Fantasy. Det læses af unge og gamle og produceres af filmselskaberne. Det er næsten altid langt. Men hvornår er det godt?

SIDEN Tolkien for alvor satte gang i fantasytraditionerne med Ringenes Herre, har vi måttet konstatere, at de engelske forfattere fortsat står stærkest inden for fantasy. Det markante ved de rigtig gode fantasybøger er, at de læses af såvel voksne som børn: Det gælder for Pullmans fabelagtige trilogi om pigen Lyra, Rowlings Potter-historier og Strouds nu afsluttede trilogi om Bartimæus.

Den engelske overlegenhed skal blandt andet findes i, at der i deres historier er et væld af velresearchede sidehistorier og baggrundsoplysninger, der alle er med til at skabe en umådelig stor dybde i fortællingen. På samme måde optræder der hos disse forfattere mange bipersoner, hvis beskrivelse hæver sig op over banaliteterne og dermed giver indtryk af, at forfatteren virkelig har haft sit mas med at begrænse sig.

Når man så bladrer anmelderbunken igennem for fantasy, kommer jeg alligevel tit til at tænke på Peter Mouritzens ord om, at fantasy er den mest fantasiforladte genre, der findes: »Den dyrker fantasien som var den en dyd. Det er den ikke. Ikke hvis man dyrker den.«

Og hold da op, hvor er grænsen dog skarp. For selv når alle baggrundshistorierne er på plads, så kan det jo være, at historien ikke er specielt fantastisk og dens underliggende filosofi banal. Det sker for eksempel for den meget unge Christopher Paolini, der - på trods af at megen spænding og alle formelle krav til succes er til stede - ikke hæver sig over banaliteterne.

MEN for nu at tage det bedste først, så er Strouds afsluttende bind i hans romantrilogi om Bartimæus, ´Ptolemæus Porten´, en temmelig avanceret historie primært fortalt af en selvglad vigtigper af en djinni kaldet Bartimæus og en lige så selvglad, men meget ung troldmand ved navn John Mandrake, der på grund af sine evner, snilde - og hjælp fra Bartimæus - nu er med i det syv mand store regeringsråd, der styrer England. Allerede fortællemåden hæver læsealderen en del. Det kræver en vis forståelse for ironi at kunne følge med i de skarpe parodier.

Historien foregår i London i et univers, der ligner vores kendte verden, med biler, Big Ben og det hele (dog ikke mobiltelefoner). Forskellen i dette univers er, at en lille elite af troldmænd har overtaget ledelsen af landet. Troldmændene er ikke særlig sympatiske. De hader hinanden, er sygeligt optaget af magtkampe og anser almindelige mennesker uden magiske evner for kvæg.

John Mandrake er ingen undtagelse. Men i forrige bind blev han beklageligvis forelsket i pigen Kitty Jones, som indædt kæmper mod troldmændenes styre. Det og hans ungdom giver ham lidt mere menneskelige karaktertræk end de øvrige troldmænd. Men den verden, som djinnerne opholder sig i, er også i oprør. De udnyttes uafladeligt og groft af troldmændene, og efterhånden finder de en vej ind så de kan knuse troldmændene og ødelægge verden.

Den eneste, som har en vis sympati for menneskene, er Bartimæus, og Kitty, John Mandrake og Bartimæus må derfor - om end temmelig modvilligt - samarbejde, hvis det skal lykkes dem at redde Jorden fra den totale ødelæggelse.

Strouds historie er velskrevet. Et særligt kendetegn er de mange fodnoter, som Bartimæus fylder siderne med, og som føjer et væld af ironisk-uddybende kommentarer til historien. Den er gennemtænkt, original, spændende og langt fra hjemme - ude - hjemme skabelonen. Strouds bøger er helt klart værdige kandidater til klassikerhylden.

IDEEN med dybden i historien har den unge Christopher Paolini også fanget. Han begyndte som 15-årig på Arven-trilogien, der handler om drengen Eragon, der bliver Dragerytter. Han bor i et rige, som styres af en ond, udødelig tyran.

I andet bind af trilogien, Den ældste, der selv består af to (tykke) bøger, gennemgår Eragon det meste af sin resterende træning sammen med sin drage. Han bliver ven med dværge og elvere, general for den hær, der skal omstyrte tyrannen, via undervisning og magi også så stærk som nogen. Alligevel er de onde stadig stærkere - hvorfor vi er nødt til at have et tredje bind.

Eragon er en blanding af Tolkien og Pullman, og selv om Paolini helt klart underholder, så er plottet ikke originalt eller fyldigt nok. Men som i mange amerikanske historier ligger der et faderkompleks bag det hele. Måske derfor bliver Eragon, det første bind i serien, i øjeblikket filmatiseret af 20th Century Fox med store navne som Jeremy Irons og John Malkovich på rollelisten. Paolinis historie er slet ikke dårlig - jeg tilbragte hele weekenden godt skærmet bag bøgerne - men under al spændingen lider den lidt af banalitet.

2006-01-06

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret