Familien og vanskelige filosofiske problemstillinger er i fokus i årets nominerede bøger til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris, der uddeles tirsdag

e sidste par år er det først og fremmest klimaet og til dels flygtningedebatten, der har haft fokus blandt de nominerede bøger til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Men måske krigen i Ukraine og den generelt lidt større utryghed, der for tiden synes at herske, har gjort, at det i år næsten udelukkende er bøger om de nære relationer, der er blevet indstillet, samt bøger, der rejser vanskelige, eksistentielle og filosofiske problemstillinger.

Den mest bemærkelsesværdige bog i bunken er svenske Teresa Glads ”Farbröder” (Gamle mænd). Den er baseret på interviews med ni virkelige ældre mænd om deres drømme og oplevelser i barndommen, og om, hvordan disse har præget deres liv. Bogen går på tværs af genrer og aldre. Det er en billedbog med lidt drømmende illustrationer, og den kræver en fremmelig barnelæser, eller at en voksen aktivt deltager i læsningen og er med til at reflektere over livet og skæbnen. De ni historier er ikke specielt lykkelige; måske hensigten er at vise, at man tidligt skal turde træffe de afgørende valg i sit liv og stå ved sine drømme. Forfatteren kalder værket for en grafisk dokumentarroman, hvilket er meget passende. Det er ikke en bog, man bliver færdig med sådan lige med det samme. Den bliver hængende, også fordi den ikke har et tydeligt pædagogisk sigte eller morale.

Speciel er også finske Maja Hurmes ”Kaikki löytämäni viimeiset” (Alt mit sidste), der bryder med den traditionelle billedbogsfortælling. Lige som Glads bog henvender den sig til et bredt publikum, dog på en lidt mere tilgængelig måde. Den handler om minderne om det sidste. Det øjeblik, hvor noget bliver det sidste, eller hvor man prøver noget for sidste gang. Derfor er den bygget op som et fotoalbum, hvor barnet samler på de sentimentale minder om det sidste som for eksempel den sidste ble, det sidste åndedrag, inden man springer fra tremetervippen eller det sidste farvel. De smukke akvarelfarver bærer læseren gennem siderne og gør det hele til en helstøbt oplevelse, hvor perspektivet på livet bliver vendt på hovedet.

Norske Gro Dahle og hendes mand, Svein Nyhus, kan siges nærmest at tage tråden op med deres billedbog ”Ikke!”. Den handler om et par forældre, der er så beskyttende over for deres datter, at de får gjort verden til et farligt sted. Barnet bliver mindre og mindre og må til sidst bo i en glaskugle, hvilket forældrene synes er ret så praktisk, for der er hun jo i sikkerhed. Selvfølgelig ender det med, at pigen får fundet en måde at bryde fri på og møde verden på egne betingelser. Illustrationerne er provokatoriske i deres markante røde og blå farver, der markerer alt det farlige, der findes derude. Det er sjov læsning, men bogens budskab er så overtydelig, at der er overladt for lidt til fantasien.

Fantasi er der til gengæld masser af i den samiske ”Arvedávgeriikii” (Til Regnbuens land). Forfatterens tekster er stærkt forankret i samisk tankesæt, og bogen er en skabelseshistorie om, hvordan regnbuen er blevet til. Farverne er nærmest menneskeliggjort og præsenteres med hver deres personlighed. Bogen handler lige så meget om deres indbyrdes venskab, værdier og kærlighed. Illustrationerne er noget helt specielt. De har en stærk appel, og det er svært ikke at blive i godt humør, når man bladrer bogen igennem.

Kombinationen af farver og tekst i den samiske bog er samtidig også en historie om diversitet, hvilket på en måde også kan ses som at være det overordnede tema i danske ”Frank mig her”. Her er det en dreng i børnehavealderen, der delvist bor hos sin fraskilte far, der skal leve med, at faderen får en kæreste, der hedder Frank. Og Frank fylder for meget, simpelthen, også selv om han er sød. At Frank er en mand, har ikke den store betydning i bogen, og det er en pointe i sig selv. Sprogligt er bogen utrolig opfindsom og legende: ”Det er Frank mig her og Frank mig der,” som drengen siger. Thau-Jensens illustrationer er fulde af finurligheder, blandt andet en masse små dyr og bamser, der hver har deres helt specielle udtryk og kommenterer handlingen.

Islandske ”Kollhnís” (Kolbøtte) er en smuk roman om drengen Álfur, hvis bror Eiki får en diagnose som autist. Det vælter Álfurs verdensbillede, da han bare ønsker at være en del af en helt almindelig familie. Han sætter sig derfor for at modbevise, at der er noget galt med broderen, som han elsker højt. Endnu mere kompliceret bliver det, da Álfur uden forældrenes vidende begynder at besøge mosteren, Harpa, som har mistet forbindelse med familien. Harpa er alkoholiker, hvilket Álfur først alt for sent bliver klar over. Samtidigt forsøger Álfur at kvalificere sig til at deltage i et stort gymnastikstævne i Brasilien og er bekymret både for at mislykkes, men også for at lykkes, for han ved ikke, om familien har råd til at lade ham rejse, og om han selv tør rejse fra Eiki og Harpa, der begge har brug for ham. Det er meget at gabe over for en skoleelev, og efterhånden som alting spidser til, bliver det umuligt for ham at håndtere det hele selv. Det er et virkelighedstro portræt af en ung dreng, som Þórarinsdóttir har fået tegnet, og det er en roman, der understreger just, hvor vigtig familien er for børn og unge.

Den 13-årige Vilma er også fanget i et dilemma i den danske delvist selvbiografiske ungdomsbog, ”Tænk ikke på mig” af Vilma Sandnes Johansson. Vilmas mor er netop blevet diagnosticeret med uhelbredelig kræft, og det sætter naturligvis datterens liv i perspektiv. Hvor meget kan man i det hele taget tillade sig at gøre, hvis man ved, at ens mor snart skal dø? Kan man tage på efterskole et år? Hun ved ikke, hvor længe moderen vil leve, og efterhånden som hun bliver mere og mere syg, er det heller ikke nemt, hvis man skal for meget uden for hjemmet. Der er meget ansvar og skyld samt alle mulige andre følelser, der spiller ind. Men ungdommen venter ikke, for der er også kærester, gymnasier, eksamener, veninder og forholdet til faderen, der skal finde en balance. Det er en meget rørende og stærk fortælling, som man ikke kan undgå at blive temmelig berørt af.

Den færøske billedbog, ”Strikurnar” (Stregerne) handler også om død, nemlig drengens bedstefar. Alle de voksne har travlt med at tale, sørge og begrave, men ingen taler med drengen om døden. Det ser man tydeligt i illustrationerne, hvor de voksne er afbildet med sorte skygger og med et tæppe af tårer i baggrunden som en kontrast til de glade, lyse farver, der var før bedstefaderens død, da drengen kunne følges ad med sin ven hjem fra skole og ikke var angst for at træde på stregerne. Først da moderen endelig giver sig tid til at tale med sønnen, bliver alting godt igen. Det er ikke godt, når sorg bliver til en knude indeni. Det er en glimrende samtalebog om døden.

Familien fylder også godt i svenske ”Glömdagen”, hvor Noa vækkes af sin mor, fordi han skal til fødselsdag hos en fra klassen. De skynder sig ud for at købe gave, men Noa bliver ved med at glemme sine ting alle mulige steder, så de ankommer for sent til fødselsdagen, som da viser sig først at være næste uge. Det er en varm fortælling, som har fokus på moderens og Noas nære forhold. Sara Lundbergs illustrationer er bløde og runde, så man synker helt ind i dem. Bogen er udkommet på dansk.

”Berre mor og Ellinor” har også fokus på relationen mellem barn og forælder, denne gang mellem pigen Ellinor og hendes mor. Moderen er bare ikke helt så stabil som Noas, for hun har en form for psykisk sygdom og er indimellem så trist, at hun ikke kan overskue noget. Det er barskt, og her kan man godt undre sig over, at barnet så ofte er alene om at skulle håndtere en sådan problemstilling. For oftest er det sådan i bøgerne – i modsætning til her – at forældrene er skilte, og/eller at den ene forælder er helt væk, som for eksempel som det var tilfældet med moderen i ”Frank mig her” eller faderen i ”Strikurnar” eller ”Glömdagen”. Fortællingen om Ellinor er flot, og illustrationerne med havet som et gennemgående tema har en evne til at overtrumfe selv de mest sørgelige ord i teksten.

”Giraffens hjärta är ovanligt stort” af Sofia Chanfreau er en af den slags bøger, hvor fantasien fylder så meget, at det skaber en parallel virkelighed. Det er i den, at 9-årige Vega færdes. Hun er moderløs og bor hos faderen, som ikke kan se de mange farvestrålende dyr, Vega ser, og som ikke vil tale om hendes mor. Morfaderen, som bor i nærheden, er en særling og kan også se dyrene, men vil heller ikke tale om sin datter. Fortællingen tager fart, da faderen får en ny kæreste, som Vega ikke kan fordrage. Vegas ven, Nelson, og hans kæmpehund, Nor, finder et spor, der måske kan afsløre information om Vegas mor, og så går det ellers derudad i et ubeskriveligt tempo og med masser af påfund. Plottet er godt, men det er næsten så overgjort med det fantastiske, at det ender med at føles en anelse gammeldags.

Helt modsat er det i finlandssvenske ”Vi ska ju bara cykla förbi” af Ellen Strömberg, der handler om veninderne Manda og Malin, der går i 9. klasse i en lille by, hvor der ikke sker spor. Strömberg skriver fabelagtigt godt, og man føler næsten, at man selv er en teenagepige undervejs i læsningen. Og det er en hård nyser, skal jeg love for, for sikke meget usikkerhed, kærlighed, længsel, drømme, fejlvurderinger og forviklinger, man oplever selv i en lille, landlig by, når man er teenager. Det er er en fremragende realistisk roman, som fanger ungdomslivet lige, hvor det er.

De sidste to bøger i bunken er en islandsk ”Eldgos” (Vulkanudbrud) og en grønlandsk ”Pipa Sulullu qaangiipput” (Pipa og Suluk går over stregen). Eldgos er en lidt tegneserieagtig fagbog om vulkanudbruddet i Geldingadalir i 2021. I motivationen for prisindstillingen fortælles det, at ”handlingen giver anledning til overvejelser om fordomme, dumdristighed, farer og frygt, samt om vigtigheden af at tage ansvar for sig selv i mødet med naturen”. Man skal dog nok grave længe og tale den grundigt igennem for at få det ud af bogens i øvrigt ret så humoristiske streg. Jeg ser den nok mest som en sjov krydsning mellem en fagbog og en lille fortælling, der bærer det faglige igennem siderne.

Den grønlandske billedbog rummer en fortælling om diskrimination mellem to fuglestammer, der bor ved siden af hinanden og pipper lidt forskelligt, men ikke værre, end at de forstår hinanden. Et par fugle bliver bedste venner under et krageangreb og afdækker derved de mange fordomme, der florerer mellem de to klaner. Fortællingen er sjov og fængende, mens illustrationerne er særdeles farverige. De virker dog samtidigt noget plastiske og computergenererede sammenlignet med mange af de øvrige flotte billedbøger i bunken.

Det er 10 år siden, prisen blev uddelt første gang, og det er ret så fantastisk at se, hvor flot det er lykkedes at give et udstillingsvindue til de nordiske landes børne- og ungdomsforfattere og illustratorer på tværs af kulturer, og hvor stor genklang, man kan finde mellem de mange fortællinger, på tværs af nationalitet og målgruppe. Det er samtidigt svært at have en særlig favorit til prisen, for der er som altid mange gode kandidater, der hver især lige godt kunne fortjene at løbe med den.

2024-10-23

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret