Rytmisk oplæsning. Marianne Iben Hansen går fra det alvorlige til det gakkede med tre nye og meget forskellige musikalske rimbøger.

At læse Marianne Iben Hansens bøger op er en ganske speciel oplevelse, fordi rimene vækker det musikalske hos selv den mest tonedøve. Hun har netop udgivet hele tre bøger på samme dag med historier, der vækker følelser og skaber drømme.

Den mest alvorlige er Fuglen, følsomt illustreret af Tea Bendix, der ledsager teksten med stærke tegninger og enkle virkemidler. Fuglen handler om Alba, som har en fugl, der villigt og frit har fulgt hende overalt, siden hun blev født. En dag, mens Alba gynger, er der en pige bag en hæk, der misundeligt siger, at fuglen er dum og underlig. Man kan ikke lege med en fugl, siger hun og går med hastige skridt. Og straks herefter lyder det: »Men ordene, dem lod hun blive. /De hang i luften /blev ved med at klinge /og gyngen blev tung /og gad ikke at svinge«. Alba jager fuglen væk og fortryder det så bitterligt, at hun må tage på en lang eftersøgning gennem marker, op ad bakker, over bække og mørke skove. Så langt rejser hun, at til sidst er døden nær af savn, sult og tørst: »Hun vil tilbage til mørket /hvor drømmene stopper /tilbage til mørket og bare gi´ op og /forsvinde på søvnens bund«. Det er en smuk og stærk bog for større børn og voksne, der giver ord, lyd og billede til kærligheden, længslen og dens mange facetter. Bogen slutter i øvrigt godt, og ganske som den onde piges ord bliver Iben Hansens rim og Tea Bendix´ overlegne illustrationer hængende længe efter, man har lagt bogen fra sig.

Tilsvarende inderlig er Violinspilleren, som er et eventyr i valsetakt om den 11-årige Theodor, der får en violin i gave og spiller så smukt, at han kan få håret til at gro frem på en skaldet. Theodor bliver med tiden så berømt og rig, at han køber sin egen ø, og fordi han er så bange for, at der skal ske noget med hans hænder, får han tjenere til at gøre alt for sig, selv når han skal tørre sig i rumpen. Men en dag bliver hans toner flade og klangen tom, og måske kan en gammel og særdeles grim kone hjælpe ham? Cato Thau-Jensen følger troligt Theodor gennem valsetakterne med smukke og rige billeder, der spiller fint med Iben Hansens følsomme tekst.

Følsom vil jeg til gengæld ikke helt kalde den sidste af de tre udgivelser, actionkomedien Av, det gør nas, som er en »englerap«, illustreret af Tom Kristensen. Historien handler om englen Anna, der sidder »I den herrehøje himmel, /dér hvor sjæle ingen kroppe har /og alle driver rundt og /ser på stjerner, altså oppefra«. Hun kigger ned på Peter, der styrter på sin cykel og mister sin bedste rokketand. Og englen Anna beslutter sig for at skaffe den tilbage til Peter, fordi hun synes, han er temmelig sød. Teksten gynger, så det er en fornøjelse, men jeg synes stadig, at teksten savner tyngde og indre logik. Tom Kristensens illustrationer understreger det komiske og er tro mod teksten. Bogen er i øvrigt indtalt på YouTube, så man kan høre forfatteren læse hele bogen op her. Men selv om den sidste af de tre udgivelser ikke er min favorit, så er Marianne Iben Hansen en sprogfornyer. Med sine tre udgivelser formår hun at forny og modernisere rim-genren på en skøn, vuggende og overbevisende vis.

2015-04-10

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret