Sig pænt goddag til familien kongeknogle

Kong Karsten   af Aakeson, Kim Fupz  
Gyldendal. 48 sider, 270 kr.
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Villumsen, Jørn

Sprælsk og flot billedbog om mobning - og om at være sig selv bekendt.

Kim Fupz Aakeson er rigtig god til helt barske, skæve historier. De begynder ofte i et velkendt univers, men får så en overraskende og fantasifuld drejning, før vi igen føres tilbage til en virkelighed, der har fået en ny dimension. Bornholmeren Jørn Villumsen har været fast tegner på Politiken siden 1986. Hans illustrationer gør præcis det samme ved virkeligheden som Aakesons historier. Det er derfor to kunstnere med en beslægtet form for humor, der har givet sig i kast med at skabe billedbogen ´ Kong Karsten´.

Bogen handler om drengen Karsten, der er så tyk, at alle kalder ham for Gris. Karsten prøver da også at få hjælp hos sine forældre, men de svarer, at alle i familien er tykke, fordi de har kongeknogler: »De fleste mennesker har bare knogler indeni, tynde, sprøde knogler. Men ikke os. Vi har kongeknogler, vi kan holde til noget, vi egner os til at være store og sidde på en trone og bestemme alting«.

Den hopper Karsten ikke på, men midt om natten vækkes han af soldater, og så bliver han konge i virkeligheden og kan bestemme alting i skolen. Det første, Karsten gør, er at sikre, at mobningen i stedet går ud over den tynde dreng, og så går dagen med at plage alle andre. Bogen postulerer ikke, at der er tale om en drøm. Det er den skinbarlige virkelighed, Karsten oplever. Jørn Villumsen har kastet sig over opgaven med bravur, sort tusch og stærke farver. Man føler med Karsten, når han må gå i gang med sin kolossale madpakke omringet af et skånselsløst drillekor. Og glædes med ham, når gymnastiklæreren får lov til at smage seks ekstra flødeboller og en liter kakaomælk og en hel wienerstang.

Alt sammen mens Villumsen fornøjet lader gymnastiklæreren forsøge at gå i spagat. Illustrationerne tilfører sjove detaljer til teksten. Det er forhåbentlig ikke det sidste, vi skal se til Jørn Villumsen i børnebogssammenhænge! Det er ikke spor nemt at fortælle en ny historie om mobning, og måske derfor giver Aakeson historien en lille smuk drejning til sidst. For Karsten kan ikke lide at være tarvelig, selv om det er dejligt at være konge. ´ Kong Karsten´ er en velskrevet, velillustreret, sjov og tankevækkende historie, der vil vække begejstring som oplæsningsbilledbog for de lidt ældre børn.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret