Denne serie af forskellige forfatteres barndomserindringer, skrevet til børn i senskolealderen, kommer med budskabet om, at intet er så håbløst, at livet ikke på et tidspunkt vil lysne

Til tider er jeg nærmest misundelig på dem, der kan huske en masse detaljer om deres barndom og ungdom. Selv har jeg kun få erindringsglimt fra min egen barndom i behold, som i øvrigt ikke lader sig tidsfæste videre præcist. Den franske filosof Paul Ricœur (1913-2005) forklarer i sit hovedværk ”Tid og Fortælling”, hvordan den enkelte bygger en fortælling op om sig selv. Ifølge ham var det et brud eller problemer i denne egen-fortælling, der kunne forklare, hvorfor et menneske kunne miste sit fodfæste. Et selvbillede bygges for mig at se op af en sådan fortælling, og hvis man husker en stor del af sin egen barndom, vil jeg tro, at ens selvforståelse vil være mere retvisende. Derved vil man oftest nok kunne stå mere fast i livets orkan, hvis den rammer én.

Dansklærerforeningens forlag har meget apropos udgivet en serie for børn i senskolealderen, som den kalder ”Min historie”. Her fortæller forskellige børnebogsforfattere og illustratorer om deres barndomserindringer.

Klare selvbilleder i børnehøjde

En af bøgerne er Merete Pryds Helles ”Dengang jeg var dreng”, der handler om, at det var helt forkert for hende at være en pige. ”Far græd, da vi kørte hjem fra fødeklinikken, fordi du var en pige!” fortalte storesøsteren. ”Jeg var pige, før jeg var menneske”, konstaterer Merete Pryds Helle kort.

Det er klart, at hendes narrativ må blive at være en dreng – i alt fald for sin far – men stadig en pige over for sin mor. Meget tidligt må Pryds Helle overveje, hvordan kønsrollerne er fordelt, og hvem, der må lave hvad i hjemmet. Man mærker i teksten hele tiden den undertone af trods, der bærer forfatteren gennem den urimelige undervurdering, som hun er udsat for, ”bare” fordi hun er pige. Selv om hun er dygtig til fysik, skal hun skjule det, for det er kun drenge, der kan forstå den slags, mener den mandlige lærer. Ganske logisk, synes faren. Merete Pryds Helle skal bare være sød og række hånden op, når det er. Først den dag hun i raseri får klippet sit hår kort (først af sig selv og siden af en lige så rasende mor), føler hun det som en befrielse, at hun ikke længere kan se sød ud. Det er en skarpt skåret erindringsroman, ekspressivt og solidarisk vredt illustreret af Els Cools, der med farver, prikker, trafikskilte og masser af faretruende orange og vilde streger, får understreget pointerne i bogen for selv den mest kønsforskrækkede.

Kristina Aamands historie, ”Fremmed”, er også en, der i den grad skaber et klart selvbillede. Hun er datter af en dansk kvinde og en muslimsk fremmedarbejder fra Palæstina, der arbejder som opvasker. Bevares, det er ikke sådan, at han præsenterer sig for sin kommende hustru. Da er han katolik og italiener, men før det hele går op for moderen, er hun gift og har Kristina i favnen, og snart også endnu en søster. Det går fint, lige indtil hustru nummer et og hans andre fem børn dukker op og kræver faderen tilbage. Så er kontakten til ham slut. Moderen finder en ny mand, der er en overbevist muslim, og som vil have, at Kristina skal opføre sig som en god muslimsk pige. Men det er tydeligt for Kristina, at hendes vikarfar i øvrigt er temmelig ligeglad med hende.

Tænk engang at vokse op med en far, der blev far på en løgn og sidenhen er forsvundet fra dit liv, fordi han skal være sammen med sine andre fem børn; og så derefter at have en vikarfar, der helst er fri for dig. En dag bliver hun alligevel afleveret hos sin biologiske far, fordi vikarfaren har fundet et kondom fra seksualundervisningen i hendes lomme. Men ak, hun kan ikke bo så længe i baglokalet i faderens grønthandlerbutik – for lige pludselig dør faderen, og Kristina må klare sig selv, 17 år. Illustrator Solveig Agerbak har heldigvis humor, for ellers var det godt nok en tung fortælling. Det kræver noget at finde det muntre midt i den barske opvækst. Men det lykkes og løfter på utrolig vis historien, så der ud af siderne strømmer livskraft, mod og opfindsomhed. Kombinationen af tekst og fortælling er perfekt afstemt.

Fiktiv, fordrukken faderfigur

Erindringer kan også bruges som en drivkraft for fiktive fortællinger. Således er Trine Bundsgaards bog, ”Himmeløjne” – der er umådeligt smukt og indlevende illustreret af Signe Kjær – en historie om at vokse op med en skilsmissefar, der begynder at drikke. Trine Bundsgaard fortæller, at drivkraften til historien kommer af, at hun læste en statistik, der viste, at hvert sjette skilsmissebarn mister kontakten til den ene af sine forældre, typisk faderen. Og det er lige præcis, hvad Bundsgaard selv har oplevet. Hun har ikke talt med sin far i 20 år. Bogen begynder kontant ”Du sagde ikke farvel, da du flyttede, og jeg så ikke flyttebilen eller kasserne, du bar ned ad trappen. Du var væk, da jeg kom hjem fra skole.” Pigen er ikke så gammel, og i begyndelsen går det fint med samværet om tirsdagen og hver anden weekend hos faderen. Det er i starten akavet, men bliver hyggeligt. Men så begynder det at gå galt.

Faderen går usikkert, og han lugter fælt. Køleskabet er tomt, og der er ingenting til skolemadpakken. Så glemmer faderen at hente hende i weekenden. Han begynder at aflyse deres aftaler om tirsdagen. Undskyldningerne tårner sig op sammen med pigens skuffelse. Hun føler sig forkert: ”En far er så almindelig. En far er sådan en, man bare har. Jeg siger, at du er død eller snakker udenom. […] Jeg holder afstand til de andres fædre. De har skæg og blide øjne, hænder som lægger sig på en skulder og holder om ens nakke.”

Hun vil ikke ligne sin far, vil ikke have hans dna, hans væsen i sig. Hun vil være fri for ham. Og som teenager ender rejsen med faderen på et værtshus, hvor hun må efterlade ham. Det er det sidste farvel. Hun frigør sig, for først nu har hun kræfterne og evnen til at skabe en fortælling, hvor hun er sig selv. På trods. Og uden far.

Svære følelser i billedbogsformat

Men selv om man får skabt sig et solidt selvbillede, der kan bruges som en drivkraft til at komme igennem svære tider, kan den modgang, man møder på sin vej, alligevel godt vise sig at være for meget. Måske især inden man er nået at komme ud på den anden side af ungdommen. Det er temaet i en billedbog til de mindste af Gro Dahle og Kaia Dahle Nyhus, der er henholdsvis mor og datter. De er særligt kendt for at behandle de sværeste følelser netop for billedbogsbørn.

I ”Dagen” vil Po bare have det hele til at slutte. Han gider ikke stå op, vil ikke spise, nægter at engagere sig i skolen. ”Far ved ikke, at for Po er Dagen alt for stor og alt for meget.” Det er en depression, der uforklarligt tynger barnet. Så slemt, at Po falder derned, hvor Dagen slukker. Illustrationerne er grå, matte, sorte, tunge og mørke. Hjælpen kommer til sidst, men først da drengen Po kan bede om hjælp. ”Selv det værste går over, det allerværste af det allerværste, selv dét går over, siger Dagen.” Og ganske rigtigt bliver det meget langsomt bedre, og Po kommer op til overfladen igen. Hans fortælling om sin opståen er endnu ikke fuldendt, men han kan se de små, lysende øer: ”Der findes dejlige ting i Dagen, der findes ting, der glimter næsten hver dag”, som Gro Dahle smukt skriver.

Det er faktisk imponerende, hvordan børnelitteratur kan formå at få så store fortællinger til at passe ind på ganske få sider. Dét kombineret med den tilhørende billeddel bevirker, at bøgerne giver en retning og et håb. Intet er så håbløst, at livet ikke på et tidspunkt vil lysne. Man skal kunne skabe sig sin egen fortælling og om ikke andet så kunne gribe til de små lyspunkter, der også er at finde næsten hver dag. Det kræver bare nogle gange hjælp, til tider mere end andre.

2023-05-23

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret