Underlige Maj

Komatøs   af Andersen, Ronnie  
176 sider. 170 kr. Høst & Søn
Anmelder: Arguimbau, Damián

Druk. En smuk ungdomsroman om svigt, alkoholisme og kærlighed.

Engang var Majs mor dansklærer og kunne jonglere med ordene. Nu snubler hun mestendels over dem i sine branderter. Det gør Ronnie Andersen til gengæld ikke i sin nyeste ungdomsbog, Komatøs, der handler om svigt og om at håndtere sin tilværelse på trods. 16-årige Maj og hendes mor flytter fra kommune til kommune. Lige nu er de landet i Jylland, hvor de bor i en campingvogn ved det hus, de har lejet. Huset er simpelthen for beskidt til, at moren kan overskue at gøre det rent.

Majs far er militærmand og lider af posttraumatisk stress. Han holder sig mestendels væk og interesserer sig ikke for dem. Måske kan han ikke overskue det. Maj kan i alt fald ikke søge hjælp hos ham, for hun har set ham slå moren. Hvor grelt det egentlig står til i hjemmet, ser man i en tragikomisk scene, hvor moren er for fuld til at køre og beder datteren tage over: »En ting er, at mit liv virker overdrevet latterligt, men at min mor er så langt ude, at hun får mig til at køre bil, så hun kan sidde og drikke ved siden af imens, er sgu da så useriøst, at jeg gætter på, at det er en drøm det her.« Men Maj tager rattet, både reelt og i overført betydning. Det går nemt nok at styre moren og holde hendes klamme drikke/bollevenner på afstand, selv om de overbeglor hende. Men det går skidt i de skoler, hvor Maj starter på skift. Her skal de straks mobbe Maj. Hun ser underlig ud - har piercinger, tatovering på halsen, håret er i skrigende farver og så kommer hun fra storbyen. Det lyder som en larmende politisk bog af halvfjerdser-socialrealistisk tilsnit. Men bogen er et følsomt og særdeles levende portræt.

Engang var Majs barndom god. Selvværd har hun, selv om hun bakser med selvtilliden. Den misrøgtede Maj er reelt en sød teenager, der af indlysende grunde har noget svært ved at stole på folk. Naturligvis giver denne mistillid problemer, ikke kun i forhold til de velmenende voksne i skolen og kommunen, men også i forhold til kærester. Filip fra klassen er forelsket i Maj og har fra første færd reddet hende fra de værste fælder, som de lede piger i klassen har lagt for Maj. Men Maj opfører sig ikke altid lige sødt over for Filip. Hun ville gerne, men tør alligevel ikke. Tænk hvis det endte i et rigtigt forhold, for er kærlighed ikke blot vejen til svigt? Det vil hun dog ikke byde Filip, som hun så alligevel svigter ved at tænke på den måde.

Komatøs er en velskrevet, intens og nærværende bog. Den får tankerne og følelserne i gang, og det er slet ikke så ringe endda, som man siger på jysk.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret