Interstellar slagter

Milkyway Meat: Sanddæmonen.   af Jensen, Lars G.  
280 sider. 250 kr. Gyldendal
Anmelder: Arguimbau, Damián

Action: Romanen emmer af uforfalsket fortællerglæde. Hold op, hvor er man underholdt!

Oplevelsen af at læse Milkyway Meat kan sammenlignes med at læse et tegneseriealbum. Det sker bare med ord i stedet for billeder. Romanen emmer af uforfalsket fortællerglæde, og handlingen er så hæsblæsende, at man har brug for de små hvil, der ligger i, at Lars G. Jensen ikke ser sig for fin til at bruge løs af alle actiongenrens og sci-fi genrens konventioner. Så er der nemlig lidt mindre at forholde sig til, og man kan fokusere helhjertet på at følge heltene i romanen, når de med dødsforagt kaster sig ud i selvmorderiske aktioner og indimellem da også ender i rene dødsfælder.

Hele miseren starter med, at den unge William bliver taget for at købe narko. Så arrangerer hans far, at William kommer ud til Rumstation Valhal for at blive slagterlærling hos den vidt berømte slagterbutik Milkyway Meat. Slagteren Rusty er ikke just en mand, der nøjes med at få leveret kødet. Han har fået bygget sig et sejt rumskib, som han sammen med en noget blandet og barsk besætning, anvender til at fange og dræbe vildt på nogle af universets mange planeter.

Williams ansættelsesprøve er at øremærke en goika, et farligt rovdyr på 147 kg. Det går ikke stille af sig, men selvfølgelig klarer vores helt opgaven med bravour. Og på vej hjem til aftensmaden i lejligheden ved slagterbutikken, bliver slagteren og hans besætning omdirigeret til en ny planet, hvor de skal fange en sanddæmon, som en er en mellemting mellem en leopard og en bøffel. Den er mange penge værd, og slagteren har brug for kontanterne. Det viser sig, at sanddæmonen er det mindste, de skal bekymre sig om, for i bjergene lurer større farer, end man kan forestille sig. Således får William brug for al sit mod og alle sine evner for at overvinde den ondskab, der truer med at udslette dem.

Milkyway Meat har, ligesom forfatterens debutroman fra 2006, ikke den store filosofiske dybde, men hold da op hvor er man underholdt. Det er lige sagen for drenge og drengerøve i alle aldre. Herligt, at der stadig udkommer den slags bøger! Jeg begik en fejl og begyndte at læse historien sent om aftenen. Det skal man ikke. Start med at læse om formiddagen eller vink farvel til nattesøvnen.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret