Kunst er en mild form for narkomani
Lægevidenskab. Ny forskning viser, at kunst og narkotika benytter de samme fysiologiske receptorer, når oplevelsen er i top. Weekendavisen har talt med overlæge Henrik Rindom.
MENNESKETS hjerne er en computer og vi har et softwareprogram, der gør det muligt for os at hengive os til de stærke oplevelser, som narkomaner i dag må ty til farlige stoffer for at opnå. Og det er ikke kun ønsketænkning, mener Henrik Rindom, overlæge i psykiatri ved Glostrup Sygehus. Han arbejder til daglig med unge hashmisbrugere under Københavns Amts Stofmisbrugsbehandling, og i de seneste år har Henrik Rindom arbejdet med udgangspunkt i en teori, som første gang blev udviklet via nogle forsøg på Yale University ved New Haven. Forsøg, der viser, at de receptorer, hjernen bruger til at opleve kunst med, efter al sandsynlighed er de samme, som de receptorer narkomaner stimulerer, når de bliver høje på morfinpræparater.
Hvad går denne teori ud på?
Vi er alle udstyrede med forskellige receptorer, siger Henrik Rindom. - Disse receptorer reagerer på bestemte signalstoffer, som for eksempel morfinpræparater. Det er præcis som med Danmarks Radio, der udsender en række signaler. Hvis man har en antenne, der er indstillet til at modtage Danmarks Radio, så vil man kunne se og høre det i sit fjernsyn. På samme måde vil kroppens receptorer kemisk modtage signalet fra morfinpræparaterne. Når signalet modtages, sker der en kemisk reaktion, der gør narkomanen høj. Samtidig har medicinalindustrien udviklet medicin, der kan blokere receptorerne. For eksempel Naltrexon, der ved indtagelse øjeblikkelig sætter sig på receptorerne og dermed ophæver enhver form for rus, som narkomanen måtte opleve. Virkningen holder sig i 24 timer, og det er det stof, man for eksempel giver narkomaner, der har taget en overdosis.
Men hvori ligger koblingen mellem narkomanen og én, der oplever kunst?
Vorherre har næppe udstyret os med receptorer over for heroin og morfin for at vi skulle gå hen og blive misbrugere. Man har hele tiden været klar over, at kroppen selv måtte producere et signalstof, som virkede over disse receptorer. Efter at have været på jagt efter dette signalstof i en række år, fandt man endelig frem til endorfinerne. Der er mange typer af endorfiner, men fælles for dem er, at de alle virker via disse receptorer. Man har naturligvis interesseret sig for at finde ud af, hvilke virkninger de kan have. Blandt andet ved at blokere deres virkning ved hjælp af Naltrexon. Der er lavet mange forskellige forsøg, men et af dem, som har været mest signifikant, var et såkaldt dobbeltblindt forsøg:
Man udvalgte 40 mennesker, som alle holdt meget af klassisk musik og som oplevede rus i form af kuldegysninger eller fik en spændingsoplevelse ved koncerter. 20 af disse mennesker gav man kalktabletter, og de øvrige 20 gav man Naltrexon, der således ville blokere endorfinvirkningen. Hverken læger eller forsøgspersoner vidste ved uddelingen, om den pille, de fik, var »rigtig« eller ej. Alle 40 blev sendt til en koncert; jeg mener, at det var Beethovens 9. symfoni, hvor man typisk vil få en stor kunstnerisk oplevelse, for eksempel når koret i sidste sats sætter ind. Da de kom tilbage, fik de udleveret et skema, hvori de skulle beskrive deres oplevelser. Derefter undersøgte lægerne, hvilken type pille, de enkelte forsøgspersoner havde modtaget.
Det viste sig, at de 20 personer, der havde modtaget Naltrexon, ikke havde haft nogen kuldegysninger eller berusende oplevelser i forbindelse med koncerten, hvorimod de andre personers oplevelser ikke var forringet i forhold til tidligere. Det, jeg synes specielt er spændende ved dette forsøg, er, at vi åbenbart fra naturens side er udstyret med en potentiel mulighed for at få disse kunstneriske oplevelser. Det kræver bare, at vi skal trænes i at kunne gøre det.
For eksempel ville de samme mennesker næppe have fået den samme oplevelse, hvis de for eksempel var blevet sendt hen til en koncert med arabisk musik. Den er væsentlig anderledes end vestlig musik og de færreste vil umiddelbart få en berusende oplevelse, når de hører det første gang. Tilsvarende vil de fleste børn sige »bvadr, det kan vi ikke lide at høre på«, første gang de hører opera. De skal være opdraget til det i en eller anden forstand. De skal have hørt det nogle gange. Det vil sige, at der er et system i vores hjerne, der skal trænes op, før vi er i stand til at få en sådan rusoplevelse.
Det, der er min hypotese er at netop denne træning er det, som vores gadenarkomaner ikke har fået i løbet af deres opvækst. For de flestes vedkommende er der tale om en voldsom barndom, som har været præget af svigt, angst og misbrug, i en grad, så jeg nogle gange griber mig i at spekulere over, hvordan de overhovedet har kunnet overleve det. Når disse mennesker får morfinpræparater får de sandsynligvis en rusoplevelse, som vi andre kender rent fysiologisk. Men de kender den ikke, for de har simpelthen aldrig været trænet i at kunne få den.
Mener du, at hvis narkomaner blev optrænet i at opleve kunst i tide, ville det ikke længere være nødvendigt for dem at være afhængige af narkotika?
Jeg forsøger at forenkle noget, som er meget kompliceret. Når man først begynder at gå ind i hjernen og skal beskrive, hvilke processer, der foregår dér, er det meget komplekst. Det, der kan undre, er, at man i dagens debat omkring rusmidler ikke taler om, at man i dag har nogle tusinde mennesker indlagt på vores sygehuse, som dagligt - for nogles vedkommende i ugevis og enkelte i månedsvis - får disse præparater som smertestillende medicin flere gange i døgnet.
Disse patienter kender virkningen, og kan også beskrive at de bliver dejligt ligeglade og får det rigtig godt. Når de skal til at udskrives, trapper vi dem ned, og så ser vi dem aldrig mere. Selv om vi har gjort dem afhængige af stoffet, så ved vi, at vi kan trappe dem ud af det. En lille gruppe af disse mennesker, som får morfinpræparater i sygehusvæsenet, er simpelthen ikke til at rive ud af det igen, når de først har fået to eller tre sprøjter med morfin. Og ikke så få gadenarkomaner er startet deres karriere under en indlæggelse.
Er du sikker på, at mange narkomaner er begyndt at fixe på hospitaler?
Det kan godt være, at folk bliver lidt stødt over at høre det, men sådan er det. Jeg kunne sagtens præsentere dig for flere eksempler, hvis det skal være. Det er jo heller ikke alle, men en del af dem er startet sådan. Og så er der dem, der spiller skuespil så længe som muligt og ender med at blive indlagt på specielle smerteklinikker, hvor de kan få stoffet gratis. Men her taler vi altså ikke om cancerpatienter. Det er noget helt specielt, som ikke skal blandes ind her. Pointen er: Hvordan kan vi forklare, at disse stoffer er så afhængighedsskabende, som de er, men at de ikke er det for alle. Der er en parallellitet til alkohol.
De fleste i Danmark betragter alkohol som et rusmiddel, vi kan tage en gang imellem at slappe af på. Det gælder for langt hovedparten af den danske befolkning: De indtager alkohol i en eller anden givet mængde. Nogle gør det hver dag, nogle gør det hver uge. Nogle - og da alkohol er nemt at få fat i, taler vi nu om nogle hundrede tusinder - har et forbrug, der er langt over, hvad både kroppen og hjernen kan klare og er afhængige af det. Men hertil skal siges, at alkohol ikke virker over disse receptorer, så her taler vi om en helt anden proces. Parallelliteten er der dog stadig.
Og spørgsmålet lyder: Gælder det for en række af vores stofmisbrugere, at de har en defekt, idet de mangler evnen til at få glædesoplevelser, for eksempel ved kunst eller musik? Man har lavet nogle forsøg med amerikanske vietnamveteraner. I Vietnam er det forholdsvis nemt at få fat i heroin, og derfor var der mange vietnamsoldater, der blev afhængige af det. Karakteristisk har det været, at langt de fleste af dem faktisk har været nemmere at afvænne end en gennemsnitsnarkoman fra Istedgade. Understøtter det ikke det sædvanlige argument med, at de fleste narkomaner kommer fra dårlige sociale kår? Jo, men et andet argument for, at det var nemt for vietnamveteraner, kunne selvfølgelig være, at krigsoplevelsen har været voldsom, og at de forbinder krigsoplevelsen med den rusvirkning, de får ved indtagelsen af stoffet. Alligevel er der en vis procentdel - også af dem - der bliver hængende.
Konklusionen er, at nogle bliver meget nemt afhængige, men langt de fleste er yderst nemme at afvænne. Dette understøtter lidt den sociale teori: For at udvikle et misbrug, skal der altså noget mere til end bare stoffer. Der skal også nogle sociale eller samfundsmæssige forhold. Kunne det være en dårlig oplæring i at have det godt? Kunne det være, at disse mennesker aldrig i tilstrækkelig grad har oplevet kærlighed, omsorg, tryghed, kultur? Det, vi blandt andet kan lære af det, er, at kunstoplevelsen ikke er umiddelbar, men noget, man skal indlære.
Kunstoplevelsen er en slags mild narkomani, hvor der sker en mulig mindre endorfinudladning. Hvordan burde dette ændre på narkopolitikken og den opfattelse, man har af narkomaner i dag? Det første ville jo være en langt højere grad af accept over for disse mennesker. Og der tænker jeg ikke på politikere eller læger. Men på almindelige mennesker. Vi havde for eksempel en barok situation på Callisensvej. Dér skulle vi åbne en behandlingsafdeling. Da vi kom mandag morgen, løb der imidlertid vand ud af kældervinduerne. I weekendens løb var nogen diskret brudt ind fra bagsiden af huset. Uden at tage noget som helst, var vedkommende gået op på anden sal, havde rullet en brandslange ud, skruet op for vandet og lagt plasticposer over afløbene i kælderen. Hele huset var totalt ødelagt. Nå, men vi fik repareret skaderne og åbnet det, hvorefter vi indkaldte til et beboermøde.
Da mødet begynder er der fire af naboerne, der med deres håndbagage medbringer brugte sprøjter og kanyler, som de har fundet i deres haver. De er naturligvis rasende. Men da politiet undersøger genstandene, viser det sig, at der aldrig har været stoffer i dem, og det er heller ikke menneskeligt blod, der er rester af. Der er altså nogen, der har gået rundt og smidt disse sprøjter og kanyler ud i haverne. Når folkestemningen imod narkomaner er så massiv, så giver det i sig selv en lang række vanskeligheder: Hvor skal disse mennesker kunne komme? Og hver gang man prøver at lave noget for disse mennesker, fører det konsekvent til aktionsgrupper og beboere, der samler sig, underskriftindsamlinger, møder med politikere om, at det vil de ikke have. I virkeligheden er der, når vores institutioner først kommer i gang, ingen problemer.
Jeg har aldrig været vidne til, at en af vores klienter har givet anledning til problemer. Og det er logisk, fordi det er jo dem på gaden, og som ikke er i behandling, der giver alle problemer. De hos os er dem, der er indstillede på, at nu skal tingene være anderledes. Det vi var ude for på Callisensvej var ren hetz. For mit vedkommende fik jeg mange associationer til, hvordan jøderne må have haft det i 30'rnes Tyskland. For nu at vende tilbage til receptorer og endorfinernes virkning.
Tyder undersøgelserne ikke på, at det på et tidspunkt i narkomanens liv er for sent at afvænne vedkommende - at så er det for sent at åbne op for oplevelserne?
Jo, det tror jeg. Toget er kørt når man er en 30-40 år gammel. Men vi kan stadig behandle narkomanerne på en anstændig måde. Hvis vi kan give dem et tilbud om den sociale omsorg, som mange af dem har brug for, ville det hjælpe en del. Men det ligger også i den nye narkolov, hvor metadonudlevering skal sammenkædes med psykosociale behandlingstilbud. Til de helt unge med problemgivende hashforbrug er der i dag ingen behandlingstilbud. Her mener jeg, at det er vigtigt at sætte ind. Specielt i lyset af, at alle narkomaner i deres tidlige ungdom har haft et hashmisbrug. Ikke dermed sagt, at fordi man har et hashmisbrug som 14-årig, så bliver man også narkoman.
Du mener simpelthen, at man ved at tilbyde hashmisbrugende unge et større kulturudbud, ville der blive færre narkomaner?
Ja, det er erfaringerne fra det forsøg i Københavns Amt, som jeg er involveret i. Det viser sig, at når vi tilbyder de unge muligheden for oplevelser, især af kropslig karakter, som overlevelsesture og deslige, så bliver de fri af hash og heroin.
Det er jo meget nemt at tilbyde de unge prestigefyldte ting som overlevelsesture og lignende omkostningsfyldte tilbud som en gulerod. Det er jo oplevelser, de nemt vil kunne prale af over for deres venner.
Nej. De unge er ikke så lette at købe. De fleste af dem vil også have oplevelser, der går på at tale med voksne i en gensidig tillidsfuld atmosfære, uden løftede pegefingre og moralisering. Men hvordan kan det være at for eksempel læger og sygeplejersker også kan blive afhængige af narkotika, uden at man derfor kan påvise nogen sociale problemer i deres opvækst eller nuværende situation?
Jeg har en sygeplejerske i frisk erindring, der som 21-årig fik en sprøjte med et syntetisk morfinpræparat. Det var så stærk en oplevelse for hende, at hun ikke kunne glemme det. Hun følte, at hun måtte opleve det igen. For sådan en kvinde holder teorien jo ikke, fordi hun har jo haft gode opvækstvilkår og mange gode oplevelser. Og dét er netop en ting, som er vigtig at få slået fast: At der ikke er noget i dette fag, der er sort og hvidt.
Vi bevæger os inden for et kaosfelt, hvor en sommerfugls vingeslag i Kina giver stormvejr i Danmark. Kompleksiteten i biologien er i høj grad baseret på en meget simpel opskrift, hvor ganske få mønstre gentages igen og igen. Det har været en stor gåde for genetikere, hvordan den genetiske kode for - eksempelvis - en lunge ser ud. Dér viser det sig, at hvis vi tænker i et kaosteoretisk univers, kan man tage en genetisk kode, der er forholdsvis enkel og består af et fast mønster med få komponenter. Hvis man gentager dette molekylemønster i meget lang tid, så har man noget, der er lige så kompliceret som en lunge. Og derfor ved vi, at nogle simple opskrifter giver meget komplekse mønstre.
Prøver vi nu at anvende dette for at forstå måden hjernen fungerer på, så viser det sig, at hvis vi har den simple opskrift, der hedder tærsk morgen og aften, vil vi ende med en meget stor kompleksitet. For sygeplejerskens vedkommende passer teorien som sagt ikke, og jeg kan ikke give dig en fornuftig forklaring på, hvorfor det ikke gælder for nogle, men nok for andre. Men det skyldes sandsynligvis, at vi endnu mangler at opdage nogle få brikker i mønsteret.
Hvad er konsekvensen af at optræne hjernen med nogle simple opskrifter, for eksempel med musik? Til sidst vil hjernen være i stand til at kunne nyde den. Vi er udstyret med et hardware, og vi har et softwareprogram, der kan trænes. Hvad er det, vi træner det til? Det skulle ikke komme bag på mig, hvis det var nogle simple opskrifter, der skal til for at træne forskellige områder af hjernen.
1996-12-19