Når bamser dør

En himmel til en lille bjørn   af Verroen, Dolf  
Oversat af Christel Amundsen. 32 sider. 199 kr. Høst og Søn
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Erlbruch, Wolf
Ruby synger blues   af Daly, Niki  
Oversat af Vagn Plenge. 28 sider. 198 kr. Hjulet
Anmelder: Arguimbau, Damián
Texas Tex & Chico Tjubang – Jagten på rumfolket   af Jakob, Rask Nielsen  
32 sider. 199 kr. Gyldendal
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Bregnhøi, Rasmus

Tøjdyr er til for at holde den sørgelige virkelighed på afstand.

DER er garanteret mange, der har spekuleret over, hvorfor i alverden børn i billedbøger altid skal udfyldes med tøjdyr i alskens afskygninger. Hvorfor skal vi så ofte udsættes for lyserøde grise i hvidt trikot og forstående bamser med eller uden ternede jakker? Kan det skyldes, at det er så svært at tegne menneskehænder? Eller sælger det bedre, fordi nogen tror, at indkøberne er gamle tanter? Niks. Forklaringen er egentlig såre logisk – børn kan simpelthen bedre kapere de ofte onde ting, der sker, når det ikke er rigtige mennesker, det går ud over. Så er det onde så at sige på afstand – som om det skete på en anden planet – og de kan forholde sig til selve temaet, fremfor at være alt for nervøse for, at det kunne ske for dem. En amerikansk læseundersøgelse i slutningen af 1970erne viste, at tre fjerdedele af børnene mente, at Askepot var en konkret og eksisterende person. Så en måde at fortælle om døden på er simpelthen at lade bamser fortælle historien. Det gør for eksempel den mange gange prisbelønnede Wolf Erlbruch sammen med Dolf Verroen i den nyudkomne bog En himmel til en lille bjørn. Erlbruch er mest kendt for billedbogen om muldvarpen, der havde fået en lort på hovedet, mens kollegaen Verroen vist kun har en enkelt historie på bagen. Historien i deres fælles bog er om bedstefaren, der er død og kommet i Bjørnehimlen. Dér er alle bjørne lykkelige, og det er derfor meget naturligt, at Lille Bjørn også vil derhen. Han forsøger blandt andet at få en krokodille, en ræv og en tiger til at spise sig, så han kan dø i en fart, men det har de ikke meget lyst til. Det kan man ikke helt klandre dem for, for bjørnen ser unægtelig lidt sølle og sygelig ud i Erlbruchs lidt dystre illustrationer. Men bogen rummer sin egen charme – midt i alt det dystre dukker livlige fugle op, der lidt overraskede betragter den sorgramte bjørn. For i børnelogisk højde er det at se sølle ud det samme som at være ked af det. De dyr, bjørnen henvender sig til, ser derimod kraftfulde, listige og stolte ud, bortset fra den lærde ugle, der forgæves forsøger at sætte tingene teoretisk på plads for den lille bjørn. Men billedbogen lader ikke børnene i stikken: den ender lykkeligt med en oplevelse af bjørnehimlen i forældrenes favn. En smuk og kraftfuld bog, der vil tale direkte til børnene og vække lige præcis den følelse af sorg og savn, som indfinder sig, når en nær slægtning dør – samt forståelsen for, hvor de selv hører til.

EN helt anden måde at få det onde på afstand er at gøre det så utroværdigt, at selv børn forstår, at det hele er en stor omgang lyv. Hvem er bedre til at gennemføre et sådant forehavende end Rasmus Bregnhøi, der i samarbejde med Jacob Rask Nielsen i bogen Texas Tex & Chico Tjubang – Jagten på rumfolket er flippet ud i rim og skøre tegninger: »På Venus fandt de hurtigt frem til heksen Ruth/ de fulgte bare røgen og lugten af prut./ Heksen var grim og ond og smadderled./ Chico spurgte: ’Blev du sparket i hovedet af en ged?’« Tja – det rimer, og selv om Chico Tjubang ender som kamel og Tex uden arme (de faldt af på grund af hikke), er der et fortællermæssigt spor i galskaben. Moralen kan man dog sagtens få øje på: »Jeg er så træt af at se folk være fjender/ når det nu kræver så lidt at være venner!« Bregnhøis illustrationer er helt suveræne. Sjældent har man set en så eksplosiv kraft – på alle sider leger han med perspektiver, ideer, farver og former, så det er en fornøjelse. Illustrationerne er præcis lige så syrede som teksten, og der er så meget at se på, at man til tider helt glemmer at læse teksten. En helt igennem anderledes bog, som vil forundre og fornøje såvel store som små.

DER er dog tidspunkter hvor det er meget passende, at børn kan genkende sig selv uden filter. Niki Daly er en sydafrikansk forfatter, der har fået stor succes med sine bøger, der ofte handler om børn, der genvinder deres selvværd ved en forstående voksens hjælp. Måske fordi denne tematik passer godt til Dalys eget liv med en alkoholiseret far i et af Cape Towns fattigste områder, og hvor hans øvrige slægtninges omsorg bar ham igennem barndommen med selvfølelsen nogenlunde intakt. »Ruby synger Blues« handler om den højtråbende Ruby, som alle beder om at holde bøtte, hvorfor hun til sidst mister modet. Først da et blues band får Ruby og hendes stemme under kærlig behandling sker miraklet, og man kan så se, hvordan pigen pludselig udnytter sine evner konstruktivt. Det er en historie, der går lige ind i hjertet – både hos børn og hos de stakkels forældre, der ikke mindst takket være institutionaliseringen af barndommen også i Danmark må døje med børnenes skærende høje volumen derhjemme. Illustrationerne er udtryksfulde og afpasset teksten til fuldkommenhed. Ruby lyser op på siderne med sin røde trøje, og hendes råb vises i satsen med store bogstaver, der fejer hen over siderne. Kort sagt: en smuk og livsbekræftende bog med en elegant og letforståelig løsning på et genkendeligt problem.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret