Ung pinse i ord og billeder

Vingeslag   af Madsen, Peter  
88 sider, 199,95 kroner. Bibelselskabets Forlag. 6 stjerner ud af 6
Anmelder: Arguimbau, Damián

Peter Madsens tegneserie om pinsen er gennemarbejdet og særdeles vellykket. Det er faktisk vanskeligt at forestille sig en smukkere bog om pinsen for unge.

Peter Madsen blev kendt for sine tegneserier om Valhalla, men har siden gjort sig bemærket på anden vis, blandt andet med sine bøger om kristendommen. I 1995 udgav han ´ Menneskesønnen´, der er en tegneserie baseret på de fire evangelier. Den er indtil videre trykt i 16 oplag. Siden er udkommet ´Signes Jul´, skrevet af Johannes Møllehave, og Peter Madsens egen ´Rejsen til Jerusalem´, der også har Signe i hovedrollen og handler om påsken.

´Vingeslag´ er det tredje, selvstændige bind om de kristne højtider, denne gang om pinsen. pinsen handler om den 50. dag efter påsken, hvor den opstandne Jesus mødes med disciplene. Her modtager de Helligånden. Som der står i Apostlenes Gerninger (2, 1-4): ´Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.´ ´Vingeslag´ er noget helt andet, end man kunne forvente af en bog om pinsen.

Den er slet ikke så bibelnær, at man synes, at Madsen overforklarer det indlysende, eller så frelst, at det bliver for naivt. Madsens fortælling handler om Signe, der ankommer til et tomt, fugtigt sommerhus, hvor hun skal læse til eksamen. Meningen var, at hun skulle have været der sammen med sin veninde Maria.

Desværre er Signe og Maria blevet uvenner, fordi Signe har kysset med Michael til en fest. Maria var forelsket i Michael, hvilket Signe ikke vidste noget om, og så har de to piger skændtes.

Signe sidder derfor helt alene i sit sommerhus og skal læse op til blandt andet religionseksamen.

Det er det sommerhus, hun tidligere har været i sammen med sin bedstemor (som vi har lært at kende i de tidligere to bind i serien), og det bringer minder frem. Signe finder blandt andet bedstemors gamle billedbibel med Gustave Dorés illustrationer frem og mindes bedstemoderens fortællinger.

I sommerhusområdet møder Signe en gammel kvinde, der ligner en mellemting mellem en heks og en tigger.

Signe er bange for hende, selvom kvinden forsøger at komme i kontakt med hende på en venlig måde. Men den gamle taler kun spansk, hvilket Signe ikke forstår et ord af.

Både billedligt og fortællemæssigt er bogen gennemarbejdet og veltænkt. Enkelte udsnit af Gustav Dorés billedbibel bliver brugt i adskillige af tegningerne, og de uhyggelige og voldsomme scener bliver koblet med dybe refleksioner over pinsen. Historien om Babelstårnet bliver det punkt, hvor mennesket går fra et sprog til mange, og pinsen bliver det vendepunkt i historien, hvor det er muligt for apostlene at tale alle tungemål.

Det er smukt beskrevet i historien, hvor der på pinsedag også sker et lille, diskret mirakel i Signes liv med stor parallelitet til pinsens budskab.

Der er en tydelig kvalitativ udvikling i de tre tegneserieudgivelser om Signe. Det er vanskeligt at forestille sig en smukkere eller mere oplysende bog om pinsen for unge end ´ Vingeslag´. Sammen med bogen har forfatteren lagt et gratis hæfte online, hvor han har samlet nogle af sine tanker og overvejelser i forbindelse med arbejdet med tegneserien. Også i den mærker man tydeligt Madsens eget engagement i historien.

´Vingeslag´ er på alle måder en exceptionelt vellykket udgivelse.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret