Frihed er angst

Begrebet Angest   af Kierkegaard, Søren  
Søren Kierkegaards Skrifter, bind 4. Begrebet Angest side 309-461. Udgivet af Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Finn Hauberg Mortensen, 1997
Anmelder: Arguimbau, Damián

Kierkegaard. Angst er et naturligt biprodukt af det at skulle foretage valg

Angst kender vi alle noget til. En frygt uden genstand. Den er svær at håndtere! Søren Kierkegaard satte sig for at forstå angsten i sin Begrebet Angest fra 1844.

Kierkegaard rubriceres måske nok som filosof, men hans værker er ikke tænksomme, akademiske skrifter: »Sproget er til for at skjule Tankerne – nemlig at man ingen har,« som han så smukt formulerer det.

Kierkegaard fandt rene spekulationer unyttige. Han var i den grad en kompromisløs provokatør, en debattør, der ville ruske op i sin samtid. Han kalder sig i Begrebet Angest psykolog, ikke teolog eller filosof. Men i øvrigt er det, som i de fleste af Kierkegaards værker, et pseudonym, Vigilius Haufniensis, den årvågne københavner, der fører pennen.

Han var stærkt troende med tendens mod det mystiske, ikke mindst efter en religiøs oplevelse den 19. maj 1838 og igen i 1848. Hans ærinde er først og fremmest at insistere på, at vi hver især har et valg. Ikke mindst derfor lod eksistentialister som Sartre og Jasper sig inspirere af Kierkegaards tanker. Fordi Kierkegaard henvendte sig til sin læser for at fremprovokere et personligt valg, er hans værker ofte ganske morsomme. Det var ikke uden grund, at hans første større værk var afhandlingen om ironi. Så der er altså ikke noget mærkeligt i, at jeg flere gange kluklo over nogle af Kierkegaards rammende giftigheder i Begrebet Angest.

Angst er i værket anskuet i relation til arvesynden. Der er i dag ikke mange under fyrre, der ved, hvad arvesynden er. Arvesynden har rod i Adam og Evas oprindelige synd, som fik Gud til at drive dem ud af paradiset. Dermed kom døden og synden ind i verden.

Ganske vist var det først Augustin, der gjorde arvesynden til et dogme. Alle børn bliver jo til via kønsakten, og den anså Augustin for syndig. Det er ikke Kierkegaards primære mål at slås med Augustin, men han får undervejs ganske elegant sat Augustins dogme grundigt til vægs. Selv den katolske kirke er for længst gået væk fra Augustins forståelse af arvesynden. Enkelte vil måske undre sig over, hvorfor netop arvesynden er vigtig i forhold til angsten? Jo, svarer Kierkegaard. Det er, fordi angsten delvist bunder i den i mennesket altid ulmende konflikt mellem skyld og uskyld. Og skyld er netop, hvad vi føler, når vi synder. Derfor må vi tilbage til myten om Adam og Eva og dermed arvesynden for at undersøge skylden.

Arvesynden betyder efter Kierkegaards mening ikke, at børn er syndige, når de fødes. Men arvesynden betyder dog, at synden er kommet ind i verden og dermed i os som mennesker. Men at der er synd til i verden, betyder samtidig, at dens modsætning, dyden, også eksisterer.

Og hvis dyden eksisterer, kan den også opnås. Det er dette, der er menneskets store valg. Vælger du synden? Eller dyden? At gøre det rette? Eller det urette? Vi er frie til at træffe denne afgørelse, og det er denne frihed, der er angstskabende. Som Kierkegaard udtrykker det: »Angest er Frihedens Virkelighed som Mulighed for Muligheden.« Det lyder måske mærkeligt, men lad os først se på Kierkegaards mange mellemregninger, inden vi helt afviser tankegangen.

At synde kræver åbenlyst viden om, hvad der er rigtigt og forkert. Adam anede ikke, hvad der var rigtigt og forkert, før han spiste af æblet. Men det, at Gud havde forbudt ham at spise af æblet, gav ham en fornemmelse af en mulighed. Men først, da han spiste æblet, kom synden ind i verden. Han anede ikke, hvad han gjorde, da han tog en bid. Først efter denne første synd forstod han forskellen mellem godt og ondt. Først dér kom synden ind i ham og derved ind i verden for første gang.

Lidt på samme måde er det med børn. De er ikke helt klar over, hvad der er rigtigt og forkert. Men de aner dog, at de har en frihed: En mulighed for at gøre noget forkert, noget forbudt. De fornemmer en mulighed for ondskab, der lurer i deres nærhed. Det er blandt andet derfor, børn elsker at gyse: »Naar man vil iagttage Børn, vil man finde denne Angest bestemtere antyden som en Søgen efter det Eventyrlige, det Uhyre, det Gaadefulde. […] Denne Angest hører Barnet saa væsentligen til, at han ikke vil undvære den om den end ængster ham, fængsler den ham dog i sin søde Beængstelse.«

Men på et tidspunkt synder man – og ved det. Ganske lige som Adam. Dermed kommer synden ind i én. Man er nu et individ, der bærer skyld, og som har oplevet forskellen mellem godt og ondt. For Kierkegaard er menneskets mål at opnå et personligt gudsforhold.

Mennesket er en syntese af sjæl og legeme, der bæres af ånden. Derfor vil man naturligt længes mod at være fri for skyld igen. Denne længsel vil ikke nødvendigvis være bevidst, men det er denne længsel, der skaber konflikten mellem skyld og uskyld.

Som uskyldig ængstes man for at blive skyldig, men drages alligevel som børnene mod muligheden for at blive det. Som skyldig vil man længes efter uskyld, men ganske som barnet nød sin gysen, vil man samtidig være angst for uskylden, fordi den samtidig fjerner den nydelse, skylden også giver. Og fordi man faktisk heller ikke længere ved, hvad uskylden er. Dermed har man også en angst for det gode. Angst er derfor et dagligt dilemma. Man slipper ikke uden videre ud af den.

Synden, skriver Kierkegaard, er ikke en tilstand. Synden er en konkret handling, der sker i øjeblikket. Man har altså i princippet hvert øjeblik et valg. Et kvalitativt valg mellem skyld og uskyld. Angsten ophører aldrig.

Man kan ikke uden angst vælge det gode og dermed uskylden, for man kender ikke helt konsekvensen af sit valg. Man er nødt til at tro på valget. Derfor har den religiøse tro for Kierkegaard afgørende betydning. Det er ved at mobilisere samme tro som Abraham, at man ubetinget vil give sig hen i uskylden. At man via et personligt værdispring baseret på troen altid bevidst og uden angst vil vælge det gode uden nødvendigvis at vide, hvad den indebærer. Det er troen, der vil forhindre den søde gysen, som synden vækker i én, i at påvirke ens valg.

Kierkegaard beskriver utroligt rammende, hvordan angst kan blive vakt og optræde hos den enkelte. Han var i den grad en dygtig iagttager af mennesket og sig selv. Senere tænkere, som den tidligere nævnte Sartre, har udnyttet Kierkegaards analyser af angsten og trukket religiøsiteten ud. Derved er fokus i stedet lagt på den menneskelige frihed til at vælge mellem ondt og godt.

For en troende person som mig selv står bogen imidlertid stærkt i sin kompromisløshed: Med sin inderliggjorte religiøsitet var Kierkegaard på mange måder væsentlig tættere på det katolske end det protestantiske, selv om nogle af hans tanker bestemt var inspireret af Luther.

Første gang jeg læste Begrebet Angest, var jeg ret ung. Jeg vil bestemt ikke påstå, at jeg forstod det hele. Men det jeg husker bedst var Kierkegaards insisteren på, at man selv havde et ansvar for sit liv.

Jeg forstod, at angst var et naturligt biprodukt af det at skulle vælge: Fordi jeg alligevel ikke helt kunne overskue konsekvenserne af mit valg. Og derved kunne jeg lige så godt se bort fra angsten og i stedet forholde mig til valget ud fra rationelle og etiske kriterier. Angsten ville jeg jo have som følgesvend uanset valgets udfald. Det er det, der er genialt ved Kierkegaards analyse. Han beskriver, hvordan man undgår at blive slave af sin angst. Det skal ikke være angsten, der styrer valget, for angsten vil alligevel aldrig forsvinde, før jeg ender i et inderligt og personligt forhold til Gud.

Jeg mener, at det er vigtigt, at en sådan bog forynges og nyfortolkes til glæde for eksisterende generationer! Selvfølgelig går der noget tabt i en modernisering. Men så kan man læse originalen bagefter. Det skal være, som Kierkegaard ville det: Ud af universitetet med indholdet og ind på lystavlen hos den enkelte. Dér, hvor det for alvor gør nytte.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret