Romantik. Lyserøde og klichefyldte ungpigedrømme om den store kærlighed

Simone Elkeles ungpigebog Perfekt kemi er en Romeo og Julie-historie om latinoen Alejandro, kaldet Alex, der er med i en latinamerikansk bande, og overklassepigen Brittany, som er en high school-pige, der også er leder af heppekoret. Alex er naturligvis sød og klog, men også sej. Da Alex var barn, så han sin far blive skudt, så der er en indre sårbarhed hos Alex, som sjældent kommer til syne. Alex inddriver nu penge for banden og truer folk med bank, men giver dem sjældent. Det står ligesom mellem linjerne, at Alex kun giver retfærdige bank, hvad det så end er, når man er halvtids pengeinddriver for en narkobande.

Brittany er sej og klog og har alt det rigtige tøj og er derforuden kærester med skolens lækreste fyr, Colin. Bag facaden er Brittany også meget sød, jomfru og har en handikappet søster, som hun elsker højt. Og Colin er selvfølgelig et svin, der er hende utro og kun har sex på hjernen. Alex er naturligvis lynende intelligent, har fotografisk hukommelse og går på samme highschool som Brittany. De to får så at sige hinanden til kemitimerne. Gennem stereotype, men velskrevne 456 sider følger vi deres kærlighed fra isterningestadiet til flydende lava. Det sker, mens verden er dem imod, og de heltemodigt må vandre fra den ene prøvelse til den næste. De virkelige helte i historien er deres fælles kemilærer og skoleinspektøren, der også selv var en rod, da han var ung. Det hele foregår i USA, hvor de unge ganske vist er 18, selv om de med danske alen nok snarere opfører sig som nogle på 15-16 år.

Måske derfor udkommer bogen i Gyldendals Hjerteserie, som er en ungdomsserie for piger, der mest handler om kærlighed. Og tro mig, hvis Shakespeare skulle debutere med Romeo og Julie i denne serie, fik hovedpersonerne ikke lov at dø til sidst. I West Side Story, som historien ligner en del, overlever Mary. I Grease overlever både Tony og Sandy. I Perfekt kemi er associationer til sukker og honning i slutningsscenen ikke nok: Man skal tage bad i sukkerrørssaft i en uge for at få helt samme virkning udvortes, som man får tilbudt indvortes.

Bitte Havstads Sommer i Paris er udkommet i selvsamme Hjerteserie. Heri finder Nora omsider ud af, at hendes ukendte far er en fransk-canadier, som hendes mor forelskede sig i ved Eiffeltårnet i Paris en given augustdag. Hun så ham kun denne ene dag, og næste dag måtte han rejse, uden at hun fik hans telefonnummer eller efternavn. Nu rejser den 13-årige Nora med familie til Paris på sommerferie (i august, hvis læseren skulle være i tvivl). Forældrenes historie gentager sig nærmest mellem Nora og drengen Didier, og naturligvis kan vi forvente, at selvsamme sukkerrørsbad som hos Elkeles er i vente i bogens slutning. Men sandfærdigt sagt kan man nøjes med at dyppe en enkelt fod i sukkerrørsmassen denne gang. Det er trods alt en nordisk forfatter, så der er en lidt mere kontrolleret tilgang til kærligheden end den uforbeholdne, som Elkeles tilbyder.

Kærlighedens natur er at være tilgivende. Det drager de to bøger vist også stor fordel af, for der skal bruges en god portion kærlighed og naivitet til at sluge alle de klicheer råt. Velbekomme, siger jeg bare.

2011-02-18

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret