Pandemi. Ny gyser byder på hjerneædende parasitter, smuldrende civilisation og masser af blod. Det ligner noget, der er set før.

I morgen er alt mørkt er første bog i en trilogi, der handler om civilisationens undergang, intet mindre. Den store trussel i bogen er en parasit, der æder folks hjerner og får dem til at gå løs på alle andre. Første nyt om sygdommen kommer fra Japan, men sygdommen breder sig hurtigt og rammer til sidst også Norge. Her bor Brage, som er en helt almindelig dreng, der er forelsket i nabopigen Frida. Hans liv ændres for altid, da smitten når frem til Oslo. Det er ikke længere sikkert at bevæge sig udenfor, og man ved ikke, hvem der er smittet, og hvem der ikke er. Brage undervises af sin far i den korrekte brug af jagtgevær og riffel, og ender også med at måtte skyde flere mennesker, inklusive sin far, da de viser sig at være smittet og forsøger at dræbe ham.

Sammen med en mindre flok må Brage tage af sted, væk fra Oslo, for at finde et mere sikkert sted i skoven at opholde sig. Med sig har han Oliver og hans far, Bendik, der er lidt af en supermand pigen Sunniva Brages udkårne, Frida, og hendes mor Ole-Jakob og hans usympatiske søn, Ed. Desværre bliver Bendik såret ret hurtigt, da de er i en nærliggende by for at skaffe sig ammunition og forsyninger og bliver angrebet af de forrykte syge. Der er mange konflikter i den lille gruppe, blandt andet viser Ed sig at være en kæmpe skiderik, som ikke viger for at bruge de laveste og ondeste tricks for at nedgøre Brage. Der er ikke mange lyspunkter i historien, og det virker, som om Sigbjørn Mostue har anstrengt sig for at bruge samtlige af de splattereffekter, som han formentlig har stiftet bekendtskab med i amerikanske serier, som for eksempel zombie-serien The walking dead. Det er til gengæld sket på bekostning af karakterernes troværdighed. Brage er lige så god, som dagen er lang, og Ed lige så ond som djævelen selv. Personerne er så sort-hvide, at det hele bliver lidt lige meget.

Der findes efterhånden en del historier med pandemier - altså sygdomme, der spreder sig meget hurtigt på tværs af lande - og hvor de smittede bliver aggressive og nærmest immune over for smerte. Reelt set ville en pandemi formentlig først og fremmest gøre folk vildt passive og feberhede, men det er der selvfølgelig ikke meget action i. Jeg spekulerer på, hvad Sigbjørn Mostue mon vil med sin bog? Den mest markante samfundskritik i bogen er, at nordmændene føler sig selvtilstrækkelige og ikke tror, at noget ondt kan ramme dem. Men det er ikke nok til at trække historien hjem. De mange effekter bliver til sidst trættende. Når man nu ved, at Mostue faktisk kan skrive gode bøger, så er det synd, at han ikke har fået mere ud af historien, end det er tilfældet her.

2015-08-14

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret