Grimslagen

Publiceret i Weekendavisen

Kommentar. »Grimslagen har du gjort mig. Det er vel; jeg skyder aldrig bedre end når blodet i mine årer koger,« som Oehlenschläger engang har sagt. En billedbog har gjort Damian Arguimbau ...

MODERNE forældre mangler ofte i foruroligende grad rygrad. Samtidig er de konfliktsky og anser enhver udøvelse af magt for utilstedelig.

Markedet oversvømmes af tilsvarende velmenende og meget ofte vattede pædagogiske råd – lige fra bøger, der forklarer, hvordan man får de små til at spise den mad, man serverer ved bordet (sult dem, så skal de nok spise!), hvordan man får dem til at gå i seng (læg dem med faste sengetider!), og så videre i samme skuffe. I børne- og ungdomsbøgerne ses logisk nok konsekvenserne af denne opdragelse, da mangen en bog i denne genre typisk handler om konflikter mellem voksne og børn. Billedbøger er specifikt en genre, hvor opdragelsen i ganske særlig grad kan skinne igennem, og hvor det kan være vanskeligt at forholde sig litterært eller kunstnerisk til værket, hvis man synes, måden opdragelsen gribes an på ligefrem er anstødelig – eller genial.

FOR nu at tage det sidste først. Det geniale husker jeg blandt andet fra Russel og Lillian Hobans bog, Marmeladeamalie fra 1966, som sidst blev genudgivet i 1995. Her vil Amalie kun spise marmelade. Og det får hun så af sin mor uden ballade: Marmelade til morgenmad. Marmelade til frokostmadpakken. Marmelade til aftensmad. Marmelade lige til Amalie græder og finder ud af, at marmelade måske ikke er det eneste her i verden, der kan spises.

I dag ville Amalie vel blive tvangsfjernet, men ærlig talt: Barnet dør jo ikke af sult, bare fordi det lever af marmelade et par dage. Historien går lige til børnenes hjerte, for de kan ganske udmærket se tingene – både fra Amalies og fra hendes mors synsvinkel. Det er simpelthen morsom og indholdsrig situationskomik for forældre og børn. Der er heldigvis mange – og skam også nyere eksempler.

MEN tiden ændrer sig, og holdningsløshed er nu normen, nu da værdirelativisme er den herskende morallære. I en ny billedbog af Birgitte Gärtner (i øvrigt meget velillustreret af Jørgen Stamp) ved navn Prinsessen der selv ville børste tænder om torsdagen« kan man læse om en pige, der vågner en morgen og beslutter, at hun er prinsesse og moren hendes hofdame. Og behandler hende som sådan.

»Min mor døde for længe siden. Du er bare en kedelig hofdame. Hent så den juice,« som hun siger ved morgenbordet. Allerede dér bliver jeg jo en smule forbavset. Ikke mindst da moren bare lader sig beordre. Igen da barnet insisterer på at blive kørt i karet (cykelanhænger) i stedet for at tage bussen – og moren indvilliger, dog under protest.

Og tredje gang da moren må gå fra arbejde for at hente hende tidligt fra børnehaven, fordi hun simulerer sig syg. Og får trøst fremfor skældud.

»Jeg siger, at det er torsdag i dag. Og når jeg siger noget, så skal du høre efter. Du er jo bare en hofdame,« slutter pigen med at sige. Hvortil moren svarer. »Okay, Deres Højhed. Så siger vi, at det er torsdag i dag.«

Litterært set handler det om et barn, der udfolder sine fantasier – for selvfølgelig vil alle små piger være prinsesser og ønsker også indimellem deres mor død. Men alle kvaliteter til trods illustrerer bogen på skræmmende vis opdragelsens reelle tilstand i dag.

Måske er det tv-reklamerne, de nye forældre har lært opdragelse af, dér hvor alting er idel lykke og børn søde og elskelige dagen lang. Hvor man elsker hinanden fra solen står op, til månen går ned.

Helt ærligt! At tænke sig at sådan en relativ uskyldig billedbog, der kun vil det gode, kan gøre mig så galsindet. Men ved De hvad. Når de små en dag bliver unge, bumsede og langt mindre søde – så gider de gode forældre dem ikke mere. De kan ikke håndtere dem og opgiver engagementet. Taber dem på gulvet. Så er det for sent at tage konflikterne. Dem skulle man have taget dengang, de kun ville have marmelade – eller behandlede en som var man en hofdame. Eller hofnar.