Olé René

Olé René   af Bunch, Annet  
32 sider, 128 kr. Forlaget Dart Publication.
Illustrator: Andersen, Thomas / Anmelder: Arguimbau, Damián

Olé René er titlen på en ny billedbog forfattet af to debutanter, Annet Bunch og illustratroren Thomas Andersen. Billedbogen består af ni episodiske historier om drengen René og hans mange dyr fortalt af hans lillesøster. Fortællingerne er befolket med forskellige dyr: heste, hunde, papegøjer, zebrafinker, snoge etc. og efterhånden som Annet Bunch får skrevet sig varm er det som om såvel dyrene som personerne i historierne får mere og mere karakter. Den bedste historie er ´Snogen snorker´. Her handler det om en plasticsnog, der af Renés mor bliver forvekslet med en død snog. Det betyder, at den rigtige snog får lov til ubemærket at komme ud af sit terranie. Men problemet i historierne er ofte, at de gode ideer ikke altid når at udfolde sig helt, før det hele er overstået. Det gælder for eksempel i den første historie, hvor René sælger sin lillesøster til bageren for et studenterbrød. Fortællingen starter med et ´René er min storebror og han er to år ældre end mig.´ Senere, efter at René har afsluttet sin handel uden at lillesøster på nogen måde protesterer, lyder det blot: ´da han var færdig og skulle gå hjem, blev han pludselig meget ked af, at hans lillesøster ikke skulle med.´ Og det er jo godt nok, men det er det ikke helt, når det er lillesøster, der fortæller det. På en eller anden måde mangler engagementet i personen. Hvis det var en almindelig lillesøster, der overhørte denne slavehandel, så ville hun reagere lidt stærkere end ovenstående antyder. Og i stedet for at bageren så uden videre lader hende gå, så kunne situationen nok indbyde til en mere dramatisk fortsættelse, sådan at lille René måske får lært, at det ikke er lykken at bytte en lillesøster for et studenterbrød – eller, hvad der jo ville være ganske originalt, det modsatte … Historierne ville være mere egnede til en længere fortælling, hvor pointerne langsomt kunne bygges op og de dramatiske højdepunkter i historierne udnyttes til fulde. For der er ingen tvivl om, at Annet Bunch ikke savner ideerne. Der er noget nostalgisk over Thomas Andersens akvareller. De er udmærkede til at skabe stemning om historien, og de er i sig selv sjove og ganske sympatiske. Til tider (og her må man undskylde mig) minder de mig lidt om de illustrationer man til tider kan finde i ´En halv humørtime´ (for eksempel den med dyrehandleren, som stort set kun mangler den ledsagende tekst). Måske er det fordi Thomas Andersen formår at karikere personerne i kontrast til rimelig detaljerede omgivelser. Selv om ovenstående beskrivelse virker lidt broget så mener jeg faktisk, at tegningerne helt klart har en egen, markant streg, som såvel større som små læsere vil have nemt ved at falde for.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret