Bill-Børge-Slå-på-Snotten og Anna Banana

Anna Banana   af Harboe, Iben  
32 sider. 230 kr. Carlsen
Anmelder: Arguimbau, Damián
Lille Vilde Will - den sidste bandit i balladeby   af Mouritzen, Peter  
32 sider. 248 kr. Forlaget Alfa
Anmelder: Arguimbau, Damián

Billedbøger. To nye billedbøger giver os både pjankede rim og alvorsfulde bananer.

Peter Mouritzen er mester i rim og remser. Han gør det mest i korte historier, der ofte er snurrige og sprogligt gennemarbejdede. Via Forlaget Alfa har Mouritzen udgivet en imponerende serie billedbøger med helt anderledes gendigtede bibelhistorier, der bestemt ikke lægger fingrene imellem. »Lille Vilde Will« er en helt anden sag. Man kan næsten allerede på titlen høre, at der er tale om en rimet bagatel, som er illustreret af den nyskabende billedmager Jenz Koudahl. Historien, der holder sammen på rimene, handler om Sheriffen Bill-Børge-Slå-på-Snotten, der har for vane at sende alle ballademagere i kachotten. Sheriffen skelner ikke mellem dyr og mennesker, hvilket giver problemer, da æsler, katte, hunde, høner med flere klemmes ind i byens ikke særligt store fængsel. Mouritzen udnytter bogstavsrimene til fulde: Donky-donky, Miss Missy ... og altså også Vilde Will, der er byens største ballademager, men ender med at være byens helt. Hvordan den forandring helt præcist finder sted, kan man muntre sig med at læse op, til man ved slutningen kan konstatere, at »Balladeby blev fredelig. Men også lidt kedelig.« Tja. Kedelig bliver bogen i alt fald ikke, hvis man sørger for at læse den op med den rette mangel på patos og ellers bruger tid på at beundre de ret vilde, onde og seje illustrationer, der grafisk set tilfører historien masser af krudt.

Anderledes bogstavsrim finder man i Iben Harboes lille perle, »Anna Banana«. Anna er ulykkelig, fordi hendes i øvrigt populære musikalske far foretrækker basunens selskab frem for Annas. Så må Anna Banana sidde på sit værelse og fodre sine bananfisk med bananmadder, mens faren spiller sin banansang om sin Anna Bananadatter. Men Anna er en moderne og handlekraftig pige, så en dag smider hun basunen ud ad vinduet, mens faren sover! Ja - mon faren tilgiver hende? Dina Gellert har ledsaget den sørgmuntre historie med meget glade og sigende illustrationer. Skabene har bananhåndtag, månen er en stor banan, og selv uret har bananer over det hele. Men selv blandt de mange banandetaljer er Anna ikke til at overse. Følelserne lyser ud af hende. Ligesom Gellert i bogen svarer på et spørgsmål, der nok kunne optage mangt et barn, og som Harboe sikkert bare glemte at stille i teksten. Hvad snorker en musiker mon? Jamen, noder naturligvis!

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret