Jalousi er en form for vanvid
216 s. 249 kr. Gyldendal
Anmelder: Arguimbau, Damián
Martin Krogh Andersen har skrevet en pragtfuld, underholdende bog om svage mænd og stærke kvinder.
Værdigheden smuldrer hos den 50-årige bibliotekar Sander, da hans weekendkæreste, Elin, ikke dukker op. Han er skiftevis vred og jaloux. Og indimellem bekymret. Han snuser til luften i hendes lejlighed via hendes brevsprække, indtil naboen genner ham væk. Der er ingen lugt af lig, men masser af uåbnet post på måtten.
Sammen med sin bedste ven, Ruben, indleder han en regulær eftersøgning efter kæresten. Ruben har også egne problemer. Han er jævnaldrende med Sander, og har en høj stilling i et stort selskab. Han er glad for arbejdet, men hans kone er ham utro med naboen, Leif. Ruben ved bare ikke rigtig, hvad han skal gøre ved det.
Bør han sige noget til konen? Skal han lade som ingenting? Skal han lade sig skille? De to venner, der er hovedpersoner i Martin Krogh Andersens roman »Nærmere Elin«, kører Danmark tyndt og overnatter i Rubens oldgamle og noget ramponerede Mercedes, mens de opsøger nogle af de mange mænd, der står i Elins adressebog. Et par trusselsbreve til Elin tyder på, at endnu en person er på jagt efter hende. Eftersøgningen gør det åbenbart, at Sander aldrig har forstået Elin. Lidt ondskabsfuldt kan man måske endda sige, at det aldrig har interesseret ham. Det samme gælder til en vis grad for Ruben og hans kone. Hvad har de dog snakket om, Sander og Elin, når de kærlighedsberusede har delt weekenddagene?.
Interessant tema
Billedet af middelalderkriseramte mænd, som er størknet i et liv, de aldrig har fået reflekteret over, er vitterligt velskrevet og indtagende. Bogen er et pragtfuldt og underholdende billede af to sære, selvcentrerede, ydmygede og jalousiramte mænd, som har mistet troen på sig selv. Men forfatterens vægt på middelalderkrisen, kærligheden, jalousien og den stærke kvinde gør, at de to mænds liv bliver endimensionelle og karikaturagtige.
Temaet fylder mere end personerne, og spørgsmål dukker op: Hvor mange forelskede mænd interesserer sig ikke for kæresten som person? Hvorfor fylder arbejdet ikke mere hos dem? Spørgsmålene til trods er bogen morsom, opfindsom og temmelig fængende. Temaet er jo ganske interessant i sig selv!.
2010-10-08
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret