Ny genfortælling af Bram Stokers ”Dracula” gør historien skræmmende frisk

Bram Stokers ”Dracula” fra 1897 er ikke bare en bog; det er en legende. Kenneth Bøgh Andersen har genoplivet denne legende med en moderne genfortælling, der er lige så skræmmende som originalen. Mens Stokers original er fyldt med breve og notater, der giver et direkte indblik i karakterernes oplevelser, vælger Andersen en direkte fortællestil, der gør historien mere medrivende for nutidens læsere. Han beholder dog essensen af historien, mens han tilføjer sin egen unikke drejning tilføjet i en overraskende epilog.

Forfatteren Bøgh Andersen har de seneste år med stort held kastet sig over gendigtningen af en perlerække af gyser-klassikere, der alle har hovedpersoner, som har sat sig markante, varige aftryk i vores sind: ”Frankenstein”, ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” og nu altså senest ”Dracula”. Hertil også en række af ”Grimms eventyr”, som han sammen med forfatterkollegaen Benny Bødker har bragt tilbage til deres oprindelige gru, så de gamle eventyr nærmest er for kradse til at blive læst op i børneværelset.

Den originale ”Dracula” handler om den unge engelske advokat, Jonathan Harker, der rejser til Transsylvanien for at hjælpe en rig greve ved navn Dracula med at købe ejendom i England. Harker bliver snart fange i Draculas slot og opdager, at greven er en vampyr. Efter en række skræmmende oplevelser undslipper Harker og vender tilbage til England. Dracula følger efter ham og begynder at terrorisere Harkers forlovede, Mina, og hendes veninde Lucy. Lucy falder under Draculas forbandelse og bliver til en vampyr, men bliver senere dræbt af en gruppe mænd ledet af Dr. Van Helsing. Gruppen jagter Dracula tilbage til Transsylvanien for at dræbe ham og bryde hans forbandelse. Efter en intens kamp lykkes deres forehavende og dertil ovenikøbet at redde Mina.

En af grundene til, at romaner som ”Dracula” fortsat lever, er formentlig også de løbende moderniseringer. Genfortællingen af Dracula er mesterligt gennemført. Enkelte steder får vi stadig lov til at læse dagbogsnotater, men ellers er fortællingen fortalt som tredje person alvidende: ”Hun smilede. Et grådigt, vellystigt smil, fuldt af spidse, dryppende tænder. Med en skødesløs bevægelse slyngede hun barnet fra sig. Det klynkede ikke længere og blev liggende på jorden.” Bøgh Andersen kan skrive så det nærmest er en film, man ser for sig; historien levendegøres, så man næsten kan føle Draculas ånde i nakken.

Moderniseringen er i tidens ånd, men for at få det til at lykkes er der noget af det gamle, der må fjernes. Originalens vægt på breve, notater, etc. giver læseren mulighed for at opleve handlingen direkte gennem karakterernes øjne, mens de navigerer i en forvirrende verden, de ikke kan få hoved og hale i, med en mystisk trussel, de heller ikke kan fatte. Dette er selvfølgelig anderledes i dag, hvor vi alle ved, hvem Dracula er, og hovedpersonernes tvivl ikke længere virker helt troværdig. Derfor fungerer genfortællingen fortrinligt her 126 år efter romanens første udgivelse.

Også værd at fremhæve er den iboende skjulte kritik af videnskaben i den originale roman, repræsenteret ved karakteren Van Helsing. Han er beskrevet som en person med et åbent sind, der ønsker at kombinere moderne medicin med gamle traditioner. Dette tema er stadig relevant i dag, hvor videnskaben ofte afviser det ukendte eller uforklarlige.

Bøgh Andersen holder sig i det store hele til originalen, bortset fra tilføjelsen af en epilog, der i alvorlig grad påvirker den endelige slutning. At dette gennemføres ved hjælp af en epilog er veltænkt, for dels kan man selv bestemme, om man vil tælle den med eller ej, og dels forklarer han her grundigt, hvorfor han synes, det er rigtigst at ændre slutningen.

Med ”Dracula Genfortalt” har Bøgh Andersen skabt en genfortælling, der ikke kun er en hyldest til Stokers klassiker, men også et bevis på hans egen evne til at forny og genopfinde. Det er en bog, der fortjener at blive læst af både gamle fans af originalen og nye læsere, der ønsker at dykke ned i en skræmmende, men samtidig fascinerende verden.

2024-11-27

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret