To slags undren

Det grønne kryds   af El Jørgensen, Bodil  
187 sider. 199,50 kr. Carlsen
Anmelder: Arguimbau, Damián
Sigurd fortæller godnathistorier   af Barret, Sigurd  
184 sider. 199 kr. Politikens forlag
Anmelder: Arguimbau, Damián

Børnebøger. Hekserier slår ufarlige tv-eventyr.

»PAS hellere på, sagde han så. Jeg er en farlig morder.« Sådan siger Pæremadsen, som har klap for det ene øje og kun ét øre, der til gengæld er mange gange større end et almindeligt øre. I stedet for at løbe væk, farer drengen Julius frem og braser ind i maven på Pæremadsen, mens han råber: »Jeg slår dig ihjel først!«

Sådan mødes heksekenderen Pæremadsen og Julius for første gang i den allerførste bog om Pæremadsen, Prinsen af mosen. Og selvfølgelig er det løgn, at Pæremadsen er morder, men det er bare en ret så effektiv måde at skræmme irriterende børn væk på. Nu har Bodil El Jørgensen udgivet det tredje bind i sin meget morsomme og velsælgende serie om Pæremadsen og Julius, Det grønne kryds.

Rent sprogligt er der hos Bodil El Jørgensen ikke megen poesi. Hun er helt klart en handlingens kvinde, der har sans for det komiske, og som samtidig sørger for at fastholde læseren i en tilstand af nysgerrig måben. Dels over det vanvittige univers, hun beskriver, dels over hvordan Pæremadsen og Julius vil kunne redde sig ud af de situationer, hun placerer dem i. Bodil El Jørgensen bruger i sine historier et trick, som forfatteren Svend Åge Madsen med stort held har brugt adskillige gange: Alt ved virkeligheden er ganske, som vi kender den, blot er der én ting, der er anderledes. Det anderledes ved verden i hendes romaner er, at der findes hekse, som mest er interesserede i at udnytte mennesker, og hvis største interesse er at overgå hinanden i hekserier.

I Det grønne kryds har en heks simpelthen købt Julius´ pegefinger af en heksehandler. Det er sket ved at sætte et grønt kryds på hans finger via en besynderlig stempelmaskine, som Julius af heksehandleren bliver narret til at aktivere. Til fingeren hører naturligvis Julius, som heksen så får med i købet, og Julius ser sig pludselig fanget af heksen, der har tænkt sig at forvandle ham til et marsvin, og kun lave ham om til et menneske, når hun har brug for ham. Pæremadsen er selvfølgelig i gang med et redningsforsøg, som måske, måske ikke, lykkes. Og samtidig har Julius opdaget, at heksen har noget ganske grumt for, der skal ske meget, meget snart. Det er spændende, ganske vanvittigt, men handlingen er overordentlig logisk, hvis man ellers sætter pris på røverhistorier. Og hvem gør ikke det? Så har man børn mellem fem år og ti år, er sagen klar.

EN anden, der også evner at fastholde læseren i konstant undren, er Sigurd Barret. Undren, altså, af den negative slags. Hvordan kan det dog lade sig gøre at få udgivet sådan noget bras? Det er muligt, at hans historier kan gøre sig på tv, når de er ledsaget af båthorn, løbende fingre og alskens bamser. Men på skrift falder de ikke bare igennem, de efterlader et stort, tomt hul, dér hvor der skulle have været lidt indhold. Magien klæber imidlertid ved skærmtrolde, børnene klager ikke over historierne, de synes vel nærmest, at det er en forlængelse af børnetimen, når farmand - under protester og kævlerier - tvinges til at læse op fra den voluminøse udgivelse, hvilket sådan set siger mere om børnetimens kvaliteter end om børnenes smag.

Det er fortsat et mysterium, hvordan børn kan kapere såvel det ualmindelig platte som det helt sublime og alligevel synes godt om begge dele. Hvad er det så, der er galt med historierne? Det første er, at forfatteren taler ned til børnene. Rent sprogligt er vi vel på et niveau, der er lidt lavere end Ekstra Bladets, og intellektuelt kan jeg garantere, at alle uanset alder, køn, religion og hudfarve kan følge med uden at skulle anstrenge sig.

Det næste er, at det dramatiske moment i historierne er væk: Det hele er på det jævne med ganske umærkelige udsving, indtil der sluttes af med en kæmpe fest. Det er simpelthen så hyggenyggenuttet, at man er nødt til at skrabe sukkeret af siderne, inden der kan læses højt. Illustrationerne følger fuldt ud tekstoplæggets niveau, om end de enkelte steder lyser op. Det eneste, der er i orden ved udgivelsen, er prisen. Den må skyldes, at de desværre regner med at sælge en del af oplaget til sagesløse forældre.

Mon ikke Sigurd skulle holde sig til at lave ´Tøjdyr for en aften´. Det gør han meget, meget bedre.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret