At fortælle

Fru Hilde   af Bødker, Cecil  
196 sider. 198 kr. Gyldendal
Anmelder: Arguimbau, Damián

Fru Hilde er en direkte fortsættelse af Cecil Bødkers seneste bog, - men i hvert fald i live, der udkom i august måned sidste år. Det mest karakteristiske ved Cecil Bødkers bøger er hendes sprog. Som nævnt i anmeldelsen af det tildigere bind, er der noget mærkværdigt økonomisk ved det. Kun de nødvendigste ting synes at blive skrevet ned, således at læseren er tvunget til at danne sig sine egne kulisser. Dette gør, at den verden, hun fører os igennem, bliver levende, endda truende, fordi den befinder sig lige her, i ens eget hoved. I Fru Hilde er det faktisk overraskende nok sproget, der er hovedpersonen, men dette går først op for én i slutningen af bogen.

Første bind, - men i hvert fald i live, handler om den 14-årige Franciska, der på uforklarlig vis havner i oldtiden, skyllet op af havet i sin redningsvest og uden erindring om, hvordan hun er kommet dertil. Landsbyens høvding ægter Franciska, fordi han tror, at hun er hans egen Hilde, der døde i barslesseng, og som pludselig er kommet tilbage fra de døde. Hvor temaet i første bind i høj grad fokuserede på de store moralske forskelle i fortid og nutid, er andet bind mere tvetydigt. Her er Franciska blevet næsten totalt integreret i det samfund, hun er landet i og har også fået den indflydelse på sin hverdag, der gør det udholdeligt at være til. Den store forskel i forhold til tidligere sker, da det lidt efter lidt går op for hende, at vægtige forandringer tager tid. Det går endeligt op for læseren - og måske også for Franciska selv - da hun forsøger at få høvdingen til at udskyde den årlige offerfest, hvor man ofrer et menneske til guderne. Franciska bliver bange: ´For at man vil tage dig det ilde op, hvis du som gode forsøger at lave om på noget der altid har været.´ Hun slutter med et ´men det står ikke i din magt at gennemføre så store forandringer - det er for tidligt.´

Franciskas eneste magtmiddel er i virkeligheden hendes klogskab og evne til at tale for sig. Via argumenter og logiske slutninger lykkes det hende som en anden Sokrates ofte at drive pointer hjem i det hedenske samfund, men hendes verden går i stykker, da hun opdager, at hun er gravid. Hun er knapt 15 år og kan slet ikke overskue konsekvenserne af at skulle få et barn. Takket være Varga, den kvinde, der tog sig af hende umiddelbart efter, at hun var skyllet i land, lykkes det imidlertid Franciska at overvinde den værste angst, og en vis ro falder over hende. En ro, der samtidig betyder, at hun har mod til de høflighedsvisiter, en gravid høvdingekone forventes at aflægge til det lille samfunds kvinder.

Bogens slutning kan egentlig ikke siges at være særlig overraskende. Den følger den logiske tråd fra første bind. På et tidspunkt kommer hun - som alle gode tidsrejsende - hjem igen til nutidens Danmark. Her plejer bøger at slutte, med en mere eller mindre pompøs scene hvor tidsfareren får lov til at fortælle om sine oplevelser til en måbende forsamling. Men sådan er det slet, slet ikke hos Cecil Bødker, og derfor lykkes det hende på sin egen stille facon at få en hel anden slutning end forventet. Og måden at afrunde fortællingen på gør at man kan se den hele i et helt nyt lys: Som en historie, der i meget høj grad fokuserer på fortællingen som form og sproget som det element, der formidler den. Cecil Bødkers serie om Franciska indeholder mange historier i én. Det er både fortællingen om en pige, der bliver revet ud af sin sammenhæng, om hendes udvikling til kvinde, hustru og mor, om en fjern oldtid og dets levevilkår og om sproget og dets magt. Og alle disse historier er flettet sammen på fremragende vis. Sjældent har så fængslende en bog været så tankevækkende.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret