En ulv i fåreklæder

Tulle og ulven   af Bodil, Liva  
40 sider. 230 sider. Høst & Søn
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Molich, Bodil

Forkert. Ny billedbog er helt galt afmarcheret.

Billedbøger for børn kan være vanskelige. For et par måneder siden udkom Lone Munksgaard Nielsens og Pia Thaulovs Drengen der blev væk fra sig selv, som blev anmeldt i Bøger i august (WA # 32). Emnet er depression og fortabelse og efterlader en masse åbne spørgsmål, som tvinger tanker og dialog frem.

En svær bog for børn og voksne, men som man alligevel ikke kan lade være med at vende tilbage til, fordi man hele tiden føler, at der er mere at hente i den. Skogemanns og Molichs billedbog om Tulle og ulven udfordrer på en anden måde. På overfladen er det en bog, der handler om at være født i en forkert krop og blive dømt ude. Men tænker man for alvor over bogen, så lærer den snarere børn at fornægte deres egne følelser.

Lammene Tulle og Tot skal passes af en babysitter, fordi far og mor skal til fest. Babysitteren viser sig at være Benny, som har gule øjne og en lang og mørk busket hale. Tulle er en temmelig observant pige, så hun lægger mærke til Bennys skarpe tænder.

Historien trækker på Grimms historie om ulven og de syv gedekid, for Bodil Molichs illustrationer efterlader ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en ulv i fåreklæder. Da Tot skal i seng, vil Tulle ikke lade Benny give Tot nattøj på. Tulle siger: »Det skal være mig, der giver ham nattøj på [...]. - Det kan han bedst lide.« Og så smutter hun op med Tot.

Benny bekender senere på aftenen over for Tulle, at han i virkeligheden er en ulv, men hellere vil være et får. Benny fortæller om sin sørgelige barndom og hans indsats for at blive accepteret i en fåreflok. Til sidst viser Benny, hvordan han har syet sig en dragt, som delvist skjuler hans ulvepels. Alligevel er det ikke nemt at blive accepteret. De andre får tror ikke helt på ham, og derfor føler Benny sig ensom. Tulle synes, det er synd for Benny, og opfinder en sød veninde til ham. Man er lige ved at tro på historien, da forældrene så kommer ind ad døren, og moren »ser helt forkert ud i hovedet«, da hun ser Tulle sidde på skødet af Benny. Og hvorfor gør hun mon det? Jeg gætter på, at forfatter og illustrator har villet det godt og har villet skrive en historie om, at man ikke skal skue hunden på hårene.

Bodil Molichs illustrationer er utrolig smukke og følsomme. Ulven ser venlig ud i hendes streg, mens Tulles øjne lyner, som de skal, når hendes mistænksomhed er værst. Men bogen er politisk korrekthed i sin værste variant, når den i billedbogsform kommer med et budskab om, at man ikke skal være for hurtig til at dømme andre, men give dem plads, så man kan lære dem at kende. Det aller vigtigste er imidlertid at kunne stole på sine egne følelser.

Det er det, Tulle gør, indtil ulven med sin historie får vundet hendes tillid. Men hvorfor ser moren så forkert ud, da hun ser Tulle for tæt på Benny? Hvis såvel Tulle som moren synes, at der umiddelbart er noget galt i den måde, Benny opfører sig på, så er der sikkert noget om snakken. Uanset hvad Benny end finder på af historier, for jeg husker ganske godt, at ulven i Grimms eventyr smurte sin tunge ind i honning for at blive lukket ind til de syv små gedekid.

På overfladen er det en bog, der handler om at være født i en forkert krop og blive dømt ude. Men tænker man for alvor over bogen, så lærer den snarere børn at fornægte deres egne følelser.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret