Prisudvikling

Publiceret i Weekendavisen

Ung pris. Nordisk Råds børne-og ungdomslitteraturpris minder os om det grundliggende nordiske fællesskab, som vi alle er vokset op med.

NORDISK Råds børne-og ungdomslitteraturpris blev uddelt første gang i 2013 og er på samme beløb som for voksenbøgerne: 350.000 danske kroner. Den første vinder af prisen var finske Seita Vuorela med en stærk symbolsk roman om sorg, som netop er udkommet på dansk, og som jeg anmelder i denne uges Bøger. I 2014 var det Håkon Øvreås med højtlæsningsbogen Brune, som er næsten selvudslettende stille. Historien handler om den lille Rune, der trynes af de store drenge, og hvordan han overvinder dem. Hvordan den bog kunne vinde prisen i konkurrence med Louis Jensens firkantede historier eller islandske Tidskisten har jeg fortsat vanskeligt ved at forstå. Men prisen er trods alt et kompromis mellem alle de nordiske landes udvalgsmedlemmer, og her er der store individuelle smagsforskelle, der ikke nødvendigvis bunder i kulturelle årsager.

Bedømmelsesudvalget består af i alt 24 medlemmer og suppleanter fra henholdsvis Finland, Færøerne, Grønland, Island, Norge, Sverige, Danmark og det samiske sprogområde samt Åland. Disse medlemmer udpeger hver de nationale kandidater, som skal konkurrere om prisen. De samme mennesker skal til sidst også blive enige om, hvem der skal vinde.

At vi har en uforlignelig børnebogsmæssig kulturel sammenhængskraft kan relativt nemt påvises: Finnerne har Tove Janssons Mumitrolde-historier, som er underspillede, filosofiske og grundlæggende venlige, men også sørgmodige eventyr. Svenskerne har Astrid Lindgren, der rummer kærlighed, en Tjolahoptjolahejtjolahopsasafandenivoldskhed, kombineret med en ufravigelig solidaritet med børnene. Nordmændene har givet os Asbjørnsen og Moe, som med deres eventyrsamlinger gav den norske folkesjæl sprog og retning og gjorde eventyr som for eksempel De tre Bukke Bruse folkekære.

Danskerne har naturligvis H. C. Andersen, som gav eventyrgenren et internationalt litterært gennembrud. Islændinge har fascinationen af de islandske trolde indbygget i deres DNA, som har fundet sit mest populære udtryk i skikkelse af Gudrun Helgadottirs billedbog Flumbra, som kan fås i enhver islandsk boghandel.

Lidt anderledes er det med Grønland, Færøerne og det samiske sprogområde. Hos dem er skriftsproget kommet sent, og derfor er det den mundtlige fortælling, der har domineret indtil for godt hundrede år siden.

Kendetegnende for disse geografiske områder er, at de har en traditionsrig og karakteristisk kultur, der er stærkt forankret i den natur, de lever i og af.

JO, vi har en stærk nordisk identitet, selv om det til tider er nemt at glemme. Et flertal af børnene i Danmark kender Mumitroldene, Astrid Lindgren, De tre Bukke Bruse og H. C.

Andersen. De fleste vil også vide, at man i Grønland fanger sæler og sejler i kajak, at islændinge har et blødt punkt for trolde, og at der på Færøerne er hvalfangst. Det samme ved børn ikke om englændernes, tyskernes eller franskmændenes kultur. Selv om det er hyppigere og hyppigere, at det nordiske folk taler engelsk sammen, når de mødes, i stedet for deres eget sprog, er der fortsat en historisk og kulturel sammenhængskraft, som det er værd at fastholde.

Det er derfor glædeligt, at Nordisk Råd i 2013 omsider gav børnebøgerne plads. Der er i virkeligheden nok flere, der kender den nordiske børnelitterære kanon end den tilsvarende for voksenlitteraturen. Nordisk Råds børne-og ungdomslitteraturpris giver mulighed for, at vi kan vedligeholde og udvikle det nordiske kulturelle fællesskab, der ligger og ulmer i os - til tider alt for længe uden at afgive synlig røg.

Derfor vil jeg her i Bøger i lighed med sidste år i en række anmeldelser præsentere de fjorten bøger, som i år er indstillet til prisen. Prisen er endnu ung, og udvalget af bøger bærer også præg af at stritte lidt i alle retninger. Fra en finsk fagbog om Leonardo da Vinci til en aktivistisk norsk ungdomsroman om verdens fattige af Simon Stranger.

Man kan dog konstatere, at de fleste lande, der har lov til at udvælge to bøger, sørger for, at der både er en billedbog og en ungdomsroman i bunken. Det er fint. Noget, jeg imidlertid savner, er, at de i udvalget afklarer, hvad ambitionsniveauet skal være. Der er ikke alene himmelvid, men et helt univers til forskel mellem vinderne i henholdsvis 2013 og 2014.

Hvad vil de i prisudvalget? Er det det litterært ambitiøse, man ønsker at præmiere? Eller er det noget mere folkeligt, som kan udvikle og nære det nordiske fællesskab? Det kunne jeg godt tænke mig en diskussion om, gerne offentlig.

Personligt hælder jeg mere til det sidste. I så fald skal man i højere grad vægte bøger, som er umiddelbart tilgængelige, og som børn vil være lige så glade for at læse, som de har været for de værker, der er i den uofficielle fællesnordiske børnelitterære kanon.