Generøsitetens pris
304 sider. Kr. 299. Gyldendal
Anmelder: Arguimbau, Damián
Biografi. Jens Andersen har kastet sig over naturfænomenet Ole Lund Kirkegaard.
Lille Virgil, Orla Frøsnapper, Gummi-Tarzan, Albert, Hodja fra Pjort og alle de andre figurer fra Ole Lund Kirkegaards bøger er for længst blevet en del af det danske fællesgods.
I Danmark er han litterært set lige så vægtig og fornyende som H. C. Andersen eller som nabolandets Astrid Lindgren. Ole Lund Kirkegaard satte fut i fantasien, da børnebogen havde nået et absolut kunstnerisk lavpunkt i 1960erne. Børnelitteraturen havde da i flere årtier udelukkende stået i pædagogikkens tjeneste. Sammen med forfattere som Cecil Bødker og Flemming Quist Møller satte han gang i en moderne, antiautoritær og kunstnerisk kompromisløs børnefortælling, som fornyede genren. Sprogligt er Ole Lund Kirkegaards bøger knivskarpe, krydret med massevis af lydord og udtryk, som i litterær sammenhæng var helt usete. Hans dialoger fanger børnelogikken, uden at gøre grin med den. Solidariteten med børnene og de udstødte er udtalt. Den omklamrende pædagogik var helt og aldeles væk.
Hidtil har vi ikke vidst ret meget om Ole Lund Kirkegaard, udover at han døde af kulde i en snedrive på en kirkegård en mørk nat, formentlig godt beruset. Det har biografiens mester, litteraturredaktør ved Berlingske Tidende, Jens Andersen, sat sig for at gøre noget ved.
Tidligere har Jens Andersen leveret levende og velskrevne biografier om så forskellige personer som Thit Jensen, H. C. Andersen, Tom Kristensen og fodboldikonet Frank Arnesen. Jens Andersen er en grundig mand, der i videst muligt omfang besøger alle væsentlige steder, den biograferede person har opholdt sig, graver sig ned i gamle skoleblade, avisinterviews, og forlagenes korrespondancearkiver.
I Ole Lund Kirkegaards tilfælde har Jens Andersen også opsøgt alskens gamle bekendte, skolekammerater og forfatterens børn og eksfrue. Denne grundighed bærer frugt, for der kommer masser af kuriøse anekdoter frem, som vi ellers aldrig havde hørt om. Men grundigheden er også et tveægget sværd, for det kan være svært at behandle forfatterens minde mindre end ærbødigt, når kilderne er hans venner. Derfor er der visse områder, som Jens Andersen må undlade at forholde sig til.
Eksempelvis bliver der ikke gravet voldsomt i familielivet, som på mange måder måtte lide under Lund Kirkegaards anarkistiske og grænseløse tilgang til livet. Det er på sin vis i orden, da vi jo ikke i ugebladsforstand er interesseret i at læse om hans beskidte vasketøj, men at Andersen i disse situationer mere antyder end fortæller om disse situationer, giver bogen lidt mindre kant og spænding.
Ole Lund Kirkegaard blev født i Skanderborg i 1940 og var en livssulten, anarkistisk, frihedssøgende, kunstnerisk og børnesolidarisk sjæl. At han blev skolelærer var vist mere held end forstand, for det var ikke voldsomt meget, han fulgte med i undervisningen.
Tiden gik primært med at feste og tegne, især inspireret af Picasso. Lund Kirkegaard elskede det frie liv og ikke mindst det nære liv. Han blev førstelærer i Oue, ikke langt fra Hobro, sammen med sin kone, Anne Lise. Her skabte de i denne lilleskole et pædagogisk miljø, som selv i dag ville blive anset for at være outreret og radikalt. Det skabte en del modstand, men konfliktskyhed var ikke ligefrem Lund Kirkegaards mest karakteristiske træk, og efter nogen tid vænnede forældrene sig til den utraditionelle lærer. Børnene elskede ham fra første dag og ikke uden grund.
Lund Kirkegaards hjem var genstand for en uhyrlig kommen og gåen. Arbejdsværelse havde Lund Kirkegaard ikke behov for. Han skrev sådan i ny og næ og lod sig ikke altid forstyrre af gæsternes tilstedeværelse. Det kendetegnede kunstneren, at der ingen grænser var: hverken mellem fritid og arbejde eller mellem hans hjem og andres. Han var generøs og festlig, men måske netop derfor var det, at han ikke nok passede på sig selv. Med Lille Virgils succes fulgte en nærmest eksplosiv produktion fra forfatterens hånd. En produktion, der tog pusten fra Lund Kirkegaard.
Han drak mere og mere og følte sig presset fra forlaget og andre til uafbrudt at levere originalitet. Ultimativt var Lund Kirkegaards største problem denne grænseløshed, anarkiet og generøsiteten, der til sidst ikke efterlod et kunstnerisk rum til ham selv. Lund Kirkegaard greb til flasken og den blev ultimativt hans død.
Jens Andersens tekst er levende, når han beskriver Lund Kirkegaards higen efter kunstnerisk udfoldelse, forfatterens utrættelige og kompromisløse kunst, der afspejlede en respekt for børnene, som Lund Kirkegaard aldrig opgav. Tid var der ikke til at lege med hans egne børn. Det er dog indimellem lidt af en udfordring for biografisten, at der ikke sker voldsomt meget i Lund Kirkegaards ydre liv. Det er i Lund Kirkegaards indre, tingene for alvor udfolder sig. Jens Andersen holder sig dog klogeligt fra de dybdepsykologiske analyser, men forærer os i stedet generøst en livshistorie fuld af anekdoter og billeder fra kunstnerens liv og virke. Et liv, der balancerer mellem det kreative og det personlige kaos.
2010-09-24
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret