutter de sig for at det er bedst, hvis Lennart sluger giraffen i sin helhed. Så vil den på et tidspunkt komme ud i den anden ende. Som sagt så gjort - og enden er da også god, om end noget ildelugtende. Lige humor for børn. Den er lige i kassen.

Den næste handler om en hund, der savner selskab og senere kommer en sød historie, om en døende flue, der er virkelig stresset. Det er begge historier, der sætter livet i perspektiv i børnehøjde og kan give anledning til en hel masse snak mellem børn og voksne om ensomhed og det at være stresset. Mellem disse to fortællinger med et seriøst tema, er et passende intermezzo i form af en fjollet historie om verdens stærkeste - og heldigste - bille, Ursula, der nemt overvinder såvel løver som elefanter. Morgenthaler skriver næsten som var det talesprog, med tilhørende udenomshistorier. Illustrationerne dominerer på alle sider. Det er vanskeligt ikke at falde ned af stolen af grin, når man ser giraffen Lennart rent ud sagt skide den anden giraf ud - eller hunden Hubert, der klæder sig ud som kat ved hjælp af en død måge og en vanskabt fastelavnsmaske for at få selskab. Køb den. Den vil blive læst mange gange.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret