Fabler. Tre tusind år gamle historier still going strong - nu i sydafrikansk forklædning.

En fabel defineres ved at være en kort fiktiv beretning, der fortæller en sandhed. Der er i vestlig tradition også altid knyttet en efterskrift med en morale efter selve fortællingen. Det var Æsop, der for alvor gjorde fablerne til en populær litterær genre.

Man ved ikke meget om Æsops liv. Man tror, at Æsop levede som slave i Samos ca. 500 år før Kristi fødsel, indtil han blev henrettet i Delfi, uretfærdigt anklaget for at have stjålet rekvisitter i et tempel. Nogle hævder, at Æsop kan have været afrikaner, fordi hans navn lyder som det gamle græske ord for en sort afrikaner ( ætiop). Enkelte har argumenteret for, at han skulle have været jøde. Og andre igen, heriblandt protestantismens fader, Luther, har anset Æsop for at være en sagnfigur.

Æsops fabler har oprindelig været henvendt til voksne, men efterhånden er fablerne blevet en del af børnelitteraturen. En af de mest kendte fabler er historien om løven og musen, som rent faktisk også har været kendt i Ægypten 400 år før Æsops tid. Den kan man også finde i Forlaget Hjulets nye udgivelse, Æsops fabler, med 16 fabler gendigtet af den sydafrikanske Beverley Naidoo, som måtte flygte til England under apartheidstyret i 1965. Illustrationerne er også fra Sydafrika, nemlig af den tidligere præst, Piet Grobler.

Han har de seneste mange år levet af sine illustrationer, og har blandt andet vundet priser på den vigtige illustrator-biennale i Bratislava, samt i Frankrig, Italien og Japan.

Begge har tidligere fået udgivet bøger på dansk.

Det afrikanske islæt er tydeligt i teksterne, som når vi hører om kålpalmer og zebraer: »En løve lå og sov under en kålpalme i skyggen af nogle klipper. Han drømte at han var ved at sætte tænderne i en stor fed zebra, da en mus løb over hans ansigt og vækkede ham.« I alle fabler er der desuden af og til brugt afrikanske ord, som »Morena« eller »Setswana«, der betyder »Herre«, hvilket forklares fint i teksten. Sprogligt er det dog indimellem lidt gammeldags, som når der skrives »Hvis De vil spare mit liv, Morena« i stedet for eksempelvis »Hvis du lader mig leve, Morena«. Dermed er gendigtningen ikke så moderne eller mundret, og vil ikke altid blive forstået af mindre børn.

Man kan argumentere for, at det sproglige til gengæld dels rækker tilbage til fabeltraditionen fra dengang fabler stadig var for voksne, dels at det sydafrikanske islæt kræver en lille smule sproglig fremmedartethed. Jeg ville dog have foretrukket en smidigere og mere oplæsningsvenlig løsning.

Piet Groblers illustrationer er der dog absolut intet at udsætte på. De er humoristiske på den gode måde. På en eller anden måde lykkes det Grobler at udtrykke dyrenes følelser i mimik og kropssprog, så de får personlighed.

De klare afrikanske farver og enkle virkemidler virker. Man skulle tro, at enkelheden gjorde, at man hurtigt blev mæt af at se på illustrationerne, men sådan er det slet ikke. Tværtimod gør enkelheden og dyrenes sigende udtryk, at man mentalt er klar til at være meddigter på historien. Det er bare lige præcis sådan, det skal gøres!

2011-03-04

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret