Billedbøger. De bedste bøger for børn er dem, der vil mere end blot at underholde.

Kan man overhovedet tale om indre nødvendighed i forbindelse med billedbøger? Ser man bort fra alder, så er det muligt meget groft at inddele billedbogsgenren i de bøger, som har et pædagogisk sigte; de, der primært vil underholde, og så de andre, der vil noget mere, og som er drevet af indre nødvendighed. Alle bøgerne vil som regel være en blanding - typisk med vægt på en af de tre ting.

Jan Löffs Pelle i rummet er et godt eksempel på de bøger, der primært vil underholde. Löff tegner store venlige illustrationer med masser af detaljer. Samtidig er der lidt tegneserie over dem, hvilket ikke er underligt, al den stund et af Löffs mest kendte værker er tegneseriestriberne om drengen Felix. Pelle i rummet er en hyggelig rumkrimi for ældre billedbogsbørn, glimrende fortalt og med små overraskelser og morsomheder gemt rundt om i illustrationerne.

Alfons Åberg-bøgerne vil det hele: lære fra sig, underholde og så noget mere. Det er altid en vanskelig balance, men Gunilla Bergström er ret god til det, og bøgerne er oversat til 30 sprog. Der hænger noget i luften, når man lukker en Alfons-bog. Typisk en tanke, som man skal forfølge. Den 25. bog i serien, Alfons med supersækken, handler om Alfons Åberg, der i drømmeland er konge i Alfons-land.

I landet hersker der tørke, og folket vil gøre oprør. Men Alfons har heldigvis en supersæk med vand og mad nok til alle. Temaet er - som i mange andre af Alfons-bøgerne - drømme versus virkelighed - denne gang krydret med en diskussion af rigdom versus fattigdom. Seje emner til børn på seks-syv år. Der er nok stof til at kickstarte en righoldig værdibaseret dialog mellem barn og forældre i jagten på den førnævnte uafsluttede tanke! En bog, der helt mærkbart er drevet af indre nødvendighed, er Gro Dahles og Svein Nyhus´ Silkesød. Silke er så sød, så sød - ja, så utrolig sød, at hun en dag bliver helt og aldeles væk.

Silke gør alt, hvad hun skal: smiler, skriver pænt, læser bøger, rækker hånden op, før hun taler. Hun går så meget i ét med tapetet, at hun til sidst bliver fanget der sammen med alle de andre usynlige stille piger. Der er så meget indestængt vrede i historiens sproglige dragt, så meget retfærdig harme i eksplosionen, da Silke omsider skriger sig vej ud af tapetet, at det vil være meget svært at foretage en uengageret oplæsning. Svein Nyhus´ illustrationer er små mesterværker, mindst lige så udtryksfulde som teksten, en blanding af fiktion og fakta, der smukt afspejler den kontrollerede sødme og den efterfølgende forløsning. Det er sjældent, man ser så helstøbt en bog - og samtidig kan få bekræftet, hvor velgørende det er, når forfatteren vitterligt har noget dybfølt på hjerte.

2011-05-27

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret