Gys for teenagere

Insania   af Lorenzen, Birgitte  
335 sider, 150 kr. Gyldendal
Anmelder: Arguimbau, Damián

Paranormal. Ungdomsgyser med det overnaturlige i fokus.

Afhængig af omgangskreds er det ikke usædvanligt at møde folk, der hævder, at de kan se auraer eller taler med de døde. I litteraturen har det mystiske sin naturlige plads, som noget, der både fascinerer og skræmmer. Uden overtro ville Indiana Jones-filmene være kedsommelige, Harry Potter næppe findes, X-files serien ikke rigtig kunne holde spændingen og R. L. Stine ville ikke være blevet mangemillionær på sine effektive og serieproducerede gyserromaner for børn. Freelancejournalisten Birgitte Lorentzen trækker på denne stærke tradition i sin nye gyser for teenagere, Insania. Det er den anden selvstændige historie om den 15-årige Lulu og hendes kæreste Mads. Mads blev i den første historie, Cykose, kaldt Psyko-Mads af de andre i skolen, fordi han har evnen til at tale med de døde. En evne, han har glæde af, da han og Lulu må hjælpe en død pige, der omkom under bombardementet af Den Franske Skole på Frederiksberg. Allerede i starten af Insania er Lulu og Mads blevet uvenner. Eller rettere, Lulu er blevet sur på Mads, fordi hun mistænker ham for at være sammen med en anden. Hendes jalousi er så stor, at hun ikke engang lader Mads tale ud, når han skal forklare sig. Og nærmest i trods siger hun ja til at tage til Venedig i hele sin sommerferie for at arbejde i sin onkels restaurant og komme væk fra Mads.

En af øerne mellem Lido og Venedig er den lukkede ø, Poveglia, hvis historie Birgitte Lorenzen har udnyttet i sin roman. Ifølge folkloren blev pestramte i 1500-tallet sejlet dertil for at dø og 160.000 mennesker siges at være omkommet på øen gennem tiderne. I 1922 blev der ( måske) bygget et sindssygehospital på øen, hvor en ondskabsfuld læge pinte de indlagte, indtil lægen selv blev gal og begik selvmord ved at kaste sig ud fra tårnet. Øens sande historie er stadig under debat, og der findes både en del myter og reelle historier om Poveglia. Øen er så berygtet for sin fortid, at der har været flere paranormale reality-shows på den ø, som efter sigende er »den mest hjemsøge ø på Jorden«. Lulu møder i Venedig to såkaldt anomalistiske forskere fra USA, der forsøger at bevise, at det paranormale ikke findes. Lulus kusine Carla tager med forskerne til øen en sen nat, men Lulu er så bekymret, at hun også sejler dertil sammen med Fabio, en af restaurantens tjenere. Alle får sig dog en særdeles grim overraskelse, da de kræfter, de møder, viser sig at være stærkere, end de kan håndtere. Da det omsider lykkes dem at komme tilbage, er der noget galt med Carla. Og Lulu tror ikke, at de kan klare det uden Mads´ hjælp.

Insania får en effektiv blanding ud af teenagernes kærlighedsproblemer og det paranormale gys. Bogen er spændende, velskrevet og balancerer fint mellem gyset og de unges eksistentielle problemstillinger, dog uden at det på noget tidspunkt bliver rigtig alvorligt eller dybsindig

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret