Følelser. En velskrevet ungdomsabsurditet om helt usandsynlige mennesker.

Jon lider af alskens sygdomme: Narkolepsi, Restless Legs Syndrome med mere og er så tilpas kløgtig nørdet, at han nærmer sig det autistiske. Så går han i søvne om natten - gerne med sin mors tøj på. For at fuldende billedet går Jon altid med hjelm. En specialfremstillet én, der skal beskytte hans hoved, hvis han pludselig skulle finde på at falde i søvn midt på gaden.

Når Jon ikke lige er i gymnasiet, er han hjemme hos sine meget rige og lykkelige forældre og sin glade yngre lillebror. Om aftenen husker Jon at skrive alle de symptomer ned, han synes at have mærket i sin krop. Så slår han op på internettet og tjekker, om han skulle have fået en ny sygdom i løbet af dagen. Jons bedste ven er hans mobiltelefon, som han bruger til at lave om på ord, alt efter hvad mobilens ordbog foreslår. Således bliver far til får, Hugo Boss til Hugo Børs og løgn til John. Ikke just en helt normal dreng, kan vi vist rolig konstatere.

Jons kommer ud af sin comfort zone, da Oliver, en dreng fra gymnasiet, dukker op på familiens dørtrin en sen aften. Han er stærkt forslået, øreringen er revet ud af hans øre, så øreflippen ser helt tosset ud. Oliver bliver Jons bedste, men også ganske upålidelige ven.

Oliver introducerer Jon for Nadia, der er lige så tosset som Jon, bare på en helt anden måde. Nadia er svær at blive klog på, selv om Jon virkelig prøver. Tilfælde er den tredje bog i Ronnie Andersens tematiske trilogi om drenge fra forskellige samfundsklasser, der har det tilfælles, at de flygter fra deres følelser. Og flygte - det gør Jon så meget, at han på et tidspunkt begynder at tale om sig selv i tredje person. Jon virker som et koncept. Ikke alene fordi han som figur er så latterlig, men også fordi han som person er så kropumulig, at han næppe kan eksistere. Persongalleriet er tosset, men den verden, de bevæger sig i, er god nok. Som læser står man derfor i læsningen midt ude i virkeligheden, men med en håndfuld besynderlige mennesker, der hverken forstår sig selv eller hinanden.

Det er som et stykke absurd teater. Der er dog forløsning i vente til sidst i bogen. Men slutningen overbeviser ikke, selv om den klart driver romanens pointe hjem. Absurd teater egner sig bare ikke til forløsning. Det er derfor Godot aldrig dukker op i Becketts stykke. Så ville stykket jo ikke være absurd. Men på trods af den i kontrast overdrevent normale slutning, er Tilfælde en fantastisk velskrevet og ikke mindst anderledes absurd roman om at få hold på sig selv og sine svære følelser.

2011-03-11

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret