Kompakte krimier

Rod. Genstart 5   af Meinke, David  
152 sider, 150 kr. Høst og Søn
Anmelder: Arguimbau, Damián
Sporene ender. Genstart 6   af Ørsum, Caroline  
160 sider, 150 kr. Høst og Søn
Anmelder: Arguimbau, Damián
Under Englens vinger. Genstart 4   af Bruhn, Ina  
206 sider, 150 kr. Høst og Søn
Anmelder: Arguimbau, Damián

Krompromisløst: Hårdtslående serie for unge.

Høst og Søn har netop udgivet de sidste tre bind af serien Genstart. I denne serie har forlaget konsekvent forsøgt at bruge nogle af de effekter og temaer, som de populære krimiserier har. Det har man ikke gjort på samme kompromisløse måde tidligere inden for ungdomslitteraturen. Derudover er der også det særlige ved bogserien, at den er bygget op omkring et koncept, der er inspireret af tv-mediets manuskriptskrivning, i og med at der er tre forfattere på projektet (Ina Bruhn, Caroline Ørsum og David Meinke), som hver især har skrevet to bøger i serien. Hovedforfatter og tovholder har været Ina Bruhn, der netop også arbejder som manuskriptforfatter - og i den egenskab har skrevet for bl.a. Nikolaj og Julie, Hotellet og Josef og Josefine. Serien er en meget anderledes måde at gribe litteraturen an på. Dels er der jo tale om en relativt bunden opgave, dels er der tre forfattere, der skal få hovedhandlingen til at hænge nogenlunde sammen med den enkelte bogs aktualitetsfokuserede tema: Ina Bruhns 4. bind handler om hate crimes, David Meinkes 5. bind om at handle med stoffer og det afsluttende 6. bind om terrorisme.

Den historie, der binder de seks bind sammen, er den 17-årige Jonathan, der i første bind forsvandt sporløst og efterlod sine tre venner Liv, Nick og Mateus i uvished. Da vi når det sidste bind i serien, er der gået næsten to år, og de tre venner har brugt meget energi på at finde ud af, hvad der egentlig skete med Jonathan. Deres jagt på Jonathans hemmeligheder er på mange måder det, der kickstarter krimigåderne i de enkelte bind. Således har Jonathan forbindelser til homomiljøet i bind 4, til pusherne i bind 5 og til terroristen i bind 6. Men egentlig kan bøgerne sagtens læses hver for sig uden større vanskeligheder, for det er temaet, der er i centrum i de enkelte historier.

Effekterne virker, det må man give forfatterne. Der er usædvanlig godt gang i den. Ina Bruhns roman er velskrevet og psykologisk skarp. David Meinke tager os helt tæt ind til ungdomsmiljøet og til det rod, der befinder sig i Nicks hoved. Ørsum har fået den noget utaknemmelige opgave at få alle tråde til at samles til sidst samtidig med, at hun fortæller sin historie. Det gør hun godt, men det gør det ikke nemt, at opklaringen af gåden om Jonathan ikke er specielt troværdig. Det gør det sidste bind i serien svagere, end det fortjener.

Men der er ingen tvivl om, at forfatterne har velsignet os med en særdeles aktuel, velskrevet og vedkommende serie. Og mon ikke serien, der har tv-mediet som forbillede, også vil blive filmatiseret? For ligesom at skubbe til den idé har forlaget da også udskrevet en konkurrence blandt gymnasieelever i Hovedstadsområdet, hvor de unge er blevet bedt om at lave en lille videotrailer til YouTube om serien. Det er da godt tænkt. Indtil da kan jeg kun anbefale alle at give sig i kast med de små, kompakte bind og ved selvsyn konstatere, at krimier og ungdomsmiljøer klæder hinanden.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret