Krimi. Tre forskellige detektivserier for de helt unge.

Vinland er nævnt i to islandske sagaer, Erik den Rødes saga og Grønlandssagaen, men det er stadig en kilde til debat om datidens Vinland svarer til nutidens Newfoundland, som den drevne forfatter Charlotte Blay skriver i sin nye bog, »Skrællingen«. Navnet Vinland har næppe noget at gøre med vin. På oldnordisk betyder »vin«, med kort »i«, »eng«, og selv om »vin« med et langt »i« svarer bedre til det, vi i dag forstår ved vin, er det nok græsningen, de barske vikinger har tænkt på, da de navngav landet.

Netop fordi man endnu ikke har kunnet bevise, hvor vikingerne gik i land i Nordamerika, forklarer det, hvorfor Toras far, der er arkæolog, er så optaget af den udgravning, der i sidste ende kan godtgøre, at det var præcist på dette sted, at Leif den Lykkelige satte sin fod i år 1002.

I dag er der på Newfoundland en turistdrevet vikingelejr (i stil med den i Lejre), og det er just her, at Tora denne gang ferierer som fritidsviking, mens hendes far graver med ske efter Thorvalds, Erik den Rødes Søns kampøkse, Skalleflækkeren. Øksen fik vikingen flittigt brug for, da hans besøg forudsigeligt nok betød en del kampe med indianerne, som vikingerne kaldte »skrællinger«. Og da Tora har en evne til at tale med genfærd, varer det ikke længe før en skrælling, der har været træl hos vikingerne, viser sig for hende – og for de to venner, som hun har fået i løbet af sin ferie.

Det er ikke en historisk roman i gængs forstand, men en skøn blanding mellem en krimi, gyser, ungdomsbog og en slags historisk roman, der foregår såvel i nutiden som i datiden. Det er en rigtig, rigtig god bog, underholdende, velskrevet og med en tilpas blanding af action, historiske facts og personskildringer, som uden tvivl vil begejstre selvlæsere fra 11 års alderen og frem.

Mens Tora med sin bog om Vinland er nået til 2. bind i serien, har Synne Garff netop udgivet 5. bind i sin detektivserie om Græskarbanden, Med på noderne. Det er en meget moderne detektivserie, der så at sige har rigtige og meget nutidige problemer som en levende kulisse for handlingen.

Her i bogen er det indvandrerproblematikken, der er i centrum: Karim prøver at være sej, men det går helt galt, da han ufrivilligt er passiv deltager i et overfald, mens han er på bytur med sine ikke særligt rare indvandrervenner. Samtidigt løber en slags »Stjerne for en aften« konkurrence af stablen i DR-Byen, hvor Karims søster skal optræde. Hun modtager trusler og bliver undervejs også bortført.

Heldigvis er Græskarbanden i nærheden, og det lykkes da også banden at identificere forbryderen og at få Karim til at forbedre sig. Der er fokus på spænding og gang i den i en virkelighed, som er genkendelig for de fleste – om ikke andet fra aviserne. Det er en god bog for de yngste læsere, hvilket man bestemt ikke kan sige om Justin Richards‘ umådelig gammeldags serie Den usynlige detektiv, der foregår i 1936. Det er en pastiche over datidens engelske krimier – selv det i øvrigt sjældent flotte omslag leder tankerne hen på den berømte serie om Dr. Who, skrevet af forfatterens helt, forfatteren Terrance Dicks i 70erne. Justin Richards har i øvrigt selv skrevet et par Dr. Who historier.

Historien er lige så konstrueret og omstændelig, som en engelsk krimi i den genre skal være. Svær at gætte løsningen på, krydret med ganske få, men effektive overnaturlige begivenheder, men denne er desværre udstyret med en unødvendig rammefortælling, der en smule kikset kobler en nutidig person til den virkelige, hemmelige detektiv. Der er allerede udkommet to bind i serien, og den tredje er på vej, men på trods af de meget indbydende omslag og deres anderledeshed ville jeg ikke ligefrem skynde mig hen til boghandleren efter dem.

2007-01-05

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret