Mordet på en fe

Mørkets magi 1: Lady Midnight   af Clare, Cassandra  
På dansk ved Julie Top-Nørgaard. 731 sider. 299,95 kr
Anmelder: Arguimbau, Damián

Skyggejæger. Cassandra Clare er tilbage i god form med en ny trilogi om hævnens engle.

Mørkets magi er en ny trilogi af Cassandra Clare, der tager sin begyndelse fem år efter, at trilogien Dødens instrumenter sluttede. Vi er tilbage i skyggejægernes verden, som er befolket med vampyrer, hekse og varulve, der alle lever i det skjulte blandt os almindelige dødelige. Hovedpersonen i Lady Midnight er skyggejægeren Emma Carstairs, hvis forældre blev fundet døde for fem år siden med runer skåret ind i deres hud. Siden da har Emma boet hos vennen Julian og hans familie.

Emma vil finde sine forældres morder.

Hun træner hårdt og er den bedste og sejeste kæmper blandt alle skyggejægere. Bogen starter med endnu et mord, hvor offeret også har fået ridset de mystiske runer ind i sin krop. Ofrene er feer, hvilket er praktisk for morderen, for skyggejægerne må formelt ikke opklare mord på feer. Feerne dukker imidlertid op hos Julian sammen med Mark, Julians bror. Mark blev bortført for fem år siden af feerne, og han får kun lov til at blive, hvis Julian og Emma finder morderen.

Man kan ikke undgå at blive suget ind i historien. Der er farer ved hvert gadehjørne og mystiske kræfter på spil, der næsten er ved at tage livet af Julian. Der er naturligvis også en kærlighedshistorie, for Emma er meget interesseret i Julian, mens Mark er interesseret i Emma. Det er noget rod, for Emma og Julian har indgået en særlig pagt, hvor de er udnævnt til at være sjælevenner, i bogen kaldet parabatai. De har nærmest telepatisk kontakt med hinanden. Problemet er, at deres kærlighed er forbudt af grunde, som de ikke må vide.

Mark har svært ved at finde fodfæste som skyggejæger efter fem år hos feerne. Hans tvivl og kamp mellem de to verdener er beskrevet fyldigt og meget indlevende. Der er mange flere sidehistorier, som folder sig ud på bogens 731 sider. Hvis man endelig skulle komme med en kritik, er det, at historien har en vis lighed med den første trilogi. Det er lidt de samme tricks, og der er ikke mange nye ting, der dukker op. Alligevel lykkes det Cassandra Clare at slippe af sted med det, fordi personerne er så nærværende og plottet så gennemtænkt.

På trods af en vis skepsis endte jeg alligevel med at sidde oppe hele natten og læse, lige til sidste side var vendt, hvilket absolut ikke var meningen. Det er en storslået, kompliceret og velgennemtænkt fortælling.

For øvrigt er Dødens instrumenter nu også at finde som serie på Netflix, og anden sæson er godt i gang med at blive filmatiseret.

Bøgerne er bedre end serien, men måske er trøstekigning også o. k., indtil man får fat på Lady Midnight og kan fortsætte med at nyde skyggejægerne på skrift.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret