Er en billedbog om en døende flodhest for hård kost for mindre børn? Ikke hvis den er fortalt så flot og dybsindigt som i "Den venlige flodhest".

Der er noget særligt ved fortællinger, der sætter fantasien i gang. Hvis nu magi eksisterede, eller hvis nu man kunne … ja et eller andet, man ikke lige havde tænkt på tidligere. Især som barn er det netop den slags fortællinger, der åbner verden op – dem, der overrasker, dem, som stiller spørgsmål. Som kommer ind under huden på andre, der forholder sig til livet noget anderledes end en selv.

Man bør med andre ord ikke undervurdere behovet for historier, der får læseren til at drømme og fantasere. Og det gør heller ikke noget, hvis historien ovenikøbet er sand. Dave Eggers er en amerikansk forfatter, som har vundet mange litterære priser, herunder Newbery Medal, som er en af de mest prestigiøse børnelitterære priser i USA tidligere i år. Hans bog ”Da de flyttede Millers Minni Moore Mine Palæ”, som er kommet på dansk, er en vild historie om en rig enkefrue efter en sølvmineejer i Idaho, der mistede alle sine penge til en svindler i slutningen af 1800-tallet.

Så valgte hun at blive griseavler, men det var hendes naboer bestemt ikke glade for. Resolut besluttede hun derfor at flytte hele sit fyrstelige palæ seks kilometer uden for byen. Den catalanske kunstner, Júlia Sardà, har illustreret den vanvittige, men aldeles sande historie, med humoristiske, tænksomme og imponerende tegninger, der dels understreger sølvminens klimamæssige belastning, dels evner at vise datidens tøj og indbo. Illustratoren får bragt liv til den seje, beslutningsdygtige enke Annie Miller og akkompagnerer dermed den lette og vilde tekst fra Dave Eggers. De to kunstnere passer forbløffende godt til hinanden, for billedbogen aftvinger både respekt og smil over kvindens evne til at finde på kreative løsninger midt i en voldsom modgang.

Noget anderledes afdæmpet, men lige så effektfuld er danske Oscar K’s og Teddy Kristiansens ”Den venlige flodhest”. De to har haft et glimrende samarbejde gennem de sidste år, hvoraf billedbøgerne om Hugo og Holger er værd at fremhæve. Hos ”Den venlige flodhest” er det behovet for at finde én, der vil lytte uden at stille spørgsmål, der fremhæves. Den ældre og venlige flodhest ligger altid ved flodbredden. Den har store øjne og ører og lytter til alle, der kommer til flodbredden for at dele deres sorger.

Flodhesten er det anker, der sikrer, at man altid har nogen at tale med, når det bliver vanskeligt. For svært, det får vi det alle på et eller andet tidspunkt i livet. En dag bortføres flodhesten af et cirkus, men bliver til sidst reddet af en dreng, som hjælper den tilbage til flodbredden. Her udånder flodhesten, godt tilfreds med det liv, den har haft. Som voksen opfører drengen en statue af flodhesten på byens torv, og, som der står i bogen, så ”rygtedes det snart, at den venlige flodhest altid lyttede og kunne mildne deres sorger”.

En sørgelig afslutning? Ikke helt. Oskar K’s varemærke er det tænksomme, han pirker lidt til livet og døden og kræver noget af sin læser. Denne billedbog er, på trods af den dramatiske handling, forunderlig afdæmpet, ikke mindst takket være Teddy Kristiansens evne til at gøre tegningerne utrolig venlige og imødekommende. Historien om flodhesten er en fortælling om, hvordan man forholder sig stoisk til sin skæbne, selvom den kan være så grum, at man dør af det.

Umiddelbart voldsomt for en billedbog til de 5-6 årige, tænker man, men det mirakuløse er, at forfatterens får læserens fokus til at være på den betydning, man har for andre. Nærvær, det at lytte og være til stede. Det er det, man helt uforvarende får ind gennem læsningen. Det er dybsindigt af en billedbog, der ved første øjekast ser ganske uskyldig ud.

To meget forskellige billedbøger, men med fantasien og beslutsomheden i centrum, sammen med evnen til at lytte og have empati. Det er bestemt noget, der er værd at fordybe sig i.

2024-04-24

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret