Mytedannelse. Den ægyptologisk mytologi blendet, æltet, genformet og bagt af bagermester Haller.

MENNESKET har til alle tider haft et ønske om at besejre døden. Også det gamle Ægypten havde sin Jesus, der genopstod fra de døde og som sådan viste, at der er et liv efter døden. I oldægypten hed guden Osiris. Han blev dræbt af sin bror, Seth, og genoplivet af sønnen Horus. Osiris bliver ved sin genopstandelse en åndelig person, og det siges om ham, at han er hele Jorden. Osiris er frugtbarhedens gud, mens Seth symboliserer det kaotiske: en vild og skabende energi, der er lige så nødvendig for mennesket som Osiris’ kærlighed til livet og markens frugtbarhed er det. En anden ægyptisk guddom var Thot, skrivernes gud. En vis, retfærdig gud, der blev afbildet enten med ibishoved eller som bavian.

Bent Haller er bidt af - ikke af gud - men af mennesket. I sin seneste roman, Thots bog, tager han skikkelse af Thot og søger at lave en temmelig fri gendigtning af myten om Osiris, ikke så meget for at lære os om guderne, men for at lære os om mennesket. Haller har tidligere lavet samme nummer med Iliaden, Odysseen, Jason og jagten på det gyldne skind og senest med Hævnen - historien om Elektra og Orestes. I alle disse er fokus helt ændret fra det guddommelige og heltemodige til det aldeles menneskelige, så selv de laveste drifter får deres rette plads i det samlede billede. For Haller eksisterer gud ikke. »Verden var for guder,« som Haller skriver i Thots bog kort før Seth fanger solguden Re i et net og aftvinger ham et svar på det mest påtrængende spørgsmål, han har: »Livet er meningen.« Og meningen med kaos er »at få mennesket til at elske Osiris.«

Hallers historier er knap nok gendigtninger af de oprindelige myter. De tager ganske vist mere eller mindre afsæt i dem, men da fokus for Haller er et andet end det heltemodige og guddommelige, søger han nærmest ind i myten for at forstå det, som står uforklaret i den: Hvorfor er ondskaben til? Hvorfor er mennesket til? Døden er uinteressant, for før den ligger der en kæmpe opgave i at håndtere livet - og her kan man dårligt få øje på guderne. Som Seth drillende siger til Osiris: »Det er sjovt nok med dig, Osiris - du tror, der er guder overalt, tænk nu, hvis de guder slet ikke findes, hvis vi er de eneste.«

Men Osiris er naiv og hjertegod. I ham findes ondskaben ikke, han ønsker blot at se ting gro og vækste, og hans umådelige jordbundethed gør det svært for ham at tackle visioner og ambitioner. Her kommer Seth ind med den ambition, som han knap kan holde inde i sig selv. På ingen tid er han i stand til at bygge paladser og skaffe velstand og viden - men det bliver på bekostning af frihed og godhed. Og med al den frugtbarhed og godhed, som Osiris spreder, har han aldrig tid til at tage sig af sin kommende hustru, Isis, som derfor må blive gravid med ham på dødslejet - faktisk efter hans død.

Bent Haller graver sig med denne bog dybere og dybere ind i den tematik, som han egentlig har arbejdet på gennem mange bøger, for eksempel i en af mine yndlinge: I englens spor fra 1988, hvor drengen Just fortvivler over pigen Rebeccas død og her konstaterer, at »det værste af alt var døden,« men kort efter tvinges han til at se dødens engel i øjnene og udbryder: »Nej... du er ikke som jeg troede, mumlede han, - du er ikke farlig, du er ikke engang uhyggelig.«

Og lidt sådan er Hallers bog om Osiris og Seth. Den er faktisk ret grusom, men ikke nær så uhyggelig, for når man lærer den at kende og efterhånden som man arbejder sig ind i den giver galskaben mening, hvad enten man er enig med Haller i hans tanker eller ej.

Det er godt gået at skrive en spændende og relevant bog om livets mening, som kan trodse aldersforskellen og læses, fra man er tretten, til man er hundrede og tretten med lige stor fornøjelse og forundring.

2006-01-20

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret