Vrøvl af høj kvalitet

Røv - tre eventyr om verdens sødeste bagdel   af Morgenthaler, Anders  
Forlaget Carlsen. 96 sider. 149,95 kr.
Anmelder: Arguimbau, Damián

Nonsens. De giver ingen dybere mening, men Anders Morgenthalers tre historier om en røv på eventyr er suverænt underholdende.

Anders Morgenthaler er mest kendt for sin tegneserie Wulffmorgenthaler, som han har lavet med Mikael Wulff.

Wulffmorgenthalers striber er kendetegnet ved at være skøre, respektløse og uforudsigelige. Det samme gælder Anders Morgenthalers bøger, for han har tidligere udgivet et par opsigtsvækkende anderledes eventyrbøger. Den nyeste bog, Røv, er ingen undtagelse.

Med undertitlen Tre fantastiske eventyr om verdens sødeste bagdel kan man godt regne ud, at det ikke er en bog om én, der opfører sig røvet. Titlen skal tages helt bogstaveligt. Røv er nemlig lige præcis en bagdel. Ganske vist med hænder og arme, men han har hverken ansigt eller øjne (selv om han kan se alligevel), bare en fin revne mit i det hele. Hvad skulle man dog også bruge øjne og mund til, når man er så fin en røv.

Andre figurer i bogen er for eksempel den giftige svamp Lasse samt Røvs bedste ven, Gimmergøj, der vel egentlig mest er en lyserød paryk med mund. I det første eventyr er problemet, at Hane ikke har galet om morgenen. Derfor sover hele skoven. Som Morgenthaler skriver: »[...] Der var ingen fugle der sang. Der var ingen tumlinger, der væltede omkring i græsset, ej heller mus, hjorte, pindsvin, Tapre Hanke, Dåse-lime eller ferskenfarvede boblinger med sarte øjne. Der var helt stille i skoven, og solen stod allerede over trætoppene.« Nu er gode råd dyre, og så går Gimmergøj og Røv i gang med at løse problemet, så skoven kan komme i gang igen. I det andet eventyr hører Gimmergøj en hvisken, der kommer af et udvisket spor på jorden, som hedder Tina.

Røv går i gang med at finde ud af, hvad Tina egentlig er for en størrelse, hvilket bringer ham vidt omkring. Måske eksisterer Tina slet ikke, og derfor skal Røv finde noget, der ikke eksisterer. Lyder det rodet? Jamen, så har du et godt billede af historien.

I den sidste historie skal Røv se at komme i form, og her er det billedsproget, der bærer historien. Som når Røv kravler ind i en kageform - for så er han jo faktisk i form. Røv vil endda giftes med en sten, der naturligvis hedder Sten, fordi han skal finde på nogen at gøre kur til. Gimmergøj må derfor forklare Røv, at det at gå på kur handler om, hvad man spiser, og ikke, at man gifter sig med nogen.

Morgenthalers eventyr er ikke til at blive kloge på. Billedsiden er en uadskillelig del af historien - hvordan skulle man ellers forestille sig en røv i en kageform, eller en røv med en læderhandskehat? Hvis din egen fantasi skulle komme til kort, hjælper tegningerne med at gøre de umulige optrin konkrete og virkelige. Undervejs kommer man til at tænke over, hvilke muligheder sproget giver for at udtrykke det totale vrøvl. Og hvordan plot og tegninger kan gøre vrøvlet til et underholdende eventyr. Stor respekt for Røv!

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret