Norske nisser fnyser af julen

Alfetegnet 1 & 2 ( Bjerget Vågner & Nissedræberen)   af Mostue, Sigbjørn  
Oversat af Eva Birklund. Hhv. 336 og 368 sider. 200 kr. stykket. Weihrauch Forlag
Anmelder: Arguimbau, Damián

Fantasy. En norsk bestsellerserie for børn vækker gamle myter til live uden at gøre dem tuttenuttede.

I Norge var anmelderne ved at falde på halen over Sigbjørn Mostues børneserie om Alfetegnet. Dagsavisen skrev »Hva skal vi med disse nymotens Frodo og Gollum, når vi har all fantasyen vi trenger i våre egne eventyr?« Det er norsk nationalisme, når det er mest uigennemtænkt. Men skidt nu med det. Fakta er, at trilogien samlet set har solgt i 125.000 eksemplarer i Norge og første bind i serien vandt Arks-børnebogsprisen, der nogenlunde svarer til Orlaprisen her i Danmark. Filmrettighederne er endda solgt til SF Norge, så måske kommer der en norsk film ud af det på et tidspunkt. I Danmark var der ingen etablerede forlag, der bed på. I stedet har en driftig forlægger startet eget forlag og har udgivet de første to bind, Bjerget Vågner og Nissedræberen.

Seriens hovedpersoner er drengen Espen, der i starten er lidt af en slapsvans, og Eva, der er klog, men ikke særlig populær. Den første bog foregår i børnenes sommerferie. Her får Espen af uransagelige årsager en gylden nøgle, der fører ham ind i en parallel virkelighed, hvor træer, dyr og fugle kan tale, og hvor børnene skal forholde sig til alfer, trolde, nisser og genfærd, der lever af at æde de levendes sjæle. Heldigvis holder de norske lovprisninger. Første bind i trilogien er vitterlig et solidt, velskrevet og spændende eventyr. Alferne er kløgtige og farlige, hverken gode eller onde. Troldene stærke og absolut ødelæggende, og nisserne er godt nok drilagtige, men meget stejle og krigeriske!

ANDET bind i serien foregår ved juletid, selv om det på ingen måde er et juleeventyr. Eva og Espen får en mystisk besked om, at den legendariske Nissedræber er genopstået. Man ved ikke, hvem Nissedræberen er, men tilsyneladende kan kun de to børn redde nisserne fra monsteret. Siger i alt fald den sidst tilbageblevne alf i byen. Mistanken falder ret naturligt på den vikarierende skolelærer, Von Helrising, der ikke alene opfører sig mistænkeligt, men som også er umanerlig ondskabsfuld. Espens og Evas gamle nisseven, Nis, er også dukket op i byen og gør sig med sine landlige manerer så meget uvenner med bynisserne, at de til sidst beslutter sig for at hudflette den gamle nisse til deres årlige julefest. Der er som sagt ikke meget jul over Mostues nisser. Generelt er de gode nisser revnende ligeglade med jul og risengrød. De overnaturlige væsener kendetegnes alle ved at være lidt uhyggelige og uforudsigelige. Der er flere onde væsner end gode, så det er altid forbundet med en vis uro, når børnene støder på nye af slagsen. Der er endvidere spændinger mellem de to børn, fordi Espen er lidt forelsket i Eva, mens Eva måske, måske ikke foretrækker en anden.

NISSEDRÆBEREN er kort sagt ikke nogen hyggelig bog. Sigbjørn Mostue gør, hvad han kan, for at blande virkelighed og fantasi godt sammen. Men det er tydeligt, at det volder ham lidt flere kvaler i andet bind end i første. I første bind er verdenerne stort set adskilte, fordi ingen færdes i den gamle skov. Men i byen skaber forfatteren sig en masse problemer, når han partout skal have nisser til at sameksistere med mennesker og samtidig skal gøre lærervikaren tilpas ond og mistænkelig. Så selv om historien er voldsomt spændende og har et helt vildt tempo, så er der alligevel sprækker, som distraherer læseren fra historiens magi. Især lærervikaren er lidt for karikeret og ikke helt troværdig. Det er synd, når resten af historien ellers i den grad holder vand.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret