Der er ikke meget håb at finde i klimalitteraturen inden for børne- og ungdomsbøger, der alle peger på jordens snarlige undergang

Endnu en klimaroman for unge om verdens endeligt landede for få dage siden i min postkasse. Bogen er flot, illustrationerne betagende, teksten velskrevet, men alligevel blev jeg noget så irriteret over den, at jeg havde svært ved at nyde den.

Bogen er Kenneth Bøgh Andersens og Lars Gabels utroligt storladne grafiske roman, ”78 grader”, som beskriver en verden, hvor temperaturen udenfor er 78 grader. Det giver sig selv, at ingenting kan gro i den temperatur, og at mennesket heller ikke kan overleve. Det er med andre ord en dystopi. Min fortørnelse har som sagt ikke noget at gøre med selve bogen, som er fremragende og velkomponeret, men vedrører selve tilgangen til emnet.

Der synes nemlig efterhånden ingen ende på antallet af børne- og ungdomsbøger om klima, miljøkatastrofer og bæredygtighed. Der er udkommet massevis de senere år; lad mig bare i flæng nævne Ida-Marie Rendtorffs ”Himlen over i morgen”, hvor klimaet er skyld i, at 70.000 flygtninge må bo syd for grænsen, Adam O’s udmærkede og præmierede serie om ”Den rustne verden”, hvor hele verden er én stor skraldespand, ødelagt af klimaet, og hvor storkapitalen er den store skurk. Også inden for fantasy-området finder vi romaner som ”Skovrå” af Astrid Madsen, hvor naturen kræver sit tilbage, og Sarah Engells ”Skoven”, hvor naturen simpelthen overtager verden og udraderer mennesket, som vi kender det.

At klimaforandringer topper listen af udvalgte bekymringer blandt unge mellem 12 og 30 år, ved vi fra mange forskellige undersøgelser, senest den, som tænketanken Kraka udsendte i april i år. I selvsamme undersøgelse fortælles det, at klimabekymring får hver fjerde unge kvinde til at overveje fravalg af børn.

Camilla Karmark fra Psykologforeningen fortæller, at klimaangst indebærer, at en ”person (bliver) så bekymret og bange for klimaforandringer, at det overtager det meste af personens fokus i hverdagen. Som ved andre angstlidelser findes det i forskellige sværhedsgrader, men fælles er, at det bliver omsiggribende i forhold til tanker, opmærksomhed og adfærd.” Det betyder i værste fald, at de unge på grund af klimaangst har lyst til at opgive ævred og plages af selvmordstanker.

Der er ikke meget håb at finde i de nævnte børne- og ungdomsbøger, der alle peger på jordens snarlige undergang, måske med undtagelse af Adam O’s trilogi. Der er mere drama og spænding i katastrofer og dommedag end i et langt, sejt træk, hvor man skal beskrive, at man arbejder på løsninger. Et af problemerne i en formidlingsmæssig sammenhæng er, at alting er blevet så voldsomt kompliceret. Klimaforståelse kræver eksperter, og du kan få næsten lige så mange meninger, som der er forskere.

Et eksempel herpå er Weekendavisens Jens Olaf Pepke Pedersen, der i sidste uges udgave af Weekendavisen interviewede den tyske klimaforsker Hans von Storch, der i sin seneste bog netop klager over den manglende optimisme i klimakampen. Han påpeger, at medierne generelt misinformerer: De skræmmer og overdramatiserer klimaændringerne. Vi er ikke på vej ud over rampen, men jo, temperaturen vil stige to til tre grader, så lad os håndtere det i stedet for at blive deprimerede. Søskendeparret Peter og Susanne Ditlevsen, der er professorer inden for henholdsvis klima og statistik, udgav den 25. juli i år en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature, der viser, at vigtige havstrømme kan risikere at kollapse i midten af dette århundrede, hvis man fortsætter som hidtil. Det kan få katastrofale følger for klimaet. Disse er blot eksempler på indlæg fra de seneste par uger.

Erfarne folk vil vide, at panik og depression kun yderst sjældent fører til noget godt. Derfor efterlyser jeg nu mere fantasi og vilje fra børne- og ungdomsbogsforfattere til at tilbyde andet end zombie-lignende scenarier. Det er for uhensigtsmæssigt stort set udelukkende at tegne katastrofescenarier op og beskrive en langsom, men sikker død. Historierne varierer naturligvis meget i de forskellige bøger, men der er noget ”Fluernes herre” over billedliggørelsen af og forestillingen om vores fælles ikke-fremtid: først et forudsigeligt kollaps, så en kamp, ofte mellem tidligere fæller om de få ressourcer, der er tilbage, og så en langsom, men sikker død, alternativt et lille vindue for overlevelse for de dyrebare få.

Det er forholdsvist usandsynligt, at et totalt kollaps, hvor verden går under, venter, hverken lige om hjørnet eller senere. Derfor ville det være ønskværdigt, om børne- og ungdomsbogsforfatterne anstrenger sig for at tilbyde noget mere substantiel litteratur, og gerne noget, der tør tage kampen op mod den absolutte klimapessimisme. At skrive apokalyptisk klimalitteratur er blevet mainstream, og der er behov for konstruktive forfatterstemmer, der kan og tør vise nye veje i klimalitteraturen.

2023-08-08