Uden mål og med. To romaner om børnene af en selvcentreret forældregeneration

At have et mål kan være det, som holder én i gang. Er målet ude af syne, stavrer man rundt i mørke, går ind i forhindringer og slår sig til blods, til lyset pludselig tændes, og man ser vejen til målet igen. Sådan er det for Thilde i Bente Clods ”Himmelfald”, som er hendes hidtil tredje bind i serien om den unge TaberThilde, der forsøger at holde sig væk fra tjaldens og alkoholens sump og komme på fode igen. Med en lurende maniodepressivitet og nylig fraskilte forældre, der hverken har overskud eller tid til at beskæftige sig med hende, indleder hun i den første bog i serien, ”Englekraft”, et overraskende, men tæt venskab med Hellerup-pigen Camilla. Også Camilla har sine problemer. Hun er hundeangst for livet, for tætheden, for at miste kontrollen. Hendes – naturligvis – skilte forældre har hver især travlt med at realisere deres ambitioner og bekymrer sig ikke om, hvordan Camilla går og har det, men mere om, hvorvidt hun præsterer det, hun skal. I tredje bind, ”Himmelfald”, fortsætter pigerne deres tætte, men bestemt ikke idyliske eller fredfyldte venskab. Thildes fortid forsvinder ikke af sig selv. Gamle venner dukker op, hashen og pillerne frister med deres besnærende glemsel, kærligheden har det skidt, og hendes mål: at kunne synge godt, så godt, at hun kan leve af det, er vanskelig at realisere. Camilla må slås med sine egne spøgelser efterhånden som kærligheden kræver, at hun opgiver selvkontrollen og præstationsræset. Det er umuligt at værdsætte tredje bind i serien uden at have læst de to forrige. Så vil det gå for stærkt for læseren, karaktererne når ikke at bundfælde sig, Thilde forandrer sig meget efterhånden som man pløjer sig gennem trilogiens sider, og man forstår ikke hendes tilbagefald ind i mørket uden at have læst de første to bøger. Men læst i sammenhæng udgør romanerne et ucensureret totalbillede af et moderne pigeliv.

Et handlingsreferat vil uundgåeligt komme til at lyde trist og hverdagsagtig, men det lykkes Bente Clod via et farverigt og rytmisk sprog at gøre romanerne såvel lyriske som underholdende. Hun formår som få at fange forløb og tanker i fri flugt, så detaljerne står levende for én, så Thilde og hendes venner bliver så nærværende, så ægte, at man har svært ved at ryste dem af sig bagefter. For jo, et eller andet sted kender man godt typen, hun beskriver. Der er tale om samtidsromaner, så det batter. Bedre bøger om en ungdom, der er blevet ramt af en selvcentreret forældregeneration finder man ikke.

Næsten lige så gribende er historien om drengen Rob i Kate DiCamillos børneroman ”Slip tigeren fri”, der ganske ufortjent er blevet forsynet med et rærligt omslag. Rob befinder sig i mørket efter sin mors død. Faren kan ikke rigtig få sig selv til at tale om hende, han er en rigtig træmand, der vil videre med livet og vil glemme fortiden, fordi savnet efter sin døde kone er for stærkt. Derfor flytter de til en lille by hvor Rob bliver drillet og slået i skolen. Robs daglige mål er overlevelse, og den opnår han bedst ved selvudslettelse. Faren hjælper ham ikke, for følelser er ikke hans stærke side. Men en morgen finder Rob en tiger. Og samme dag starter pigen Sixtine i hans klasse. Hun er netop flyttet til byen med sin mor og hader alt og alle efter forældrenes skilsmisse. For Sixtines mor handler det om, at hun skal se at komme videre med sit liv efter ægtemandens skændige svigt med sekretæren, og datteren må derfor se at tage sig sammen, så de kan få deres nye liv til at fungere. Sixtine er ikke særlig samarbejdsvillig. Hun vil bare hentes af sin far og komme væk fra det hul, hendes mor er flyttet til. Hvad der i første omgang starter som et fjendskab mellem de to børn, ender i et stormfuldt venskab, som kredser om tigeren i buret. Rob får en dag nøglerne til og ansvaret for tigerens fornødenheder af en uansvarlig hoteldirektør. Tigeren kan tolkes som et symbol for Robs indestængte følelser, som Sixtine, der har sine uden på tøjet, insisterer på at Rob skal slippe løs. Rob er ikke meget for det, for hvad vil der ske, når tigeren slippes løs? Romanen er afdæmpet, lidt mørk i tonen, og fyldt med symbolik og en sjældent set nænsomhed. For 10 til 13 årige vil romanen ramme plet og kunne danne grundlag for en lang række tanker og samtaler om hvordan man kan overleve med stil, selv om omgivelserne, omstændighederne og forældrene ikke er optimale. Det vil forhåbentlig kunne bidrage til, at børnene, ligesom Thilde, kan hive sig selv op i nakkehårene selv om den ønskede støtte fra forældreside skulle udeblive.

2002-03-26

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret