Når penge er alt

Bedstemor Huldas Bibliotek   af Leifsson, Thórarinn  
216 sider, 199 kr. Forlaget Torgard.
Anmelder: Arguimbau, Damián

Jorden er blevet underlig: bøger findes ikke mere og i skolen lærer man kun om penge og lån og renter. Internettet er forbudt og Guldbanken ejer næsten alt i hele verden.

Man kan tage lån med mennesker i pant, og når man ikke kan betale, forsvinder børnenes forældre og søskende helt og aldeles. En dag dukker en meget mærkelig troldkvinde op.

Hun hedder Bedstemor Hulda og er pigen Albertinas tipoldemor. Hulda er 150 år gammel og har et kæmpe bibliotek af bøger.

Sammen med Albertina og hendes venner gør de oprør mod Guldbanken. Den bindegale islandske forfatter Thórarinn Leifsson har tidligere skrevet »Fars store hemmelighed«. »Bedstemor Huldas Bibliotek« er en grotesk, underholdende og temmelig overraskende og syret historie om, hvad der sker, når verden kun tænker på penge.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret