Med krummede tæer

Anna og Nova. En magisk fabel om Jordens overlevelse   af Gaarder, Jostein  
Oversat af Camilla Christensen. 207 sider, 200 kr. Høst.
Anmelder: Arguimbau, Damián

Tyndt. En berømt, norsk ungdomsforfatter har skrevet en helt forfærdelig bog om at passe på miljøet.

I 1991 fik den norske forfatter Jostein Gaarder en utrolig succes med bogen Sofies verden, som fortalte filosofiens historie i romanform. Bogen udkom som en slags computerspil i 1997 og blev også filmatiseret i 1999. Han har også skrevet en masse andre gode bøger, hvoraf flere handler om meningen med livet.

Jostein Gaarder tror ikke selv på en Gud, men er i mange af sine bøger voldsomt optaget af Guds betydning. Blandt andet i I et spejl, i en gåde fra 1994, hvor den døende Cecilie får besøg af englen Ariel, der skal stå englevagt ved hendes seng.

Både Cecilie og Ariel ender med at konkludere, at der nok er noget i himmelrummet, der ikke stemmer, når det nu skal være så svært at tro på Gud. Gaarders nyeste roman, Anna og Nova, lægger sig i kølvandet på en markant norsk trend, der handler om at få unge til at bekymre sig for miljøet - selv i ny norsk fantasy er miljøet vigtigt! Romanen har fået undertitlen: »En magisk fabel om Jordens overlevelse«. Men ærlig talt er bogen hverken magisk eller minder om en fabel. Historien er umådelig tynd: Anna bor langt ude på de norske fjelde og har meget levende drømme, især om en fremtid, hvor Jorden stort set er ødelagt af drivhuseffekten.

Hendes forældre er bekymrede og sender hende til en psykiater i hovedstaden. Men efter at have talt med Anna, siger han: »Vi behandler altså ikke patienters uro over den globale opvarmning. Måske skulle vi hellere finde en recept, der virker mod den manglende bekymring.« Psykiaterens datter er miljøforkæmper, naturligvis.

Romanen skifter mellem Annas drømme (hvor Anna optræder som sit eget barnebarn, Nova) og små belærende samtaler om drivhuseffekten, og hvor galt det hele står til. Indimellem er det som at læse en (kedelig) fysikbog! Man kan blandt andet læse om Annas harme over, at olien er så billig, at det kun koster 119 norske kroner at flyve til Paris. »Opbrugte man ikke ressourcer, som også ville være til gavn for kommende generationer?« spørger Anna retorisk. Og sådan er hele bogen. »Der er ingen kendsgerninger, kun fortolkninger,« siger en gådefuld figur i Sofies verden. Det har Gaarder helt glemt i sin nye roman. Bogen er helt vildt enøjet og kedeligt skrevet, selv miljøspørgsmål er så naivt behandlet, at jeg sad og krummede tæer under læsningen.

Det er den dårligste bog, jeg nogensinde har læst. Også selv om man bekymrer sig nok så meget om miljøet. Må den aldrig finde vej til dig.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret