Dæmoner og homoseksuelle hekse
Oversat fra svensk af Kina Bodenhoff. 883 sider. 300 kr. Gyldendal
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Elfgren, Sara B
Unge. Punktum for en fortræffelig og fornyende serie med ung socialrealistisk fantasy.
Det er en ualmindelig serie, svenskerne Mats Strandberg & Sara B. Elfgren har skrevet: Måske kan man kalde det en socialrealistisk hekseserie med et lesbisk par i centrum. Eller også er det en magisk fortælling om magt, venskab og den vanskelige ungdom, tilsat en god portion heksekunster. Overordnet set er plottet, at der findes en portal mellem vores verden og andre verdener, som skal lukkes af syv udvalgte hekse, seks piger og en dreng. Ellers vil dæmoner overtage verden. De syv udvalgte hekse er syv teenagere fra den søvnige by, Engelsfors, der alle går i gymnasiet. Der findes herudover et magisk råd, med hovedsæde i Stockholm, der vil have eneret på magi og som derfor modarbejder de syv udvalgte hekse. Serien starter imidlertid meget dramatisk med, at den ene af de syv hekse bliver myrdet, og inden man har set sig om, er der endnu en, der bliver dræbt. Dæmonerne ønsker ikke, at heksene lukker portalen, det er åbenlyst. Men parallelt med det magiske plot sker der umådelig meget med de unge. Et par af dem har forældre, der drikker. En af dem er under administration af en sagsbehandler, fordi hun bor i en ungdomsbolig og er under atten.
De fleste af pigerne slås med et lavt selvværd og meget komplicerede forhold, både med forældregenerationen, vennerne, og det andet køn. En af pigerne er lesbisk og forelsket i en af de andre hekse, hvilket udvikler sig til et vanskeligt forhold, fordi kærlighed kræver, at man tør give slip og åbne sig. For at gøre situationen endnu mere rodet, har der i forrige bind været en kollektiv psykose i byen, hvor en af pigerne næsten blev slået ihjel af sine gymnasiekammerater. De skal for retten i tredje bind, mens den ansvarlige og dæmonbesatte heks netop er sluppet fri af sit fængsel og er vendt tilbage for at dræbe de udvalgte og deres familier. Samtidig med ovenstående beskriver forfatterne forholdene i rådet og bruger en del tid på at beskrive, hvordan det magtfulde og korrupte råd får splittet de overlevende udvalgte, så læseren længe tvivler på, om portalen vil blive lukket i tide. Det er virkelig et komplekst plot og det er intet under, at forfatterne må bruge hele 883 sider på at runde historien ordentligt af. Men det er et helt vildt læserridt, når man først kommer i gang med læsningen.
Personerne udvikler sig gevaldigt undervejs i serien, og her i tredje bind er forløbet så uforudsigeligt, at man kun nødigt lægger bogen fra sig. Det er en meget speciel nordisk fantasyserie - her er alt, hvad man kender fra de bedste svenske krimier, tilsat ungdomsromantemaer som den første kæreste, sexdebuten og den første famlende homoerotiske kærlighed, og sluttelig krydret med en ordentlig omgang magi. Det er virkelig guf for såvel unge som gamle læsere.
2014-11-14
© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven,
idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret