Mord og gylle

Kevin Kujon og andre fortællinger   af Haller, Bent  
112 sider, 149 kr. Høst og Søn
Anmelder: Arguimbau, Damián
Supernova   af Johansen, Anders  
158 sider, 185 kr. Modtryk
Anmelder: Arguimbau, Damián

Ungdomsbøger. To bøger til de eftertænksomme.

Der må være faret en djævel ind i Bent Haller. I alt fald er det ikke så lidt galde, han skal af med i novellesamlingen ´Kevin Kujon´. Gennem 16 noveller hudfletter han nådesløst ung som gammel, høj som lav. I en historie er det omverden, der ikke vil acceptere en dreng, fordi han er for begavet: ´Tiden gik, og det var, som om dem, der vidste mindst i verden, var dem, der råbte højst,´ som Haller skriver. I en anden myrder børnene en kammerat, fordi de mangler en syndebuk. I et af novellerne bringer de bekymrede forældre deres problembarn til en naturhelbreder: ´Det spirer i ham, sagde den gamle, og når den spire er fuldt udvokset, begynder den for alvor at blive farlig, og så må de spærre ham inde,´ siger han om drengen. Og videre: ´Denne lille forbryderspire vokser op og bliver måske en afstumpet morder, sagde den hellige mand. Forbryderspiren er en snylter, en gammel ånd som har levet mange gange før, den er ikke til at udrydde, men den kan jages ud.´ I alt fald er alle enige om at jage denne farlighed ud, og bagefter sidder så et stakkels, initiativløst barn tilbage, som forældrene endelig kan blive glade for, for nu laver han ikke ballade. Haller er vred i sine noveller. Vred over dem, der ikke gider at tage stilling, og som bare vil finde syndebukke, som i novellen om Tyrannen. Vred over de voksne, der bare vil have børnene til at være nemme og især nemme at overse, og vred over dem, der drukner børn i omsorg og omslutter dem for derefter brat at droppe omsorgen, når børnene ikke længere kan leve op til forventningerne. Men først og fremmest er bogen er udtryk for hvad der sker, når børn misrøgtes og mangler evnen til selvkontrol. ´Kevin Kujon´ er hård kost, men det er besværet værd, for Haller skriver rasende godt, og hans noveller provokerer til eftertanke og diskussion.

Anders Johansen har tidligere vundet Kulturministeriets børnebogspris, og har netop modtaget Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris for en trilogi om en dreng i 2. verdenskrigs Europa, som han afsluttede sidste år. Og så har han også just udgivet en ny bog, ´Supernova´, om den drømmende Sten, som bor i Gyllev, byen med øgenavnene Truckertown, Skodkøbing og Hullet, og som mest er kendt for sine gylletanke: ´De små børn tror ligefrem, at luften skal lugte sådan, med dette særlige pift af vellagret ammoniak.´ Steen har valgt ikke at gå i gymnasiet af hensyn til familien, og arbejder til dagligt sammen med sin far, der er bestyrer på den lokale genbrugsstation. For familien og det nære er det, der betyder mest for Sten. Hans mor er død, storesøster er taget til København og besøger dem yderst sjældent, og lillesøster Nanna er kun 13. Tingene er bare ikke helt, som de bør være, og små mislyde undervejs, får Sten til at begynde at forstå, at der måske er en grund til, at de personer, der omgiver ham, er som de er og handler som de gør. Vi følger Sten gennem nogle korte, men hektiske måneder, hvor han vokser fra at være en grim ælling til blive en ung, flot svane.

Anders Johansen skriver flydende og fanger utrolig præcist Stens ungdommelige stemme og jargon. Johansen fortæller sin historie roligt, med dybde og plads til at bygge personkarakteristikken op, så intet bliver utroværdigt eller overladt til tilfældighederne. Godt hjulpet af sin stramme komposition lykkes det ham at fastholde spændingen - og læseren - hele vejen. ´Supernova´ er et lille mesterværk, der fint og afrundet fortæller om det grove og kantede og om forvandlingen fra barn til voksen.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret