Opdragelseshokuspokus

Tro på dit barn. Forældreguide til robuste og livsglade børn.   af Svendstrup, Jørgen  
136 sider, 170 kr. Politikens Forlag.
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Svanholm, Gitte

Opdragelse. Idéen om at anvende coaching til opdragelse af ens børn markedsført ved hjælp af hårrejsende forkerte forudsætninger.

Bogen har ligget på mit bord og generet mig et stykke tid. Den er både sympatisk og dybt forkert på samme tid. Og som alle suspekte blandinger kan det tage sin tid at finde ud af, hvordan man graver sig frem til, hvad det forkerte helt præcist er. En af de første sætninger i bogen er: »Lige siden Mitzi og jeg fik Amelina, har vi favnet og set hende som et projekt.« Det er åbenbart også noget, som Charlotte Guldberg, tidligere formand for Børnerådet, synes er fantastisk. Børnerådets primære virke består i at mene gode og sunde ting om, hvad børn bør kunne og skulle, og markedsføre deres synspunkter ud til offentligheden. Det må være et pragtfuldt job. Jeg ved ikke, om Charlotte er i familie med Else Guldager, som tidligere har udgivet den naive bog Opdragelse med hjertet, som jeg harcelerede over, da den udkom. Holdningerne er i alt fald nogenlunde de samme. Men lad os lade Børnerådet hvile og i stedet se på bogen.

Jørgen Svenstrup er coach og anvender aktivt NLP, hypnose, mental træning og såkaldt positiv psykologi. Gitte Svanholm er journalist på Politiken. Måske er det derfor, at man dér har kunnet læse en ganske positiv og ukritisk feature-artikel om bogen i forbindelse med udgivelsen. Jørgen har ét barn med sin kone Mitzi, og Gitte har to. Gitte har uddannet sig til coach hos Jørgen. Og så har Gitte og Jørgen tilsammen begået en bog om, hvordan man griber sit barn an som et projekt. »Virkeligheden er imidlertid, at vi er blevet en del af et projektorienteret samfund, og det er utænkeligt, at fremtiden byder os, at vi ikke ser vores børn som projekter,« skriver forfatterne videre. Jeg gad vide, hvorfor det lige er utænkeligt? Det har jeg svært ved at forstå. Sidder forfatterne med en viden om fremtiden, vi andre ikke er forundt? Næppe. Det er simpelthen bare noget vrøvl og hokuspokus, der lægges til grund for at underbygge en hårrejsende forkert påstand.

Lad mig slå det fast med syvtommers søm: Børn er IKKE projekter og kan aldrig blive det. Definitionen på et projekt er, at der er tale om en midlertidig opgave, der har en veldefineret starttidspunkt, og som også er kendetegnet ved at slutte på et tidspunkt. Opgaven med at være forældre slutter aldrig. Heller ikke, når poden er blevet højere og stærkere end en selv og er flyttet hjemmefra - medmindre forfatterne inddrager deres egen død i ligningen, hvilket næppe er sandsynligt.

Metoden, som forfatterne anvender, er typisk coach-metoder: Lad være med at give din egen mening til kende. Vær den, den anden spiller bold op ad, så vedkommende finder sin egen mening, gerne via coachens spørgeteknik. Sørg for, at de altid har et positivt fokus. Men en af grundene til, at coache kan det, de gør, er, at de ikke er direkte involveret i den person eller situation, de udøver deres virke i. Når man udøver metoden over for sit barn, bliver det rigtig svært for barnet at vise, at man selv kan være en del af problemet. Det går simpelthen ikke. Det lyder smart, men for mig at se er det en vej, der fører lige lukt i helvede.

Forfatterne plæderer for at anvende samme tricks, som sportscoache anvender til at få sportsudøvere til at præstere endnu mere endnu bedre, men kalder det i stedet opdragelse. Jeg kalder det manipulation. Jeg bryder mig heller ikke om den tanke, at man ikke selv lader sin mening skinne igennem. Barnet skal opleve, at man er mere end en mur, det spiller op ad. Far og mor er også personer med egne meninger og behov, som skal respekteres, og som man sagtens kan være såvel rasende på som rasende uenig med.

Et af de argumenter, forfatterne anvender til fordel for deres praksis er, om man ønsker, at barnet bliver en klon af forældrene med samme verdensbillede, som man selv har bygget op, eller om barnet skal blive et selvstændigt individ, der bygger sit eget verdensbillede op ud fra andres og egne erfaringer. Lad os tage det ganske langsomt: Det betyder, at hvis man ikke anvender coaching som opdragelsesmetode, så bliver barnet ikke et selvstændigt individ. Tænk over den sætning. Se på din tætte vennekreds. Er du enig i, at de ikke er selvstændig individer? Nej, vel. De er næppe coachet op. For dengang fandtes det ikke. Forudsætningen er simpelthen forvrøvlet. Som om forældre ikke præger børnene - via deres omgivelser og deres væremåde, uanset om de coacher eller ej. Eller som om det skulle være en fordel, at hvert individ skulle starte forfra med at bygge alting op uden at få forklaringer. Det sker bare ikke! Det er skandaløst, at sådan noget - ja, rent ud sagt, bræk - kan komme på tryk, uden at nogen påtaler det.

At bogen så iklæder sig en sympatisk ham ved at fortælle om nogle enkelte succéshistorier hjælper ikke på det grundlæggende. Jeg læser gerne en bog om deres børn om 30 år. Først dér har man noget at gå efter.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret