Virkelighedens dilemmaer tilsat et drys magi

Samlingens Vogter 1 - Tyvefældens forbandelse   af Hoff, Kasper  
195 sider. 149,95 kr. Gyldendal
Anmelder: Arguimbau, Damián
Skovrå   af Madsen, Astrid B.Z.  
240 sider. 199,95 kr. People´s Press
Anmelder: Arguimbau, Damián

To nye børnebøger slipper det overnaturlige løs på vores kedsommelige virkelighed og drysser magi over både klimadebatten og sammenbragte familier.

Idéen om en virkelighed, hvor magi er lige så virkeligt som asfalt og køleskabe, er ikke fremmed for os. Tænk blot på historierne om genfærd, der går igen i de danske slotte. Intet under, at mystik og overnaturlige fænomener altid har virket dragende, ikke mindst for børn. To nye børnebøger viser, hvordan man med afsæt i virkelighedens dilemmaer kan få magien til at spille en hovedrolle.

Den danske debutant Astrid B.Z. Madsens ungdomsbog ”Skovrå” tager fat i et af tidens mest brandvarme emner, nemlig klimakrisen. I hendes roman er drengen Cas flyttet til byen Granhjem sammen med sine forskerforældre. Granhjem er omringet af en tæt, mørk skov, som vokser unaturligt hurtigt. Skovens træer er så potente, at en spire fra et bøgetræ kan bryde gennem en betonflise på under et døgn.

Cas’ forældre vil i byens biologiske forskningscenter gerne finde ud af, om skovens planter og træer indeholder et særligt gen, som kan bruges til at restituere natur hurtigt. De får dog hurtigt andet at bekymre sig om, for det virker, som om skoven på uforklarlig vis er i gang med at angribe byen. Cas bliver central i kampen mellem mennesker og skov, for han forelsker sig hovedkulds i pigen Sara, som bærer på en grum og dødelig hemmelighed, som hænger sammen med skovens aggressive vækst.

Astrid Madsen er spildesigner, og det kan man mærke på hendes intuitive fornemmelse for både de grafiske og plotmæssige virkemidler. ”Skovrå” er en bog, der nemt kan forvandles til et interaktivt spil, og som evner at favne både piger og drenge i den unge ende af teenagealderen. I den skræmmende ungdomsbog ser vi klimakrisen fra en helt ny vinkel, når naturen finder en vej, så den kan beskytte sig mod mennesket.

Kasper Hoff er en anden forfatter med kærlighed for spil. Han har tidligere forfattet serien ”Gamerz” om drengen Tim, der på trods af forældrenes misbilligelse er hardcore gamer. Serien blev en kæmpe succes, ligesom nogle af hans andre serier, som ”Doktor-Z”, hvor drengene Viggo og Mylle bliver sendt på en række halsbrækkende missioner af den geniale videnskabsmand, doktor Zakarov.

Kasper Hoff har fået masser af drenge til at holde læsningen ved lige, og han fik blandt andet derfor Gyldendals Børnebogspris sidste år. Og det med at holde drengene til ilden betyder noget – i en læseundersøgelse foretaget af Tænketanken Fremtidens Biblioteker fra 2017 viste det sig, at kun hver fjerde dreng læste flere gange ugentligt, hvor det for pigernes vedkommende var hver tredje. Det, der kunne få såvel drenge som piger til at læse mere, var ikke overraskende, at bøgerne interesserede børnene mere emnemæssigt. Kasper Hoffs nyeste serie, ”Samlingens vogter”, forsøger måske lige netop derfor at tage fat i det overnaturlige og placere det midt i vores hverdag.

Rammefortællingen er socialrealisme for fulde gardiner: Kaya og hendes far er flyttet ind til 13-årige Kasper, hans søster Sophia og deres mor. Kayas far og Kaspers mor er nemlig blevet kærester og er flyttet sammen uden at tage ret meget hensyn til børnene. Stemningen i hjemmet er ikke noget at prale af. Sophia kan ikke døje Kaya, og Kaya gider ikke at have noget at gøre med Kasper, selvom de er jævnaldrende.

Som alle 13-årige drenge mangler Kasper penge, og han får mulighed for at tjene dem ved at hjælpe sin gamle grandonkel Kaj med at rydde op i kælderen. Grandonklen er en sej eventyrer, der var shaman. Hans kælder er fyldt med en magisk samling, og Kasper aner en mulighed for både at få et mere spændende liv som shaman-lærling og at kunne flytte hjemmefra og slippe for den uventede og dysfunktionelle familiesammenføring. Sådan går det ikke helt, for Kaya er lige så interesseret i at finde en løsning på problemerne i hjemmet som Kasper, og det ender med, at de to børn sammen oplæres hos grandonklen.

Oplæringstiden bliver kort, for Kaj dør kort efter. Kasper arver dog hele Kajs samling, der viser sig at være ubehageligt farlig. En dag stjæler Sophia et flot lille grønt skrin fra Kayas værelse, der indeholder en edderkoppelignende sjæletyv. Sjæletyven stjæler Sophias sjæl og drager til underverdenen med den. Det bliver Kaspers og Kayas opgave at redde Sophias sjæl tilbage, inden hun dør. Det er sådanne oplevelser, der kan få børn til at holde sammen, skal jeg love for!

Kasper Hoff formår at lade læseren glide lynhurtigt ind i historien og identificere sig nemt med hovedpersonerne. Jeg vil tro, at denne serie også bliver en af dem, der læses i såvel drenge- som pigeværelserne.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret