Kommentar. Ifølge en norsk rapport er bogprisen i lande med faste og frie priser stort set den samme. Men det skal man ikke uden videre tro på.

NORDMÆNDENE har netop leveret et meget hurtigt udarbejdet ( fire måneder!) og relativt veldokumenteret studie over bogsituationen i Europa. Norge skal til at beslutte sig om de skal gå ind for faste eller frie bogpriser. Rapportens forsigtige konklusioner er, at begge modeller er gangbare. Faste priser giver dog den bivirkning, at bestsellere bliver dyrere og smalle udgivelser billigere.

Gennemsnitligt set er der derfor ikke den store forskel på bogudsalgspriserne, hvad enten man har valgt faste eller frie priser. Men faste priser betyder, at folk køber og formentlig læser et bredere udvalg af bøger. Interessant er det også, at rapporten nævner, at man via billigere bøger får fat i nye læsere, som man ellers ikke ville have nået. Kulturpolitisk vægter dette argument ikke særlig tungt i bogprisdiskussionen, hvilket skriger til himlen. Rapporten får straks kulturdjævelen frem hos Bogmarkedets redaktør, der i sin leder langer ud efter dem, der mener, at bøger er en vare på linje med flåede tomater. Man aner straks, at folk, der fortsat mener at frie priser er vejen frem, må være kulturhadere af værste skuffe.

Nu er det jo en fordel at læse hele den 200 sider lange rapport, inden man fornærmer folks intelligens med sludder, for det viser sig, at rapporten med rette taler om særdeles forsigtige konklusioner. Det skyldes, at bogbranchen er meget forskelligt bygget op fra land til land. Ydermere at bogbranchen generelt og helt konsekvent ikke har kunnet bidrage med en rimelig statistik, der gør brancheforholdene transparente for iagttagere. Selv konklusionen om, at bogpriserne er ens gennemsnitligt set i fast-og fripris-lande, er måske ren fiktion. Nils Bjervig, tidligere redaktør for Bogmarkedet, kunne i et læserbrev sammesteds i forrige uge fortælle, at det engelske tidsskrift The Bookseller i maj 2008 kunne konstatere, at bogpriserne i UK gennem det sidste tiår var faldet med ca. 40 pct. efter at frie priser blev indført - væsentlig mere end hvad mange officielle undersøgelser påstod. De statistikker, som andre undersøgelser mestendels støtter sig til, bliver nemlig lavet på basis af bøgernes vejledende pris, som for det meste »er ren fiktion, da de sælges til en noget lavere gennemsnitspris.« I den norske rapport kan man endvidere læse, at Gyldendalkoncernen i Danmark er så dominerende, at de står for 80 pct. af bogmarkedet.

Så vidt vides er dette ikke helt tilfældet, men det kommer nok an på, hvordan man gør det op. Hvis det er korrekt, så var det nok på tide, at konkurrencemyndighederne så på, hvilke konsekvenser denne koncentration har for den danske bogkultur.

DET første, man bør kunne kræve af en branche, der ønsker beskyttelse, er, at man har et fornuftigt, transparent og utvetydigt datagrundlag, der dækker branchens totale salg i styk såvel som forskellen mellem vejledende priser og salgspriser. Uden større gennemsigtighed bliver støtten ufokuseret og i værste fald uvirksom. Men der er måske en vej uden om den ørkesløse diskussion mellem faste og frie priser.

Et af branchens problemer er, at man i lighed med andre brancher skal have værktøjer, der hjælper de små, så de kan klare sig mod de store. I USA er man sjovt nok meget mere opmærksom på problemet end i Europa. Her har man en konkurrencelov, der forhindrer store indkøbere at få bedre forhold end mindre, dog med visse forudsætninger. Den såkaldte Robinson- Patman Act blev vedtaget i 1936 og er blandt meget andet blevet brugt i 1994 mod forlaget Penguin, da det blev opdaget, at de gav større rabatter til visse indkøbere end selvstændige boghandlere kunne opnå.

Penguin måtte sluttelig punge ud med 25 millioner dollar i erstatning. Via en sådan konkurrencelovgivning kunne man måske undgå, at supermarkeder købte bøger til billigere priser end boghandlerne. Det er en lov, som ikke kun boghandlere ville have glæde af, men som også giver mening over for rigtig mange andre handlende, lige fra hvidevarebutikker til ostehandlere. Et andet kulturpolitisk middel, som politikerne hidtil har været tøvende overfor at blande sig i, er bibliotekernes indkøb. Biblioteker kæmper også for deres overlevelse. Bogbudgetterne beskæres i sørgelig grad til fordel for alskens andre materialer, hvis kulturelle bevaringsværdi man nemt kunne sætte spørgsmålstegn ved, men som tiltrækker publikum - og dermed forhindrer bibliotekslukninger. Det er en ond, populistisk cirkel. Bibliotekerne bør forgyldes. Og de bør købe langt flere såkaldt smalle bøger for deres penge. Det er mindre sexet, men kulturelt nødvendigt.

2012-03-02