Oplæsningsbøger. Nye bøger med trolde, gys og humor.

At skrive en gedigen historie er svært, og ofte er det sværest, når målgruppen er småfolk med et mere begrænset forståelsesapparat. Oplæsningsbøger har dog den sværeste målgruppe, for de skal både kunne fængsle børnene og forældrene på én gang. Det er derfor modigt af debutanten Bent Jakobsen at give sig i kast med en oplæsningsbog i læderstolsstilen. Endnu mere dristigt at bekendtgøre, at det kun drejer sig om første del af en planlagt trilogi. At romanen så endda er en slags fantasyroman, der mestendels foregår i attenhundredetallet gør det ikke enklere. Her skal ikke alene bygges gedigne karakterer op, men også et plausibelt plot, der kan holde historien kørende gennem tre bind på hver tre hundrede sider. Kort fortalt handler ”Det blå lys” om en troldmand, der føler sig presset til at give herremanden i Compton Basset nogle pilefrø, som i løbet af kort tid vokser op til at være et tæt pilehegn på begge sider af vejen op til herremanden. Troldmanden vender tilbage og overlader piletræerne som bolig til de eneste overlevende trolde fra Bloksbjerg. Disse trolde har en helt afgørende betydning for verdens overlevelse og kan kun leve i disse piletræer, som der ikke findes andre af på jorden. Troldene er drillesyge væsner og snart sender Compton Basset deres berejste kromand, Goodwin, af sted for at finde troldmanden. Goodwin slår sig sammen med en sømand, Bomstaff, hans papegøje, og en lille, fransk dreng ved navn Henri, der ganske praktisk både kan læse og tale flydende engelsk og fransk, uagtet at han som forældreløs har boet på Marseilles gader hele sit liv. Sammen tager de til Konstantinopel for at finde troldmanden, der er ganske frygtindgydende, men som rummer en del behagelige overraskelser. Historien er basalt set spændende, men Bent Jakobsens projekt er for ambitiøs. At en troldmand, der indædt kæmper for en sag, vil lade sig presse af en simpel herremand til at give nogle pilefrø fra sig, der rummer nøglen til verdens frelse er simpelthen for tyndt og bogens hovedpersoner hverken modner eller ændrer sig grundlæggende på deres relativt ufarlige rejse. Bent Jakobsen har bestemt ydet en kæmpe indsats, og som debut betragtet er bogen fin, men der er stadig et pænt stykke vej til mesterværket. Det er min faste overbevisning, at hvis forfatteren havde fået noget modspil af en forlagsredaktør med forstand på fantasylitteratur ville det have hævet værket op på et langt højere niveau, for Bent Jakobsen savner bestemt hverken potentiale eller ideer.

Det samme gælder til en hvis grad den garvede forfatter Peter Mouritzens nyeste novellesamling, ”Monstermail og andre mysterier”, som er en samling på 12 meget uens gyserhistorier. Han skriver fantastisk godt, Peter Mouritzen, men historierne her er oftest for korte til at gyset når at sætte sig. Måske hvis enkelte af dem bliver læst ved nattetide, ved stearinlysets skær, vil de virke anderledes, men i disse elektriske tider, så er en el-pære standardudstyr på de fleste børneværelser. I alt fald holder man ikke op med at ønske sig, at Peter Mouritzen havde skåret antallet af historier ned, og så til gengæld gjort mere ud af dem. Der er dog et par rigtig gode iblandt, som ”Den der har grisen”, hvor en dreng bliver snydt så det driver af sin far. Der er også enkelte af historierne, der har karakter af sproglige lege, som ”Jomfru Mudder”: ”Hun følte hendes liv var mudder. Hendes far var en muddermand. Hendes mor en muddermor. Alt hvad de sagde kom ud af deres munde som mudder. Mudderord. Sludder-ord. Det samme gjaldt lærerne i skolen: Muddermænd og mudderkoner. Veninderne var ikke et hak bedre. De talte sludder. Sludder, sludder. Mudder, mudder.” Og selv om historien ikke helt står mål med det sproglige, er det en nydelse at læse den højt for sig selv.

Viveca Lärns ”Eddie finder guld” er til gengæld helt lydefri. I virkeligheden er det den femte bog om Eddie, men de kan sagtens læses helt selvstændigt. Eddie er en rigtig drømmer, hvis tidligere alkoholiserede far nu er på vandvognen og broderen Anders knokler i skolen for at blive en IT-nørd. De bor i en fattig hytte i en skov, i udkanten af en stor by. Eddie hader at gå i skolen, og den nyuddannede lærers pædagogik gør nok heller ikke sagen meget bedre. Men Eddie har sine drømme og en eventyrlig evne til at fyre replikker af, så man sidder og klukler under læsningen. For eksempel da skolepedellen sukker over sin kone, fordi hun har ladet børnene lege med haveslangen en varm dag, og Eddie svarer ham: ”Jeg vil ønske, min far også finder en kone, der ikke er rigtig klog.” Bogen er fuld af varme, klogskab og humor. Det er en genial oplæsningsbog, og jeg håber, at en filmmager også får fat i den, for Eddie ville utvivlsomt blive en lige så stor stjerne på skærmen som Emil fra Lønneberg.

2002-02-22

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret