Klatretyv. 13-årige Vips er genial til parkour og datter af to mestertyve. Denne gang skal hun forhindre De Grå Mænd i at få fat på Gjalderhornet.

En mystisk organisation, De Grå Mænd, holder styr på alt det, vi andre ville kalde for overnaturligt. I første bind forsøgte de at få fat i et forbandet totem, der kunne få folk til at forvandles til udødelige, grusomme kannibaler. Problemet for De Grå Mænd var bare, at det var den 13-årige Vips, de prøvede at tage totemmet fra. Og det var lettere sagt end gjort. Samtidig ville en samling norske rockere også gerne have fat i den lille totempæl. Vips vandt, naturligvis. I alt fald sådan da.

I andet bind er det Heimdals Gjalderhorn, som De Grå Mænd vil have fat i. Hornet skal udstilles i Aarhus, og de beder mærkeligt nok Vips om at stjæle det til dem. Allerede der burde Vips nok have fattet mistanke, for sagen viser sig at være noget mere kompliceret og farlig, end den først så ud til at være.

Gjalderhornet blev brugt af den nordiske gud Odin, da han drak af Mimers brønd efter at have lagt sit ene øje i brønden. Vandet var fyldt med visdom, og noget af det må stadig sidde i hornet. Det er der i hvert fald nogen, der tror på. Og de vil dræbe enhver, der forhindrer dem i at få fat i hornet.

Der er gang i L. G. Jensens historie fra første side, og det går over stok og sten. Men det, der gør læsningen interessant, er, at der er dybde i hovedpersonerne på trods af de åbenlyse overdrivelser. Der findes næppe 13-årige piger, der på samme måde som Vips frygtløst kan flyve over tagene, mens kuglerne flyver hende om ørerne. Hendes ven Stoffer er ikke ligefrem et muskelbundt eller et kæmpe geni, men han er ret ferm til at låse døre op, da hans far er låsesmed.

Vips´ forældre er begge pensionerede internationale mestertyve. Vi møder i historierne kun faren, da moren stadig sidder i fængsel, mens de første par bind foregår. Men mon ikke det ændrer sig i løbet af det sidste og tredje bind, som forfatteren skriver på? Vips´ far og hans venner er ret vigtige figurer i romanen, og det er egentlig lidt af en sensation, at en børnebog trækker heltens forældre direkte ind i handlingen. Normalt er forældrene gemt af vejen og ved absolut intet om, hvad der foregår. Men her er Vips´ far nødt til at hjælpe Vips med et tyveri, ligesom bedstefaren også spiller en væsentlig rolle i historien.

Historien fungerer fint undervejs, så længe man ikke tænker alt for meget over den overordnede handling. Fortællingens plot knager og pruster og er noget vakkelvornt, men det tilgiver man gerne, så længe humor og action fungerer så fint som her.

2016-06-03

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret